Anmeldelse af Siamese + support, d. 06.12.25 i Poolen, Refshaleøen
Cremen af moderne dansk metal efterlod os alle gennemblødte og lykkelige.
Foto: Joachim Vilholm Vilstrup
Bussen fra Hovedbanegården var fyldt med både hærdede metalhoveder, men også mindre sortklædte typer. Det er da også et fællestræk for alle 4 bands denne lørdag at de hver især har den vigtige evne at de appellerer til folk uden for den hærdede kerne af heavyfans. Sidst jeg stod ude på Refshaleøen, var det Arch Enemy der stod for skud, med hvad der skulle blive deres sidste koncert på dansk jord med Alissa White-Gluz.
Svenskerne og de andre lande i Skandinavien har altid været foran os i Danmark i forhold til at få deres metal bands ud over egne landegrænser og frem i verden. Herhjemme har vi været langt svagere i mange år til denne kunst. Jo, dem der, Lars Ulrich og Kim Bendix Petersen, har da vist det danske flag, og i 00’erne var der Raunchy, Mnemic, Hatesphere, Illdisposed og Mercenary der bragede lystigt derudaf, men så blev der stille igen i en rum tid.
Anno 2025 er vi eksploderet herhjemme i en metalscene der aldrig har været større mht. at komme på tours over hele kloden, blive signet på de helt store labels samt spille med nogle af de største navne indenfor den hårde genre på planeten. Vi har endelig markeret os permanent på det internationale marked og i aften skal vi se et par bud på hvorfor vores nye status er så fortjent.
H.E.R.O.
Når alt dette er sagt så er det langt fra alle der er mødt op til Christoffer Stjerne (guitar, vokal), Johan Wohlert (bas) og Andreas Kirkegaard (trommer). Da jeg anmeldte Ghost of You (2025) var jeg desværre ikke helt solgt og ej heller kunne trekløverets show på Hotel Cecil minde mig helt om den fan i mig som jeg oprindeligt blev af H.E.R.O., så jeg håbede at denne lørdag ville blive en revanche.
Med rolig næsten kølig maner kommer musikerne ind på den store scene og med en slags jamsession afventer vi den lækre catchy moderne rock, der er bandets varemærke. Kirkegaard sidder på et højt trommepodie og tårner over de andre, der dog stadig har god mulighed for at bevæge sig rundt. Men det virker simpelthen ikke til at energien er der. Der luntes lidt frem og tilbage uden særlig indlevelse og Stjerne der ellers besidder en flot stemme synger ikke rigtig igennem som om han mener det.
Således i dovent blåt og rødt lys lander sange som “Ghost of You”, “Gravity”, “Lead the Blind” og “HALO” desværre fladt hos gæsterne. Det er en stor skam for alle de numre jeg har nævnt har stort hitpotentiale. Den generelle mangel på publikumskontakt hjælper heller ikke på situationen. Da Stjerne med en total mangel på lyst i stemmen siger at “de er glade for at få lov til at starte festen”, er det svært at tro på, da denne såkaldte glæde ikke er til at få øje på, ej heller kan det høres. Det virker til at H.E.R.O. vil stå alle andre steder end her i Poolen og spille. Der er en smule call and response under “Cynical”, men det er for længst for sent. Hvorfor denne voldsomme begrænsning opstod skal jeg ikke gøre mig klog på, men det var mærkbart at to yngre mennesker kommer tættere på mig da jeg alene prøver at mærke lidt af gnisten i musikken. Så måske kunne de finde lidt spas og løjer omkring undertegnede.
Jeg var jo også den eneste der bevægede sig bare en smule til materialet fra deres sidste to albums som jeg har nydt meget. Det var bare svært at holde gejsten oppe når man ikke får noget igen. Der blev jublet pænt til sidst, men det føltes mere pligtskyldigt end helt oprigtigt. Der blev spillet fint og det kan man ikke tage fra H.E.R.O. at de kan deres kram på deres respektive instrumenter, men som live oplevelse var dette en skuffelse. Jeg vil så gerne være med på rejsen med de herrer. “Ghost of You” er for pokker min tredjemest hørte sang i år. Det er bare desværre nogle gange nødvendigt at kritisere det man elsker og da de mindede os om at de optræder i Pumpehuset d. 5 marts næste år må jeg indrømme at chancen for at jeg dukker op er meget lille. Og det er ikke fordi at jeg selv skal spille på Stengade dagen efter eller at Kanonenfieber er i forlængelse af dette i Amager Bio samme uge.
