Alice Cooper

MAD-koncertgænger: Richardt Olsen

-

Musiker i Dysgnostic, Genocide Doctrine, Imperious Mortality og Carbon Tomb Richardt Olsen fortæller om sin relation til især ekstremmetal, Metal Magic, Elitist og Frelser. 

 

Foto: Metal Breeding

 

Hvorfor tager du til koncerter?

“Jeg tager til koncerter for at opleve virtuositet, leveringsdygtighed og inspiration. Nogen gange alene for at blive underholdt.”

 

Hvilken koncert har været den fedeste for dig?

“Jeg så et svensk tomandsband på Mayhem (spillestedet. red), Cranial Sludge. De spillede death grind, guitar og trommer med pitch shift-vokal. Mellem numrene var pitch shift-effekten slået fra, og en spæd ryst kunne høres: “The next song is about falling on your bicycle”. De spillede begge med hurtigbriller. Enormt ignorant og underholdende. Jeg var på barsel og var kørt 45 minutter i bil for at komme ind at se lidt undergrundssnavs, mens mutter så efter vores barn. Oplevelsen faldt på et tørt sted og gav mig noget, jeg ikke vidste, jeg havde brug for.”

 

Hvilken koncert var så den værste?

“Red Hot Chili Peppers på RF ’07. De leverede infantilt udførte jamsessions, der fyldte mere end deres faktiske sange. Ikke at deres indspillede materiale er super fedt heller. Men de var årets hovednavn og et løfte om solstrålemusik i den silende regn. Det var en skidt oplevelse med berømmelsens hovmod sat til skue.”

 

Er der en artist, som virkelig har fanget din opmærksomhed, for nylig?

“Masser! Lige for tiden er jeg ked af, at jeg missede Dead Instrument dengang, de var aktive. Det er velskrevet, kortfattet (tøhø) og hidsig grindcore; præcis som det skal være. Idéerne, der præsenteres på deres udgivelser, er originale, veltænkte og veludførte. Det åbner sig for én ved flere gennemlytninger. Derudover holder jeg skarpt øje med Elitist og Frelser disse dage – dels fordi det er venner og musikforbindelser – men også fordi de leverer fed ekstremmetal.”

 

Hvad er den bedste festival i Danmark?

“Disse år prioriterer jeg at tage på Copenhell en enkelt dag for at få hilst på dem, jeg ellers ikke får sagt hej til. Derudover giver billetten mulighed for at se de 2-3 koncerter på programmet, som måske tiltaler mig. 

Roskilde booker mere modigt, når der skal hives ekstremmetal ind i programmet – men der er for mange unge, der ringer til mor og far for at få en overførsel med MobilePay til, at jeg helt føler mig hjemme dér længere. 

Derudover har jeg haft nogle fede oplevelser på Metal Magic Festival, hvor jeg bl.a. har set Portal, Grave Pleasures og Arkæon.

Sidst men ikke mindst har Kill Town også sine moments!”

 

Hvilket år var Copenhell bedst ifølge dig?

“2011 var mit første og bedste år på Copenhell.”

 

Spiller du selv i et band?

“Yes! Jeg spiller trommer i Imperious Mortality og Dysgnostic. Derudover spiller jeg guitar i endnu engang hedengangne Urkraft, som nu hedder Carbon Tomb, og så er jeg i gang med at lære tech-dødsguitar til et dansk band, som har en fed plade på vej.”

 

Hvad er din all time favorite artist eller subgenre?

“Ekstremmetal omfavner black, død, grind og dét, der er vildere. Jeg er klar, hvis det går stærkt. Min all time favorite subgenre er ekstremmetal.”

 

Har du nogle musikrelaterede tatoveringer?

“Niks. Min krop er urørt og præsenteres i samme pigmentering som den, jeg var tildelt ved min fødsel.”

 

Hvor kan vi finde dig til den næste koncert?

“Et sted i fronten, hvor der er udsyn til trommeslageren – men hvor jeg ikke er i risiko for at få et ungt menneske i hovedet.”

Mads Pristed
Mads Pristed
Lærerstuderende, grafiker og finnofil 🇫🇮

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier