Anmeldelse af Author & Punisher + support, d. 30.10.25 på Stengade 

Atter engang er der spændende bookinger på Nørrebro.

Ugen havde tidligere taget mig til Den Grå Hal med Bloodywood og Halestorm, men her aftenen før Halloween var menuen en helt anden, og der er komplet udsolgt som jeg tropper op i min Fleshgod Apocalypse-t-shirt. 

Spiracle

Solveig Roseth står bag dette soloprojekt, og jeg finder spændt frem foran scenen da blide toner imødekommer mig. Det er smuk skønsang, der omgiver os i drømmende landskaber af ambient og synth. Foran sin pult står Spiracle med kun en lampe tændt bag hende på en mørklagt scene. På en rund skærm til højre bagved sangerinden afspilles der skiftende sort-hvid film af ild, og en død fugl der fortæres af insekter samt lignende billeder af triste og tænksomme øjeblikke.

Der lægges af og til noget skrattende effekter over vokalen, som viser at også mere dystre og hjemsøgende noise finder vej ind i det skrøbelige univers vi præsenteres for. I ekkoet af de smukke depressioner, så fortaber man sig i de forladte følelser, der væves som et trøstesløst tæppe om os. 

Røgen på scenen er minimal og det passer fint til materialet. Denne her musik er en meget introvert størrelse, der måske vil føles for langtrukken for nogle, men jeg lukker øjnene og lader mig føre fra det ene gudsforladte scenarie til det næste. Spiracles drone-sange går sine steder hen og minder om opera i sangstilen, men det taber aldrig jordforbindelsen i sine fortællinger om smerte, død og sorg. 

På trods af de tunge følelser, der bearbejdes, mærker jeg et glimt af håb inde bag de tragiske historier. Det er svært ikke at blive rørt af en koncert med Spiracle. Jeg ser frem til et show hvor hun headliner i et lokale som dette hvor rejsen ned i de delikate, dystre og melankolske numre kan forlænges i sin grænse nedbrydende hyldest til livets komplicerede facetter. 

Bong-Ra 

Jason Köhnen er hjernen bag næste projekt. Bong-Ra har eksisteret siden 1997 og i 1998 kom den første EP Darkbreaks Vol. 1 og siden da er det blevet til en fuldstændig vanvittig diskografi med 9 fuldlængde albums, 10 splits, 27 EP’er + singler, compilations og collaboration udgivelser. Han har skabt sig et navn som en af pionererne af breakcore + en kunstner, der eksperimenterer med mange forskellige genrer, og jeg er spændt på hvad der venter mig. Mine venner lovpriser ihvertfald Bong-Ra, så jeg finder mig godt tilrette helt foran. 

Köhnen tager os igennem en grå verden hvor electronic, doom metal og experimental forenes i et hårdt lydbillede ledsaget af mandens growl, spoken word og dybe bas sang. De tunge rytmer, der slæber sig afsted som titan-maskiner, leder os imod en sonisk dommedag. Der er ikke meget tro på fremtiden i denne apokalyptiske vision af elektrisk guitar og drum ‘n’ bass-backtrack. Det er ofte hypnotiserende og selv om der kun er 2 på scenen (den anden er bassist) formår musikken at fylde med sine insisterende dundrende rytmer der som en virus holder vores sanser fanget. 

Det flimrer på flere måder, når de elektroniske elementer fusioneres med metallen og strobelyset kører. Der er desværre visse steder, hvor musikken går lidt for meget i samme spor. Det er dog så veludført og anderledes, at man let lader sig fortabe i det umenneskelige teknokratiske samfund, der truende tårner sig op i min bevidsthed. Publikum bevæger sig lidt, men de fleste observerer de rytmiske udskejelser med en mere meditativ tilgang. 

Med et line-up som dette er det i høj grad nødvendigt at være åben for diverse skæve indtryk og Bong-Ra passede perfekt ind som vi bevæger os tættere på hovednavnet. Hans kompositioner skabte muligheden for et døds-rave, der kunne kollapse bygningen vi stod i. Intensiteten var der, men energien blev ikke altid matchet fra gæsternes side. Når det så er sagt, sparkede Köhnen stadig døren ind til en manisk dimension, der både udfordrede og angreb os denne torsdag i sin bistre tilgang til kunst. 

Author & Punisher 

Tristan Shone fra San Diego har gjort det til en vane at forene entusiaster af ekstrem musik på tværs af genrer. Han dannede Author & Punisher i 2004 og har siden debutalbummet The Painted Army (2005) udgivet yderligere 7 albums inklusiv dette års meget roste Nocturnal Birding. 2 gange har jeg set aftenens hovedperson, i Pumpehuset i 2022 med Health og Perturbator + på Basement sammen med Imperial Triumphant i 2023. Kan det være fantastisk 3 gange i træk?

På denne tour får vi fornøjelsen af hele den nye skive og som “Meadowlark” begynder med ren sang af Shone der er garderet bag sine komplekse hjemmelavede drone machine/dub machines begynder vi måske blidt, men kort inde i første nummer tages vi ind i en kompromisløs verden af industrial metal, drone metal, doom metal og art metal. I det aggressive kaos vi befinder os i eksisterer der ingen rammer for hvor vi skal hen på vores dystopiske ud af kroppen oplevelse. 

“Titanis”, “Mute Swan”, “Black Storm Petrel” og “Titmouse” er som en tåge af støj, der fortærer alle i lokalet. Vibrationerne er så voldsomme, at gulvet ryster, og jeg kan mærke mine organer blive skubbet til. Shone råber og brøler, og det føles som om vi står over for en Necron hær, der uden samvittighed vil trampe vores samfund ned i støvet. 

Flankeret af sin faste guitarist, åbnes der for musik der ikke bekymrer sig om du kan klare mosten, men som uden undskyldning overfalder dig med et bombardement af destruktion. Vi er tætpakkede og i den næsten uforklarlige højlydte alt opslugende larm holder man fast for at beholde sin fornuft.

“Rook” og “Trush” skubber alle tanker til side og i knusende beats forvolder de næsten skade på en i deres forening af maskinens rå magt og Shones rasende udgydelser. De riffs der kører sideløbende er flot integreret i et samlet indtryk af nerve splintrende passion. For altmuligmanden i centrum går måske ikke rundt eller opildner til en masse aktivitet, men hans optræden mangler intet når det kommer til styrke og indlevelse. 

“Doppler” fra Drone Machines (2010), “The Barge” fra Melk En Honning (2015) og “Nihil Stengt” fra Beastland (2018) giver os endnu mere indsigt i den bevægende tour de force diskografi Author & Punisher har og da “Terrorbird” fra Ursus Americanus (2012) lukker af som ekstranummer går vi alle herfra med en oplevelse, der er svær at beskrive selvom jeg da har forsøgt her.

Det skal opleves live, så man selv kan finde ud af hvor langt ned i ormehullet af skabelse og ødelæggelse man selv tør gå.