Alice Cooper

Copenhell ’23 – Top og bund for Mads

-

Årets post-Copenhell-post for bedste og dårligste koncerter

 

Foto: Parkway Drive af Anders Groos Mikkelsen.

Sidste år efter festivalen spurgte jeg retorisk, hvordan Copenhell ville overgå programmet for 2022 i 2023. Jeg må konkludere, at de ikke gjorde det: Der var færre gode koncerter på Helvíti, flere dårlige og flere middelmådige. Hades bød på de bedste oplevelser overordnet, hvilket er lidt trist set med et musikalsk perspektiv.

I år fik jeg slet ikke set nogen koncerter på Gehenna-scenen, jeg missede Electric Callboy, jeg kom slet ikke på Copenhell Con, og min tålmodighed blev sat på prøve op til flere gange, men det vender jeg tilbage til. Som altid er der jo altid overraskelser og skuffelser, i år var skuffelsen Gojira, hvilket var lidt en overraskelse. Måske fordi det var knapt så overbevisende, som da jeg så dem i 2016 og 2017.

Af bands, der overraskede positivt, vil jeg nævne Vended og Korpiklaani. Vended viste, at de er den nye generation af (nu-)metal, som sagtens kan konkurrere med de gamle drenge i klassen. Korpiklaani holdt en fest, som bragte smil på læben – måske fordi det var så tidligt på dagen (fredag kl. 16), så man var stadig frisk. 

 

Årets bedste koncerter

Jakob Stegelmann & Århus Symfoniorkester (5 stjerner)

Film, spil, tv og musik i perfekt symbiose. Det overgik deres koncert i 2018, måske fordi både publikums og mine forventninger for lidt bedre afstemt. Jeg glæder mig allerede til at se dem igen om ca. fem år – jeg tror i hvert fald, at de velkomne igen på Copenhell.  

 

Kellermensch (5 stjerner)

Kellermensch spillede også på Copenhell i 2018, men også de overgik deres tidligere koncert. Sidst var koncerten om eftermiddagen, men denne gang var det om natten (lørdag kl. 00:45). Måske var det også det, der gjorde, at koncerten lige blev den tand bedre.

 

Parkway Drive (5 stjerner)

Jeg missede desværre Parkway Drive i 2018 pga. meet and greet med Nightwish og Arch Enemy. I januar 2020 så jeg “Viva The Underdogs”-dokumentaren i biografen, og det var en kæmpe oplevelse, så lige siden har jeg glædet mig til at se dem live. Og med deres seneste udspil, Darker Still, i ryggen, var det en fantastisk koncert, der var episk på alle måder. 

 

Årets dårligste koncerter

Mötley Crue (1 stjerne)

Sexistiske opfordringer, voldsom høj bas og hæs/falsk vokal af Vince Neil gjorde koncerten næsten uudholdelig. Set på den lyse side varede det kun 90 minutter.

 

Guns N’ Roses (2 stjerner)

Måske var jeg for gavmild overfor denne marathon-koncert, som måske kun var 1 stjerne værd, men jeg lod alderdommen/tvivlen komme dem til gode. Tre timer var alt for længe at presse Guns N Roses-citronen, hvor kun de allermest dedikerede fans vist var tilfredse. 

 

Copenhell 2024

Til næste år ønsker jeg mig følgende bands:

  • Alice Cooper (udgiver nyt album 25. august 2023. Seneste Copenhell-besøg var i 2016)
  • Baroness (udgiver nyt album 15. september 2023. Seneste Copenhell-besøg var i 2017)
  • Lost Society (seneste Copenhell-besøg i 2017)
  • Heilung (seneste Copenhell-besøg i 2019)
  • The Hu (skulle have spillet på Copenhell i 2020/2021, blev som bekendt aflyst pga. Covid)
  • Timechild (udgiver nyt album 1. september. De har spillet på Copenhell Metal Cruise 2021)
  • Wardruna
  • Lordi
  • Amorphis/Esa Holopainen
Kellermensch. Fotograf: Tommy Skøtt.
Foto: Jakob Stegelmann & Århus Symfoniorkester af Anders Groos Mikkelsen.
Mads Pristed
Mads Pristed
Grafiker, lærerstuderende og finnofil 🇫🇮

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier