Reportage/anmeldelser fra Jailbreak 2024 dag 2, d. 17.08.24, i Fængslet, Horsens.

For pokker en lang aften igår, spækket med vilde oplevelser, men det hele skal lige bearbejdes

Arkivfoto: Tommy Skøtt (Copenhell 2024).

Jeg vågner i mit telt til en rolig camp. Området eller fodboldbanen hvor folk camper er dejlig, behagelig og overskuelig. Inde i idrætsbygningen er der gratis bade og der kan tilkøbes morgenmad hvis man har lyst. Toiletter er sat op på parkeringspladsen og bedst af alt ligger fængslet lige på den anden side af vejen. Jeg har dog en sløv morgen, hvor jeg trænger til at sove igennem. Jaja, et år ældre er man da blevet siden sidst. Derfor begynder musik dagen lidt senere end fredag, da hygiejne, salt og peber chips og hvile også er på programmet. Læs reportagen fra dag 1 her.

S8nt Electric: Vestsalen kl. 15:15

I 2021 startede bandet og består af Briana Carbajal (vokal), Niko Tsangaris (lead guitar), Eric Matt (rythm guitar), London Hudson (trommer) og Jack Kleinman (bas). Deres musik består mest af diverse singler og før i dag har jeg ikke kendt til Los Angeles-bandet, men alt efter hvordan det kommer til at gå i Horsens, kommer jeg måske til at lytte til deres debutalbum Off the Edge, der bliver udgivet i år.

Lyden er fyldig indenfor og Carbajal har en kraftfuld og overbevisende stemme. Det her er fræk og flabet rock direkte fra Sunset Boulevard. Her skal der ikke tænkes meget, blot danses til det sidste shot er væltet. Kleinman er godt fremme på scenen og hele gruppen er som sådan ret udadvendt og klar på at ryste de gamle mursten.  Der findes dog også mere end party uartig her, der er fine melodier i de mere stille stykker, men frem for alt er det her skæg og ballade.

Desværre er rummet ikke helt klar på at matche energien fra S8nt Electric. Måske er programmet i dag heller ikke lige så intens som i går, det føler jeg i hvert fald selv. Måske er folk bare lidt sløve her til eftermiddag? 

Det lader ikke til at påvirke amerikanerne, der rocker videre, som om der ikke er nogen i morgen. Det lykkedes dem ikke at vække folk helt på Jailbreak, men de mange lækre guitar stykker og deres energiske optræden gjorde, at jeg alligevel vil holde et vågent øje med dem, hvis jeg trænger til et simpelt og skægt soundtrack.

Ugly Kid Joe: Fængselsgården kl. 16:30

Masserne er samlet, jeg har en kold øl i hånden og solen skinner. Men jeg føler jeg står her lidt af tvang. For nøj, hvor er jeg ikke fan af det her band, tværtimod, de er faktisk et af den slags musikalske indslag jeg ikke rigtig kan fordrage.

Med en historie, der strækker sig helt tilbage til 1989, ved jeg at de er lidt af et kult band. Det betyder dog ikke at jeg har brugt meget tid på at anerkende Whitfield Crane (vokal), Klaus Eicstadt (guitar), Mike Squires (bas), Chris Catalyst (guitar) og Cam Greenwood (trommer). 

Mit mantra må blive at jeg er på arbejde og at alting jo skal have en chance eller 3. Da koncerten starter, er det ikke det mest interessante rock, der møder mine ører, det er ret meget, som jeg har hørt og frygtet. Det kan dog være det er mig, der er gal på den for publikum, kvitterer med masser af fælles klap til bølle-musikken. En god solo skærer igennem og jeg må til min egen overraskelse indrømme at jeg begynder at være med på det her.

Crane er en god frontmand der forstår at se og have kontakt til sit publikum imellem sangene. Et skelet får navnet Bjarne og jeg må grine af en intern joke mig og en ven har haft om dette navn på W.O.A. 

Der er nu en stemning af folkefest på pladsen og jeg hader nærmest hvor fint Ugly Kid Joe bærer deres bøvede musik. “Cats In the Cradle” fra America’s Least Wanted (1992) er en mere rolig sang, hvor der kan synges med, også af undertegnede. Vi skal dog forbi grunden til at jeg ikke har kunnet klare Crane og co. “Everything About You”. Det er et hit blandt gæsterne, men jeg kommer aldrig til ikke at synes at den er irriterende. På trods af dette urokkelige standpunkt så må jeg give den op til Ugly Kid Joe for at forvise en større del af min skepticisme.

Junkyard Drive: Vestsalen 17:45

Tilbage til DK i form af noget for mig velkendt. To gange før har jeg haft fornøjelsen af dette orkester, til en helt særlig drive-in koncert med min redaktør for dette magasin. Dette foregik nede i Roskilde i 2020 i den mørke Covid-19 tid. Det endte med at vi måtte stå op uden for bilerne! Det var sgu en big deal dengang og så endda under åben himmel, historisk.

Anden gang var som opvarmning for Defecto i Store Vega i 2021, der sad jeg ned igen. Så der er altså gået noget tid siden sidst, det skal der så rådes bod på nu Kristian Johansen (vokal), Oliver Hartmann (guitar), Kristoffer Kristensen (guitar), Claus (trommer) og Sjus (bas) skal underholde os. Værd at bemærke er også, at de har et nyt album fra i år med sig, Look At Me Now.

Med “Pipe Down”, “Shoot From the Hip” og “Beaty Fool”, hvor de alle er fra nye skive, så har gruppen en forbandet god bunke varme hits. Det er virkelig fængende og efter blot ét omkvæd kan man næsten synge med. Med ild og en overlegen frisk attitude beviser de at de er en af de mest underholdende orkestre vi har at gøre med herhjemme. Jeg havde næsten glemt hvor stærke sange de har og hvor meget de kan eje en scene.

Alt skriger på fortjent opmærksomhed med så overbevisende materiale og indlevelse. Dette skal gå igen igennem hele showet.

Der er lidt mikrofonproblemer, men dette bliver fikset og herlighederne kan fortsætte.  Backing-vokalerne sidder ligeledes i skabet og jeg kan ikke forestille mig mange der ikke har nydt denne optræden fra Junkyard Drive, særligt da de to guitarister hen imod slutningen hopper ned til publikum. “Mr. Rock N’ Roll” er sidste sang, og hvis nogen lever op til denne titel i det danske rock landskab, så er det Junkyard Drive.

Hvor lignende artister som Timechild og Tainted Lady også dyrker retro-rock, så sætter alle kvaliteter hos dagens indslag på festivalen dem over de andre. Det var en fornøjelse at blive mindet om dette. 

Baest: Fængselsgården kl. 19:00

Sidst jeg havde fornøjelsen af Simon Olsen (vokal), Sven Karlsson (guitar), Lasse Revsbech (guitar), Sebastian Abildsen og Mathias Melchiorsen (bas) var i Store Vega sammen med Cabal. Nu står de som det absolut hårdeste indslag på programmet. De plejer aldrig nogensinde at levere et skidt show, fra hvad jeg har set med dem på Forbrændingen, Amager Bio, Copenhell, Raise Your Horns og flere så har vi altid at gøre med solid professionalisme her. Nok intro, lad os moshe!

Et stort Baest-banner dækker scenen og da det falder, skydes vi godt i gang med “Genesis”, “Abattoir” og en af de nyere sange “Colossus”. Med et band som dette ved vi alle hvad der skal ske og således kommer der hurtigt gang i moshing og crowdsurferne. Min silkeskjorte er da også røget af og sat fast i mit bælte. Der er altid en vis hygge over dette band, de er også blevet hver mands eje på en skøn folkelig måde og der findes vel ikke længere et metal hoved i kongeriget der ikke kender til dem. 

Et nyt nummer som “King of the Sun” lover godt for mere ond death metal i fremtiden og lysten til at tromle fængslet i smadder, lyser ud af øjnene på bandet. Under en større wall of death får denne anmelder den lyse ide at stille sig i midten og hoppe rundt. Dette er altid skægt, men grundet en øl for meget mister jeg balancen mere end normalt, da de to sider tørner sammen og får gokket mig lidt rigeligt på asfalten. Ah well, it’s the name of the game og sjovt er det jo altid. 

Olsen er i sit sædvanlige gode humør og hopper ned iblandt os til sidst hvor vi løber i circlepit rundt om den herre. Et af de nyere stunts der også denne gang har en meget positiv effekt. Baest leverede præcis det de er kendt for og uden at det måske blev ligefrem historisk så var det jo i vanlig høj kvalitet fra Århusianerne. 

Tak for de blå mærker og hudafskrabninger, jeg glæder mig allerede til næste gang vi alle skal råbe med på “Necro Sapiens”.

Royal Hunt

Jeg har faktisk glædet mig ret meget til Royal Hunt, men jeg må lige ned og ligge i teltet og ømme mig lidt oven i mit forsøg på at grave mig ned i fængselsgården med min krop. Så en lille pause skal der til, inden nogle af mine store idoler skal optræde.

