Når enden er god, er intet godt

Slipknot er et amerikansk… Vent, kender du ikke Slipknot? Så har du levet under en kampesten de sidste 23 år, så introen dropper jeg.

The End, So Far åbnes af balladen, “Adderall”, og afsluttes af, “Finale”, som også er en ballade. Derimellem er der en overvægt af andre ballader bl.a. “Yen” samt mere melankolske sager, som man kender fra Vol. 3 The Subliminal Verses-æraen, de når dog aldrig sange som “Circle” eller “Vermillion, pt. 2”.

Jovist, er der fine, klassiske Slipknot-numre, men de genopfinder ikke sig selv – og de burde det her på deres syvende(!) album. Corey Taylor synger stadig godt specielt clean, men i længden bliver det bare lidt forudsigeligt; Så growler han lidt, så synger han rent, så growler han igen, så er der et guitarriff, trommeslag og DJ-scratches: Man har hørt det hele før, bare bedre. Men en af de mest koleriske sange “H377” kan dog noget, fordi Taylor ikke afbryder sig selv med en clean-vokal: “The reaper is a liar, because I know it’s you”. Mere af den arrigskab, tak!

Det er forståeligt, at “The Dying Song (Time To Sing)” blev udvalgt som single, da det er et af de bedre numre. Sådan skal det dog helst ikke være – jeg vil overraskes undervejs på et album af mindst to sange, jeg ikke har hørt før, som kan slå mig helt om kuld.
“Medicine for the Dead” har sine momenter, men det er som at være blevet antibiotika-resistent: deres drugs virker ikke på mig mere.
“Acidic” smager lidt af “Sarcastrophe”, uden at være i nærheden af den med teksten, : “I’m living in a dead man’s shoes … I keep forgetting I’m not a god like you”

I min optik er All Hope Is Gone fra 2008 deres dårligste album til dato, fordi det er for poppet, selvom der også var gode numre. Dét, der til gengæld gjorde .5: The Gray Chapter fra 2014 til et mesterværk, var sangene “Custer”, “The Negative One”, “The Devil In I”, “AOV” og “Sarcastrophe”.

Annonce

Sådanne numre er der ingen af på The End, So Far. Hvis det havde været et hvilket som helst andet band, der udgav dette album, ville de får måske 4 stjerner pga. de musikalske kvaliteter, men fordi det er Slipknot, har jeg højere krav til dem.
De burde lave noget mere aggressivt, mere vedkommende og mindre pænt, som jeg ved, de kan/kunne lave. Slipknot eller andre bands må aldrig læne sig tilbage og lave mellemvarer, selvom de nok skal sælge billetter og har bevist det, de skulle. Hvis bands gør det, bør de pensionere sig selv prompte.

Jeg ved ikke, om Taylor savner Stone Sour, for dette kunne lige så godt have været på The House of Gold and Bones-pladerne fra dette band. Der mangler bare noget af Shawn “Clown” Crahans kunstneriske islæt.

Da jeg anmeldte Slipknots sidste udgivelse, We Are Not Your Kind, var jeg ret begejstret, men, nu hvor jeg genhører det, husker jeg det som værende bedre. Bandet har nok bare givet mig de hits, som jeg havde/har brug for.

På The End, So Far føler jeg mere indifference end had, og det er endnu værre, for det modsatte af kærlighed er som bekendt ikke had, men ligegyldighed.
Derfor får Slipknot kun 2 stjerner.

Dette er nok årets største musikalske skuffelse, og det ærgrer mig som langvarig Slipknotfan. For min skyld kunne de godt kalde albummet: “The End”.
Som Taylor synger i “Finale”: “I know it’s a shame / But I gotta stay / Cuz I like it here / I’m know the the same / That happens every day / But I like it here”.
Det er virkelig en skam, at denne ikke er bedre end som så.

The End, So Far tracklist: