Anmeldelse af Dropkick Murphys + support, d. 28.01.25 i KB Hallen

Ude på Frederiksberg blev der lagt rammer til en seriøs omgang overtræk på alkoholkontoen. Ville det være skillingerne værd?

Foto: Anders Groos Mikkelsen

Efter en lang arbejdsdag var det nødvendigt med en kort pause i ro og mag inklusiv mad + en powernap. Selv denne aktive anmelder kan blive ramt af at have for mange bolde i luften og derfor måtte jeg misse opvarmningsbandet The Scratch, men aftenen var flot denne tirsdag og det var nu alligevel år og dag siden jeg har set hovednavnet live. Jeg nåede dog et par numre med mainsupporten Gogol Bordello.

Vi er ude i et mix af romansk/ukrainske punk rock. Opført af et væld af musikere på scenen stikker deres lyd i en masse retninger, der kan virke forvirrende, men som absolut har tændt op under publikum, da jeg kommer ind i salen. Som vores fotograf skrev til mig “jeg fatter hat af hvad der sker til det her band, men det stikker ihvertfald helt af”. Det må man sige, og man tænker jo helt over, om man skulle overvære en længere koncert med dette cirkus en anden dag.

KB Hallen er således varm, da Gogol Bordello går af og jeg finder mig til rette oppe til venstre foran scenen, hvor jeg bliver halvt lokket med af en jysk kammerat til Death Island festival til september. Nu har man jo også måtte sige på gensyn til både Viborg Metal Festival, Wacken Open Air og Jailbreak for mit vedkommende i år, så skulle man søge nye græsgange? Men først får jeg generøst stukket en fadøl i hånden og nu skal headlineren spille med musklerne.

Dropkick Murphys

Bandet har eksisteret siden 1996 og har skabt sig et verdensomspændende ry baseret på deres energiske shows og sing along-venlige materiale. Anno 2024 består bandet af Ken Kasey (vokal), Matt Kelley (trommer, backing vokal), Al Barr (vokal, han har dog holdt pause fra Dropkick siden 2022), James Lynch (rytmeguitar, backing vokal), Tim Brennan (leadguitar), Jeff DaRosa (banjo, mandolin, harmonika, fløjte og keyboard). Det er ikke længe siden at det keltiske folk punk kollektiv besøgte Danmark. Nærmere bestemt var det sidste sommer på Copenhell. Men undertegnede har ikke set dem siden de spillede i Store Vega i 2012. Jeg boede dengang i min første lejlighed på Vesterbro, og jeg husker det som en vild aften. Hvordan ville det gå her små 12 år senere?

Lyset slukkes og 2 intro sange spilles over højtalerne inden Dropkick Murphys går på. Det drejer sig om “If the Kids Are United” af Sham 69 og “The Foggy Dew” af Sinéad O’Connor. På en række bag mikrofoner og stativer placerer det meste af bandet sig, og der åbnes med deres cover af The Fureys “The Lonesome Boatman”.

Lidt aparte at åbne med et nummer der ikke er skrevet af en selv, men bevares hvis Anthrax må, så må de vel også fra Massachusetts. Derefter følger “The Boys Are Back” fra Signed and Sealed In Blood (2013) og “Captain Kelly’s Kitchen” fra The Warrior’s Code (2005). I salen er der en dedikeret gruppe fans inde i midten, der mosher og hopper, men ellers er der meget dødt. Bevares der er en vis genkendelses glæde blandt publikum, men jeg oplever ikke det umiddelbare energiniveau man kunne have forventet. “Prisoner’s Song” og “Mick Jones Nicked My Pudding” gør ikke meget væsen af sig og først til “Going Out In Style” vågner gæsterne lidt mere op til dåd.

Det er ikke fordi at sangene ikke er nemme at synge med på, for efter ét omkvæd er man ret meget med. Der hvor problemet ligger, er for mig at det hele er så pokkers ens. Selv deres folk-elementer, der plejer at være særdeles underholdende, gør ikke meget væsen af sig.

Sjældent hæver vi os over midttempo-rocknumre og ensformigheden i riffs og melodier afslører også, at måske kan Dropkick Murphys piske en stemning op på de fleste spillesteder, men med en koncert der varer 90 minutter, så skinner manglerne i deres materiale for alvor igennem.

Det er slet og ret temmelig kedeligt og intetsigende 70% af tiden. Og i aften føler jeg desværre ikke, at de herrer er helt så meget i hopla heller. Dette plejer jo at kunne redde det værste. Jo, Kasey forsøger da at komme ud til hegnet og få gæsterne til at synge med, men sjældent rykker resten af musikerne sig og forbliver en mur hvor koret måske har styrke under “Bastards On Parade” fra Blackout (2003) og “Middle Finger” fra Turn Up That Dial (2021), men ellers tilføjer de ikke meget til underholdningsværdien.

Ret skal dog være ret og vi er friske på at råbe “FUCK TRUMP” på forsangerens opfordring, for hvilken humanitær person er ikke det? Og der opstår små spontane hyggestunder, hvor fans’ene danser arm i arm med hinanden til “Johnny, I Hardly Knew Ya” og “Another Rich Man’s Gain”, men der er ikke mange omkring mig der kan synge med på numrene og det slår mig om bandet er blevet ramt af “jeg skal bare se giraffen”-syndromet.

Da AC/DC coveret “It’s A Long Way To the Top (If You Wanna Rock ‘n’ Roll)” udløser flere klapsalver end de forrige originale sange, er det atter tydeligt at nok kan der spildes masser af øl til “Citizen C.I.A.” og “Curse of A Fallen Soul”, men de tomme kalorier på scenen kan ikke ignoreres. “Rose Tattoo” får os tættere på en fælles, god oplevelse, men for mig er løbet kørt og der er også blevet markant tommere omkring mig.

Jeg kan godt more mig og have hænderne i vejret til “Until Next Time” og naturligvis optage en sjov, kort video til min kvinde af megahittet “I’m Shipping Up To Boston” hvor festen peaker. Men det hele har været en meget svingende oplevelse, hvor Dropkick Murphys aldrig formåede at holde momentet og skabe den store folkefest de ellers har ry for at tage med hver gang. Således blev min Abominable Putridity t-shirt siddende på kroppen.

“Worker’s Song” lukker og slukker og jeg forlader det våde gulv. Konklusionen er, at jeg hoppede mest af glæde denne tirsdag over min kærestes søde messengerbeskeder og jeg har intet imod at holde endnu en 10 års pause fra Dropkick Murphys, dette show går i hvert fald desværre hurtigt i glemmebogen når 2025 skal gøres op.

Se galleriet af Anders Groos Mikkelsen herunder