Pretty Maids: Fængselsgården kl. 22:00 

Uha, kan det være mere rammende at de nyligt genopståede Pretty Maids skal lukke den store scene? De lokale Horsens-drenge anført af Ken Hammer (lead guitar) og Ronnie Atkins (vokal) har ellers gået meget igennem i deres pause. Fra Atkins kræftsygdom til at skulle have en vis sund afstand til hinanden efter årtiers samarbejde. 

Jeg bevidnede også Atkins soloshow i Amager Bio og havde en gevaldig fest til hans eget materiale. Lige fra jeg var knægt, har de været en af mine store favoritter inden for glam metallen. The Best of Back To Back (1998) som jeg købte på iTunes gjorde mig til kæmpe fan og med koncerter i Tivoli i 2012, i 2013 i Amager Bio og på Copenhell i 2019 og Copenhell i år har de altid ramt de lige ned i min trang til melodisk rock.

Skal man beskrive stemningen da de to hovedpersoner flankeret af Rene Shades (bas), Chis Laney (keyboard) og Allan Tschicaja (trommer) træder frem og leverer “Mother of All Lies”, “Kingmaker” og “Back To Back” må det være kærlighed. Supporten er ikke til at tage fejl af, og der synges med af hjertets lyst.

Gode gamle “Red Hot and Heavy” komme tidligt i settet før de nyere “Will You Still Kiss Me (If You See Me In Heaven)” fra Undress Your Madness (2018) beviser at der kan skråles på med på andet end klassikerne. “Yellow Rain” fra Future World (1988) er lige så triumferende som da den udkom. “Walk Away” er en af deres mange sange om fejlet kærlighed, lige præcis hvad jeg trænger til efter i år. Her troede jeg ikke at jeg kunne mere efter Avantasia, men for pokker hvor jeg må efterabe hvert et velsunget ord fra Atkins. 

“Pandemonium” og “I.N.V.U.” fra comeback albummet Pandemonium (2010) er gået hen og blevet nyklassikere og det kan mærkes på publikum. Deres John Sykes cover “Please Don’t Leave Me” og “Little Drops of Heaven” er power ballader i topligaen. Særligt under sidstnævnte får jeg en lille klump i halsen. Deres Gasolin’ cover af “Det Bedste Til Mig og Mine Venner” er en hyggelig stund inden vi skal have et par ekstra numre i form af “Future World” og “Love Games”. Enkelte små fejl i lyden generede en smule i bass og trommer, men det skal ikke tage fra Pretty Maids at de var konger denne aften og på mange punkter urørlige og i den grad på hjemmebane.

Kunne det mon lade sig gøre at se deres december-koncert i Fredericia d, 13? Det her kunne jeg sagtens igen.

Thundermother: Vestsalen kl. 23:45

Svensken får æren af at lade de sidste toner runge ud iblandt fængslets mure. Som der står på deres hjemmeside “Thundermother don’t just play rock ‘n’ roll, Thundermother are rock ‘n’ roll”. Så er den ligesom parkeret. Besætningen består af Linnea Vikström (sang), Filippa Nässil (guitar), Majsan Lindberg (bass) og Joan Massing (trommer). 

Det er sent, men jeg må da kigge ind selv om det da kan være svært at komme efter Pretty Maids magtdemonstration. Thundermother falder dog ikke igennem af denne grund. Det er let tilgængeligt singalong-rock som bestemt har flair for de catchy omkvæd. Jeg får da også rykket lidt i kroppen, men den er stadig øm efter Baest. 

Jeg er helt sikker på at var jeg lidt mere frisk ville Thundermother få mere ud af mig for jeg føler faktisk ret meget deres radio-musik. Det leveres med en old school-tilgang både på scenen såvel som musikalsk, som jeg helt sikkert kunne sætte på derhjemme under lindetræet, når solen skinner igen sammen med en god ven eller veninde. 

Jeg hygger mig i deres selskab, og selv om der er gæster der har sagt tak for i år, så holder en skare ud og det fortjener gruppen sandelig også. Det bliver ikke sidste gang, at jeg har fornøjelsen af dette orkester. Næste gang er jeg helt sikkert mere klar på at hoppe.

Jailbreak 2024

Jailbreak er ovre, og jeg er helt vemodig ved det, men også allerede nostalgisk. Det var igen årets sidste udendørsfestival for denne anmelder, og jeg nød det om muligt endnu mere end i 2023. Fra campingområdet med de dejlige mennesker til den skønne festivalplads og de 2 scener. Chancen for at jeg kommer igen i 2025 er meget stor. Giv mig blot lige en dag mere! 

Jeg pakker sammen og tager imod KBH efter få timers søvn og takker for en både smuk, romantisk, kaotisk, tragisk og dejlig sommer. Vi ses snart igen Viborg Metal Festival, Copenhell, Metal Magic, Wacken Open Air og Jailbreak!