Alice Cooper

Årtiers musikalsk solskin i én koncert 


Anmeldelse af: Nightwish – Decades: Live In Buenos Aires. Udgives 6. december 2019 via Nuclear Blast Records. 

30. september 2018 spillede Nightwish i den argentinske hovedstad. Alle os, der ikke var der, får nu muligheden for at se og høre, hvordan det gik for sig på denne live CD/Blu-ray. Og af hjertet tak for det.

 

Nightwish har udover de 8 studiealbums også udgivet 6 live-albums og DVD’er; From Wishes To Eternity (fra 2001), End Of Innocence (2003), End Of An Era (2006), Made In Hong Kong (2009), Showtime, Storytime (2013), Vehicle Of Spirit (2016) og i morgen, d. 6. december, udgives så den syvende i rækken Decades: Live In Buenos Aires.
I 2018 landede opsamlingsalbummet Decades, så man kan argumentere for, at en live-CD/DVD er på sin plads. Men er det alligevel aktuelt at udgive endnu en live-CD/DVD kun tre år efter Vehicle Of Sprit, som blev optaget i Wembley, England og Tampere, Finland? Uddybning følger…

I 2015 var jeg på sommerferie i Finland, hvor jeg så Nightwish på Qstock Festival i Oulu og på Ratina Stadion i Tampere. Sidstnævnte var dét show, som blev optaget til Vehicle Of Spirit – den koncert er muligvis den bedste koncert, jeg nogensinde har været til! Det var henholdsvis tredje og fjerde gang, jeg så Nightwish live; før det, var det i KB-Hallen i 2007 og i Falconer i 2012. Efterfølgende så jeg dem også i Falconer i 2015, Copenhell 2018 og Valby Hallen 2018.
Hvis man skulle få den “mistanke”, at Nightwish er mit favoritband, må jeg krybe til korset og bekræfte. Derfor har jeg også altid høje forventninger til bandet, både live, studiealbums og DVD’er/Blu-rays.  

Tuomas Holopainen (sangskriver, keyboardspiller og mastermind) er guds gave til menneskeheden – intet mindre! Hans musikalitet og poesi er gennemført genial.
Forsanger, Floor Jansen, har en gudsbenådet stemme. Hun er mere end værdig som sanger for Nightwish efter Tarja Turunen og Anette Olzon. Hun kan kombinere Tarjas opera-stil med Anettes mere poppede skønsang på en original, lytte-værdig og troværdig måde.
Bassist, Marco Hietalas, djævelske dybe stemme komplementerer Floors stemme helt perfekt, og så er han ovenikøbet også en fremragende bassist og guitarist.

Guitarist, Emppu Vuorinen, kan mere end “bare” spille guitar – han kan fremmane en følelse og ved bare én tone fra en sang. Lidt ligesom når Troy Donockley spiller guitar, fløjte eller sækkepibe. Mange andre bands ville betragte hans rolle som “backing”, så det er både sympatisk og musikalsk skønt, at han er blevet et fast medlem.
Da Nightwishs seneste studiealbum, Endless Forms Most Beautiful, skulle indspilles tilbage omkring i 2014-15, blev deres originale trommeslager, Jukka Nevalainen, nødt til at sygemelde sig. Siden da har Kai Hahto (daværende trommeslager i Wintersun) overtaget pladsen bag trommerne, og tidligere i år blev det offentliggjort, at Jukka ikke kommer tilbage. Kai fortsætter derfor, og det er kun glædeligt, fordi han gør det virkelig også fantastisk – han er muligvis også en my bedre end Jukka. 

Der er skruet op for alle knapper, både lyd, lys, effekter og følelser. Jeg blev rørt over at se og høre hver enkelt sang. Jeg prøvede at synge med på sangene, men min stemme knækkede over flere gange, så jeg “nøjedes” med at sidde og hulke – jeg er virkelig i følelsernes vold, når jeg hører Nightwish, og jeg elsker det.

Selvom jeg så det samme show, da de spillede i Valby Hallen i november 2018, var det alligevel en kæmpe oplevelse at genopleve det hele. Specielt nummeret “Dead Boy’s Poem”, som sjældent er blevet spillet live før, fordi det er meget personligt for Tuomas. “I Want My Tears Back”, “Slaying The Dreamer”, “Ghost Love Score” og “Greatest Show On Earth” trækker stadig tænder ud, uanset hvor mange gange jeg har set/hørt dem – så gode er de!

Samtlige argentinske fans så ud til at nyde det mindst lige så meget som mig bag skærmen – de sang, dansede, hoppede og moshede – præcist, som man også SKAL gøre.

Blu-ray’en er instrueret af Ville Lipiäinen, som også har instrueret andre live-optagelser og musikvideoer fra bandet (Vehichle Of Spirit, Showtime Storytime, Élan, mv.). Det kan man godt se, og det er skønt, at det er den samme, når han gør det så godt, som det også er tilfældet her.

I min anmeldelse af Electric Guitars’ livealbum 10 Songs 10 Cities, som også udkommer d. 6. december, efterlyste jeg noget mere ekstraordinært. Det ekstraordinære får vi i dén grad her i form af billedsiden og ikke kun lydsporet.

