Årslister 2017 – del 3
Vi ser på, hvad der har begejstret og skuffet udvalgte redaktionsmedlemmer ved musikåret 2017, og hvad de glæder sig til rent musisk ved 2018.
Anders Lundtang
BEDSTE DANSKE NUMMER 2017:
Dem, der kender mig, ved, jeg ikke er den store tilfhænger af power metal-inficeret musik, men lige danske Defectos ”Savage” fra deres seneste album Nemesis – som vi gav en god anbefaling – har kørt på videoanlægget en del gange.
Musikvideoen til nummeret er i sig selv genial, men selve nummeret løber hurtigt ind under huden på én, hvor jeg har oplevet alle folk fra start 20’erne til midten af 60’erne undre sig over, at Defecto ikke er mere udbredte, end de egentlig er.
BEDSTE DANSKE ALBUM 2017:
Du må hjertens gerne klandre mig for ananas i egen drink her, men jeg bliver gentagende gange mere og mere pjattet med danske Wrath of Belials Bloodstained Rebellion, da der er en grund til, at vi har hyret dem til MAD Night Vol. 3.
Hvor mange danske bands spiller jævnt og gennemført, kan de ofte mangle den sidste kant og teknikalitet, som får dem op i den store liga, og det mener jeg, Bloodstained Rebellion besidder. Fra de underliggende melodier, som man kan finde i bands som Neaera og Threat Signal, til den frådende brutalitet, kendt fra bands som Kataklysm eller Cryptopsy i deres velmagtsdage. Wrath of Belial kan noget vildt, og jeg glæder mig til at se dem live til vores arrangement!
BEDSTE INTERNATIONALE NUMMER 2017:
Den her er svær. Jeg føler altid, der i hvert fald er et nummer eller to, der har defineret lydsporet til et givent år for mig, men for at fatte mig i korthed slår jeg kort og kontakt ned og siger The Erkonauts ”Little Mary”.
Schweizerne har lavet den geniale toer af et album, hvor de er lige deres groove, sydstatsrock og progressiv metal, og det her nummer indkapsler alle de elementer, der gør albummet, I Shall Forgive, til en genial udgivelse.
(Kunne også have valgt: Nothing More ”Don’t Stop”, Hollywood Undead ”Bang Bang” eller Paradise Lost ”Until the Grave”)
BEDSTE INTERNATIONALE ALBUM / EP 2017:
Modsat en del andre redaktionsmedlemmer er jeg helt pjattet med metalcore og deathcore, og specielt sidstnævnte genre er i disse år gennem en spraglende udvikling, hvor man går væk fra den standardiserede formel, hvor alt bare var skrig og breakdown.
Derfor fremhæver jeg Fit for an Autopsy med deres The Great Collapse. Bandet viser, hvor man kan udvikle genren uden at gå på kompromis med sine rødder.
Albummet er et en af den slags sjældne støbninger, hvor man efter et par numre føler, man får fået hørt et helt album i den forstand, at det er så detaljerigt og formfuldendt i sin sangskrivning, at jeg endnu ikke er blevet træt af det.
MEST SKUFFENDE ALBUM 2017:
Puha, med så mange udgivelser, jeg har fået gennemlyttet i år, kan det være svært at lade noget ”vinde” på målstregen, men det må blive min eklatante skuffelse over Dagobas album Black Nova fra august i år.
De udsendte singlen ”Inner Sun”, som jeg skamhørte forud for albumudgivelsen, men det var som om, at sangen satte et aaalt for højt niveau, som resten af pladen ikke kunne indfri. Pauvert, tamt og kedeligt.
Jeg kan stadig ikke høre ”Inner Sun”, da det føles som at blive forladt af en kæreste.
BEDSTE KONCERTOPLEVELSE 2017:
De nyeste oplevelser står oftest klarest i min erindring, og da jeg havde den bedste udsigt til In Flames kombi Five Finger Death Punch-koncerten i november 2017 i Royal Arena, gik alt bare op i en højere enhed.
I bagklogskabens lys var det formentlig ikke den bedste koncert, hvilket jeg da vist også får påpeget i min anmeldelse, men når man er i det rette selskab, får interviewet et idol og føler sig som en samlet enhed til en koncert, så bliver jeg sgu bare glad i låget i anden potens.
MEST SKUFFENDE KONCERTOPLEVELSE 2017:
Suk. Man gider jo ikke samle på dårlige oplevelser, men nogle står bare frem i hukommelsen.
Jeg kunne sikkert fremhæve en koncert med uoplagte bands, manglende gejst og så videre, men at jeg ligefrem måtte forsvare Radiohead med den forfærdelige, malplacerede opvarmning til Marilyn Manson i Helsingør for ikke så længe siden, siger noget om en gigantisk fejlvurdering.
Ja, jeg har beskrevet det mere udførligt HER, så det henviser jeg til.
ÅRETS FAVORIT-MUSIKVIDEO 2017 (dansk eller international):
Jeg er, som tidligere hintet, lidt af en sucker for gode musikvideoer, da det auditive kan komplementere det visuelle og skabe en ny dimension af en helhedsoplevelse.
Og det kan også bare være sjovt.
Tag en kigger på tidligere nævnte Nothing Mores ”Don’t Stop”. Den er morsomt detaljerig og har en god gæsteoptræden. Jeg opdager nye ting ved den hver gang, jeg ser den.
(Artiklen fortsætter efter videoen)
BLEV DINE FORVENTNINGER TIL MUSIKÅRET 2017 INDFRIET?
Jeg kan se, at ud af de fire koncerter, jeg så mest frem til, så fangede jeg kun en enkelt af dem…
Men den anden del med, at jeg glæder mig til at se Metal A Day vokse, fik jeg ret i!
HVAD JEG SER FREM TIL VED MUSIKÅRET 2018:
Ja, det her må så være ækvivalentet til børnebilleder på sociale medier: Jeg glæder mig til at se Metal A Day blive endnu større, toneangivende, udvikle sig, arrangere flere koncerter, skyde flere bands mod drengedrømmene og, og, og…
Ellers glæder jeg mig til årets musikalske traditioner som High Voltage Awards, Nordic Noise, Copenhell og, og, og…
____
Lasse Millek
BEDSTE DANSKE NUMMER 2017:
Siamese: “Soul & Chemicals”
Jeg synes på ingen måde, at 2017 har været det vilde år for den del af den hårde genre, jeg bevæger mig rundt i, men det første nummer, der kom op i hovedet på mig, var helt sikkert “Soul & Chemicals” fra Siamese. Jeg er vild med den for det meste rene vokal blandet med hård tråd og elektroniske finesser.
BEDSTE DANSKE ALBUM 2017:
Nemesis fra Defecto og Shameless fra Siamese vil umiddelbart begge være i opløbet til dette punkt, men vil ærligt sige at jeg ikke i år har hørt et fuldt album nok igennem til at kunne udpege et, da der simpelthen ikke var noget der fangede mig nok.
BEDSTE INTERNATIONALE NUMMER 2017:
Jeg synes overordnet ikke, at 2017 har været et fremragende år i forhold til ny musik. De to numre fra 2017, jeg oftest har sat på anlægget, må nok være Blink-182 med “Parking Lot” og Dragonforces “Judgement Day”. I sidste ende bliver det nok Blink-182, der løber med prisen, men med min svaghed for punk kunne det vel heller ikke blive meget anderledes.
BEDSTE INTERNATIONALE ALBUM / EP 2017:
Blink-182 “California” (Deluxe Edition)
Deluxeudgaven af Blinks album fra 2016 var med 12 nye numre var nærmest et nyt album i sig selv bare med muligheden for at høre de gamle sange i samme omgang. Deluxe Edition leverer på ingen måde den samme mængde nye hits, som California gjorde i første omgang, men med numre som “Parking Lot” og “Misery” holder det helt sikkert og lander på min top 1.
MEST SKUFFENDE ALBUM 2017:
Jeg har svært ved at vælge et album til dette punkt, men hvis der skal nævnes et, må det nok blive Villains fra Queens of the Stone Age. Det var et album, jeg havde set frem til at høre, men da det omsider udkom, var der ikke rigtig noget, der kildede, og siden har sangene derfra da også sjældent fundet vej til mine højtalere.
BEDSTE KONCERTOPLEVELSE 2017:
A Day To Remember, Roskilde Festival 2017
Et band, der i længere tid havde været på flere af mine spillelister, meldte deres ankomst på roskilde i år, og på trods af, at det ikke var en koncert, der normalt ville stå højt på listen, hvis jeg skulle ind og se koncert en helt almindelig hverdag, så skulle de naturligvis opleves.
De leverede en at de bedste liveperformances jeg har set i mange år, og størstedelen af numrene blev spillet med så nøjagtig og tight en gengivelse af studieindspilningerne, at man næsten blev helt bange for (på den gode måde), at det var playback.
De havde et jerngreb om publikum hele vejen og er bestemt et band, jeg skal opleve igen.
MEST SKUFFENDE KONCERTOPLEVELSE 2017:
Magtens Korridorer, Posten Odense d. 23.11.17
Bestemt ikke en dårlig koncert og samtidig ikke den værste koncert, jeg har været til i år, men når et band som Magtens Korridorer melder deres ankomst må jeg formode, at de fleste forventer en syngende lussing i form af gode danske rockhits, som de fleste rockelskere i større eller mindre grad har skrålet med til med en kold fadøl i hånden en sen aften i byen.
På trods en fremragende afslutning på koncerten og mange kendinger undervejs nåede Magtens Korridorer bare aldrig det momentum, jeg forventede af dem, og det kunne mærkes på både band og publikum.
ÅRETS FAVORIT-MUSIKVIDEO 2017 (dansk eller international):
Ved dette punkt slår det mig pludselig, at jeg stort set ingen musikvideoer har set i år. I hvert fald ikke nogen, der har sat sig nok fast i hukommelsen. Hvis en skal nævnes, må det være Defectos video til nummeret “Savage”, da jeg er vild med den humoristiske tilgang.
(Artiklen fortsætter efter videoen)
HVAD JEG SER FREM TIL VED MUSIKÅRET 2018:
Jeg ser frem til at opleve to store klassiske rocknavne live i form af TOTO og Guns N’ Roses.