Der er så meget at hente af lækre soloer, flotte melodier og velproducerede fortællinger i netop dette lyduniverset, men jeg var en af de få der vidste at det her kunne være blevet til så meget mere da sidste riff rindede ud. Det blev ikke et comeback, men en påmindelse om at min relation til H.E.R.O. hænger i en tynd tråd. Kæmpe øv.
Daze of June
Nu kan det da kun gå opad. Sidst jeg så metalcore-slænget var på Lygten Station til det årlige S.L.E.M. arrangement. De plejer ikke at skuffe, og jeg krydser fingre for at der kommer mere smæk på. Sebastian Sander (trommer) laver en intro alene, mens der afspilles kor ud af højtalerne. Da Benjamin Julian Ganzhorn (vokal), Simon Gessø (bas), Sylvester Jensen (guitar) og Andreas Bjermo (guitar) går ind er det med konfronterende glæde og “Matriarch” fra Stages of Erosion (2025) slår hårdt. “Secret Door” fra selvsamme EP er min næstmest hørte sang i år og endelig at høre den live efter jeg har fået deres seneste udgivelse ind under huden er en stor fornøjelse. De har modet og talentet til at være kompromisløse storladne i deres reflekterende vrede og at opleve det danske marked nå op på siden af udlandet i kvalitet metalcore er på høje tide.
Der kommer et lille pit og det er rart at se at Daze of June får livet op i salen. Ja, jeg smider trøjen og kaster mig ind i løjerne. Det er lidt kortvarigt, men så er der god plads til at danse for de af os der har disse tilbøjeligheder. Vi hopper og vores arme vifter fra side til side. Ganzhorn rammer ikke helt de høje toner i sin rene vokal, men hvor det måske semi-halter på denne front, så er manden en ultratrænet entertainer + hans brutale stemme spektrum fejler intet. Til “Son” fra Tainted Blood (2021), der er en af mine favoritsange inden for denne genre, bliver jeg altid lidt emotionel mht. til teksten.
Jeg tror at Daze of June godt kunne have hevet mere galskab ud af os, men de spillede den alligevel en smule sikkert denne gang. Det havde de ikke behøvet. De fik dog heldigvis stadig mindet os om at vi er her for at fyre den af og med så solide.
Breakdowns + fængende vers og omkvæd går man simpelthen ikke galt i byen. Resultatet blev endnu en gedigen runde med fut i fejemøjet. Det blev annonceret, at de kommer og besøger Lille Vega d. 23 april sammen med Odd Palace. Der tager jeg ind og prøver atter at skrive noget fornuftigt.
Cold Culture
Min fjerde koncert med de unge core-kometer stod for døren. Det er noget tid siden at jeg sidst så Mads Zelansky (vokal), Andy Joensen (guitar), Andy Morielle (trommer) og Michael Mentz (keyboard, percussion) på Urban 13 sammen med Gradiance. Siden da har de spillet en del shows udenlands, og jeg er spændt på at se om alle deres nye erfaringer vil hæve deres største danske koncert nogensinde op på et nyt niveau. Særligt er jeg interesseret i deres seneste singleudgivelser i en live-sammenhæng, da de derhjemme ikke har sagt mig så meget. Tidsplanen er skredet lidt, men jeg venter tålmodigt.
Ud af højtalerne spilles “Take On Me” af A-ha og det kan man jo aldrig brokke sig over. Med en enorm selvsikkerhed går Cold Culture på og jeg kan med det samme konstatere to ting. For det første fungerer de friske sange fra deres kommende debutalbum 100 gange bedre i Poolen end på min lille højtaler derhjemme. For det andet kan man tydeligt mærke at deres tur rundt i Europa har gjort dem til et langt mere rutineret band. Både hvad angår deres samspil, kommunikation og nerven i deres optræden.
Zelansky kommanderer os alle med en professionel karisma der er uimodståelig og der klappes på kommando i hele salen. Oven i dette har hans vokal aldrig lydt bedre. Growl og skrig såvel som ren sang sidder lige i skabet. “Downfall” fra Afterthoughts (2023) er vokset til noget der er en arena værdig og man tænker at både Bad Omens og Bring Me The Horizon snart bør kigge sig over skulderen. “Back For More” skaber en elektricitet i luften og vi kan alle mærke at det her er på vej hen et sted ingen af os havde forudset. Der er spotlight på forsangeren og det blå skær oplyser bandet inden “Chemicals” og vores hænder er i vejret som en skov.
Til “Cold” bliver melodien sunget tilbage med større og større hidsighed af gæsterne, guidet af de fire musikere der er på vej mod toppen med publikum i deres hule hånd. Telefonerne lyser op og mit favoritnummer “Faded” skaber den første wall of death og gulvet er nu et sort hul af kroppe der hungrer på mere fra Cold Culture. At se en koncert gå fra 0-100 på denne måde og stå i orkanens øje imens det sker er intet mindre end vildt. De præsenterer sig selv som en vældig rutineret dynamisk enhed, der er længder foran deres faktiske levetid som band.
Alle tricks i bogen bliver brugt, og vi skal ned og sidde og hoppe op til “Low”. Det kan godt være at det alt sammen er manøvre der er set før, men det er længe siden jeg har set dem blive udført med en sådan fokuseret dedikation af et dansk metalband og ligeledes af deres passionerede fans. Jeg vælter ganske vist i pitten og har siden da fået et mindre ar af at støde min arm mod gulvet, men that is the name of the game. En af mine få anker er at lysshowet denne aften er ret kedeligt. Der mangler også lige det sidste, før materialet kan konkurrere med Architects, Bury Tomorrow og Asking Alexandria, men bandet er sørme godt på vej og alene det efter en så relativ kort eksistens er imponerende.
Til “Deep End” er der ikke nogen der ikke i det mindste nikker lidt med og adskillige der mosher kan da også teksten. Endnu en wall of death iværksættes, langt større end den forrige, og vi er nu ved et crescendo af eufori, der har fået alle til kollektivt at tabe kæben. Jeg har før skrevet i mine artikler om Cold Culture at de har potentialet til at nå langt og at de hver gang har været lige ved at være der.
Det var denne lørdag ude på Refshaleøen at firkløveret triumferede og spillede en koncert der viste at de er mere end godt på vej til at sætte sig på tronen af dansk metal. Der er mange af unge heavy bands de her dage, der får masser af opmærksomhed. Det er ikke altid at jeg synes at det giver 100% mening. I den anden ende må jeg sige at mainsupporten her fortjener langt mere eksponering. Det er gudskelov uden for enhver tvivl at deres præstation over for alle os der var til stede nok skal sørge for at deres ry vil løbe dem i forkøbet.
Fremtiden tilhører Cold Culture.
Siamese
Når man taler om bands der har haft tårnhøje ambitioner, kommer man ikke uden om Siamese. Deres blanding af metalcore, pop og elektronisk musik har givet dem stor succes og den proppede maskinhal vidner atter om den massive support gruppen har herhjemme. Sidst jeg så bandet var på Copenhell 2024 og der havde det været fantastisk. Dette er gruppens største indendørs show nogensinde. Kan de leve op til de høje forventninger, de har sat til sig selv samt hvad deres fans håber på?
Da “The Shape of Water” og “Chemistry” fra Elements (2024) åbner med deres elektroniske bølger samt rene sang, synges der med af 100-vis af struber lige fra da det første ord ytres af Mirza Radonjica. Der moshes med det samme og de mange crowdsurfere lader ikke vente på sig. “Vertigo” fortsætter den lidt blidere tendens, der er over deres seneste plade. Om man er for eller imod dette kan ikke mærkes, da pitten får sit helt eget overvældende liv og vi alle hopper, vælter, headbanger, danser og kaster horn i et sammensurium som én stor pulserende organisme. Vi præsenteres for et nyt nummer “Drown” der fortsætter EDM-tendenserne, men som også indeholder mere growl og tung guitar. Det lover godt for deres næste plade af hybridmetal.
Siamese skriver musik med følelserne uden på tøjet. Dette gør at mange har taget deres bagkatalog meget personligt til sig. Det kan i den grad mærkes hvor mange vi er der har fulgt bandet i årevis og den intensitet og glæde som publikum udstråler under “A Liar Cried Wolf” fra Breathe:See:Move (2012) der ikke har været spillet i 9 år samt “Tunnelvision” fra Shameless (2017) der er et skønt gensyn at have tilbage på setlisten og “Home” fra Home (2021) er uforlignelig.
På sidstnævnte nummer gæster Benjamin Julian Ganzhorn med sin stærke growl og skrig, der tilføjer den perfekte mængde aggression. Alt dette ville naturligvis ikke være muligt hvis ikke Siamese havde en så smittende udstråling og et så teknisk højt talent. De ved at de skal bevise noget seriøst i aften, men det skinner også igennem hvor sjovt musikerne har det med os og hvor positivt overraskede de selv er over den massive kærlighed der skriges imod dem. Mark Nommesen (bas) er både præcis og legende på sit instrument og Joakim Stilling (trommer) er et batteri der står som den solide rygrad der holder sammen på løjerne. Christian Hjort Lauritzen (violin) bringer sit eget flair, der er en så essentiel del af netop denne soniske skabning.
“Rather Be Lonely” spilles i en akustisk version og gæstes af Christoffer Stjerne, der med sin blide og samtidig klare røst giver en ny skrøbelig dimension til en af mine favoritsange om knuste hjerter. Pitten kører på højtryk nærmest uden pause, og jeg nyder at min stemme er i tilbage, så jeg kan synge og growle med, mens sveden hagler af mig. Jeg har sat min Avantasia tour t-shirt fast i mit bælte og bundet min Hexis hættetrøje om livet for ikke at krepere af varmen.
The Weeknd-coveret af “Party Monster” er veludført og “Holy” er sjældent fremført så bevægende og effektivt. Radonjica introducerer bandet og larmen fra fansene er øredøvende. Bifaldet fortsætter til “Can’t Force the Love”, der går over i en kortere version af “Ablaze”. “On Fire” lever op til sit navn og selv om mine lunger er ved at være pressede over alt den megen aktivitet, har jeg det simpelthen for sjovt til at stoppe. Alle de moves jeg kan komme i tanke om får jeg fyret af i en sådan grad at flere skæver til mig med smilende ansigter. Under “B.A.N.A.N.A.S.” taber sangeren lidt luft, men det afholder ikke nogen af os fra at forenes i en gigantisk frigjort ekstase. “This Is Not A Song” er en lille flabet genistreg, hvor aftenens største wall of death er et kolossalt omfavnende sammenstød, der efterlader et frivilligt kaos, vi ikke ønsker at stoppe. “Sloboda” giver mig gåsehud og symbiosen mellem band og fans når et højdepunkt og til at give lidt ekstra pondus kommer Mads Zelansky og brøler, så denne version af sangen aldrig har lydt mere målrettet i sit budskab om fred.
Den sensitive og vanvittig catchy “Ocean Bed” lukker med en overjordisk beslutsomhed, den til dato bedste Siamese koncert jeg nogensinde har set. Had eller elsk dem. Det kan ikke ignoreres at dansk metal repræsenteres med bravour og stil af headlineren, således at vi kun får endnu mere plads på den internationale scene. Vi fik en genial setliste serveret i et orgie af moderne metal der aldrig rystede på hånden, men som beviste at de tårnhøje drømme om bred appeal har transformeret Siamese til stolte grænsesøgende bannerførere der samtidig ikke giver en fuck for konservativ kritik og andre snæversynede holdninger.
Dette er koncerten der vil blive holdt op imod alle andre shows med gruppen for evigt. De får meget svært ved at gentage denne totale triumf, men alene det at det skete er nok i sig selv. En historisk aften og en milepæl for Siamese + alle deres fans!
Se galleriet fra aftenen herunder af Joachim Vilholm Vilstrup.
Daze Of June
Cold Culture
Siamese