Var Decades: Live… virkelig nødvendig? Næh, nok ikke, men når jeg hører og ser den, vil jeg bare have mere og mere. Nogle gang er de bedste gaver også dem, man slet ikke var klar over, man ønskede sig. Er den bedre end Vehicle Of Spirit? Nej, men det er fand’me tæt på! Det, at de har flere af deres gamle sange med, er måske mere appellerende til de “gamle” fans end deres nyere “poppede”, men jeg er vild med alt, hvad de har lavet.

Jeg glæder mig til at se, hvordan Nightwish vælger at toppe dette næste år, når de udgiver nyt studiealbum. 

 

Blu-ray/CD setliste:

  1. Swanheart
  2. End Of All Hope
  3. Wish I Had An Angel
  4. 10th Man Down
  5. Come Cover Me
  6. Gethsemane
  7. Élan
  8. Sacrament Of Wilderness
  9. Deep Silent Complete
  10. Dead Boy’s Poem
  11. Elvenjig
  12. Elvenpath
  13. I Want My Tears Back
  14. Amaranth
  15. The Carpenter
  16. The Kinslayer
  17. Devil & The Deep Dark Ocean
  18. Nemo
  19. Slaying The Dreamer
  20. The Greatest Show On Earth
  21. Ghost Love Score

1 KOMMENTAR

  1. Fin anmeldelse. Jeg har endnu kun set et par af numrene, da jeg stadig har tilgode rent faktisk at modtage DVD’en – men den er på vej. At Kai er en my bedre en Jukka kan diskuteres lidt. På det tekniske, er han vognlængder foran Jukka, men når det kommer til feel’et så kan jeg godt savne Jukka. Prøv at sammenligne Slaying The Dreamer med den måde Kai spiller den på og så den måde Jukka spiller den på. Der er en lille verden til forskel og efter min mening, falder Kai lidt igennem der. Men når det kommer til kreativitet, timing, præcision og underholdning, så er Kai en kæmpegevinst for Nightwish, når nu Jukka desværre ikke kunne være med mere.

    Jeg har set Elan og Slaying The Dreamer på YT sammen med en kammerat – og det første (og nærmest eneste) han bed sig fast i, var Floor. Og det første han lagde mærke til, var desværre ikke hendes sangtalent og evne for at komme laaaaangt ud over scenekanten. Det var heller ikke hendes søde snerrende måde at fremføre 2. vers i Slaying The Dreamer (hvilket jeg fandt sindsygt fedt – det må hun gerne gøre lidt oftere – jeg tror der er en lille satanisk growler gemt i hende)…. nej, det eneste han kunne fokusere på, var hendes figur og påklædning. Jeg ved godt, at det er en del af den samlede pakke – men når vi snakker om at blive “Floored” og få en “Floorgasme”, hvad indebærer det efterhånden – ihvertfald hos hankønnene?

    Med fare for at lyde snerpet (det er jeg absolut ikke), så kunne jeg faktisk rigtigt godt lide Tampere koncerten, netop fordi hun var lidt mere afdæmpet visuelt, så man langt bedre kunne rette alt sit fokus overskud hen på hendes sang og charme..

    Jeg har været fan af Nightwish siden 2000. Jeg græd med Tarja, da hun på en ret modbydelig måde blev smidt ud, jeg ærgede mig sammen med en masse andre fans (og sikkert også dele af bandet) da Annette slog sine første toner an og jeg jublede sammen med ALLE, da Floor indtog scenen, førertronen og vores alles hjerter. Nightwish levede op igen med hende – og dør også uden hende.

EFTERLAD ET SVAR

Skriv din kommentar
Indtast venligst dit navn her

Nightwish - Decades: Live In Buenos Aires

Discover

Latest

En hyldest til det dårlige selskab

Anmeldelse af: Five Finger Death Punch m.fl. Royal Arena, Kbh. D. 24. Januar 2020.   Selvom det var en våd januar-dag, så skulle det ikke ændre...

Veludført progressivt jubilæum

Anmeldelse af: Dream Theater. Kulturværftet, Helsingør. 24. januar 2020. Dream Theater leverede i høj grad varen, da de spillede jubilæumskoncert for det geniale konceptalbum ”Metropolis...

Længe leve lømlerne 

Anmeldelse af: Viva The Underdogs, d. 22. Januar, CinemaxX - Kbh.   “Viva The Underdogs”-titlen stammer fra omkvædet til “Wild Eyes”. Udfra titlen alene kunne man...

“Gamle” Marko Hietala ruster aldrig

Anmeldelse af: Marko Hietala - Pyre Of The Black Heart. Udgives 24. januar 2020 via Nuclear Blast Records.    I 2018 udkom Marko Hietalas selvbiografi "Stainless?",...

En ustoppelig strøm af råolietyk dødsdoom

Anmeldelse af: Konvent - "Puritan Masochism". Udgives 24. januar 2020 via Napalm Records   Death-doom-genren gravede sig ud af Thatcher-Englands dybeste mineskakter tilbage i slutning af...