Anmeldelse af: Imminence – Heaven in Hiding. Udgivet 26. november 2021 via Arising Empire.
Bedre sent end aldrig, og sent blev det, men hvis du lige som jeg ikke var klar over det, så har det svenske band Immenence udgivet et album sent i november, men derfor skal i ikke snydes for det, selvom vi er godt inde i julemåneden nu.
I modsætning til mange albums, som jeg har anmeldt i år, så er Heaven in Hiding ikke et album, som får mig til at råbe og skrige så meget, som I har set mig gøre over f.x. Ice Nine Kills. Umiddelbart synes, jeg 2021 har været et formidabelt musikår med rigtig mange super fede albums, som jeg har nydt godt af her i solrige Mexico. Måske har lorte-virussen sparket noget kreativitet i gang i musikverdenen, eller måske fisker jeg bare efter et spinkelt håb om positivitet i det her helvede? Who knows?
Når det så er sagt, så blev jeg ikke umiddelbart blæst bagover af denne hengemte himmel, som Imminence sender os til. Men måske var min snævre lille musiknæse for hurtig til at dømme det her posthardcore metalband. Læs med og find ud af, hvad det har at byde på.
Vi introduceres til pladen med nummeret ,“I Am Become a Name”, som fungerer som en rolig, indledende introsang uden så meget andet end nogle rungende stemmer og teatralske summelyde; ganske fint, set før, men det fungerer. Og så hamres vi ellers i gang med det første reelle nummer, “Ghost”. “Ghost” har allerede været på min liste i nogle måneder, da den kom ud som en single før selve albummet. Dette nummer synes jeg faktisk rigtig godt om. Det har lidt af alt det, som Imminence er gode til, hvilket defineres som en heavy og eleveret blanding af tunge trommer, lokkende stryger, en solid vokal og en masse innovative og spændende skift i tempi og elementer. Jeg er en langt større fan af versene, og føler personligt omkvædet halter lidt bagefter. Breakdownet gør op for det hele, så du efterlades godt og grundig tilfreds. Hvis ikke du tilfredsstilles af et breakdown, så er du jo også bare grådig.
Så hopper vi videre til “Temptation”, som byder på lidt af det samme, men her er jeg ikke længere nær så tryllebundet. Den samme kritik er gældende her, hvor versene har en del kød på sig, men omkvædet er nærmere skind og ben, og jeg taber hurtig interessen. Violinen, som let børster hen over nummeret, giver et fundamentalt melankolsk feel, som er noget, der i den grad går igen i samtlige numre på den her plade. Dog ender vi på en hård note, og de sidste 10 sekunder af nummeret er faktisk det bedste ved det hele. Kan vi få mere af det måske?
Vi bevæger os videre i mere af det samme, og det bliver lidt for ensformigt til mig. Jeg har stadig svært ved at differentiere numrene, hvis jeg ikke aktivt lytter til dem, mens jeg nedskriver min systematiske metalanalyse her.
“Chasing Shadows” byder på noget rigtig lækker guitarspil og en bridge, der i den grad er en ørehænger. Jeg taber dog – igen, igen – interessen ved omkvædet, hvor der i min optik ikke ligger så meget slagkraft som i resten af nummeret. Er min stakkels hjerne blevet mast for meget af deathcore i år til, at jeg kan værdsætte det mere elegante aspekt, som metallen også kan byde på?
Hvis der er noget, Imminence kan finde ud af, så er det deres breakdowns, og netop dette, tror jeg, fungerer eminent p.g.a. kontrasten mellem det lette, flyvske og melankolske ved violinspillet i modsætning til det tunge dybe trommespil og voldelige breakdown, som dernæst følger. Så det skal de i den grad have cadeau for at kunne mestre.
Der bliver ændret en smule i tempo og stemning med nummeret “Alleviate”, hvor vi starter ud stille og rolig med versene, og her bliver der til gengæld lagt tungt på omkvædet. Det er et forfriskende shift i numrenes opbygning, som faktisk fungerer rigtig godt.
Tempoet er fortsat skiftende, og vi bydes på endnu en afstikker med nummeret “Enslaved”, som igen lægger god slag og kraft på omkvædet og virkelig hamrer igennem med alt, hvad de har at byde på. Jeg er kæmpe fan af de utraditionelle elementer, som næsten drillende popper ind som små syntetiske regndråber omkring en. Igen så fungerer breakdownet bare så godt, at det næsten gør ondt, og det er som om, at jo længere jeg kommer ind i den her plade, jo større tiltrækning føler jeg til musikken. Imminence formår at få et tag på deres lytter, som bare ikke vil give slip. Jeg begynder at mærke kuldegysningerne snige sig op på min venstre side, og jeg må villigt overgive mig til musikkens magiske tag.
“Lost and Left Behind” har et super fedt baggrundstrack og lyder nærmest som noget, der kunne bruges som et filmsoundtrack. Der er ingen tvivl om, at der er masser af professionalisme og mod bag de her musikere, da de tør træde væk fra det traditionelle og lege med forskellige elementer og rytmer, som heldigvis passer storartet ind i stilen. Imminence er ikke et band, som jeg har haft kendskab til før i år, men jeg er overbevist om, at blot efter et enkelt lyt til pladen så er man indforstået og bekendtgjort med deres signaturlyd.
Grundet sangenes noget ensformige karakter, får de andre numre, der ikke følger den brugte formel, til at skille sig endnu mere ud. Numrene “این نیز بگذرد” og “∞” er perfekte eksempler på dette. To gribende ballader, der eksploderer med eksperimentelisme og kreativitet underbygget af fængslende instrumenter påvirket af mellemøstlig musikkultur. Det er virkelig nogle smukke numre, der fyres af, før vi runder af med pladens sidste banger: “Heaven in Hiding”. Jeg måtte faktisk lige stoppe og tage mig selv til hjertet, da vi rammer 03.20-mærket, fordi, damn, der spares ikke på noget her. Et styrtdyk af et transcenderende breakdown akkompagneret med et hårrejsende skrig, og så lukkes der ellers af. Jeg blev nødt til at sidde og genhøre de sidste 46 sekunder af sangen igen og igen, fordi den virkelig pressede livet ud af det sidste serotonin i min hjerne. Super fedt, tak for det.
Jeg må indrømme, at jeg startede ud noget skeptisk med det her band, men jeg har gentagende gange været positivt overrasket med samtlige numre på den her plade.
Er jeg fan? Måske ikke helt endnu.
Er jeg interesseret? Med sikkerhed!
Så hvis du er klar på en rutsjebanetur gennem eleveret og kreativ alternativ metalcore, så tag og lyt til Heaven in Hiding.
Dette album er fuld af subtilitet og nuancer og er 100 % beregnet til at høres i sin helhed frem for fragmenteret i enkelte numre. Der er en mesterlig produktion bag dette album som på trods af min personlige smagssag, ikke kan nægtes. Der er ægte sans for det teatralske, frodige og blødende øjeblikke, som fortjener din fulde opmærksomhed.
Så start fra toppen og arbejd dig ned til bunden, hvis du har 50 minutter af dit liv til at blive kildet lidt i følelserne.
