Anmeldelse af Coven + support: Trippelgänger, d. 17.02.25 på Spillestedet Stengade

Denne anmelder er ikke meget ude og føjte i april. Men turen går nu alligevel til Nørrebro i min Cold Night For Alligators t-shirt denne  torsdag.

Foto: Ronja M. Persson 

Trippelgänger

Trekløveret spiller en kombination af stoner og doom metal, og det slipper de faktisk ok fra. 

I blåt lys træder bandet ind og starter med et meget roligt nummer hvor hverken musikken eller medlemmerne gør meget ud af sig selv. Hvad der dog starter med ikke at være videre spændende udvikler sig heldigvis med sang nummer 2. Vokalen går fra at imitere Ozzy Osbourne til at finde sig selv mere og der kommer også mere tyngde i musikken samt tempo hvor flere og flere headbanger i takt til musikken. En udvikling, der puster liv i os. 

Jeg sporer mange elementer af både Black Sabbath og svenske Candlemass. Det er af og til næsten for tydeligt hvor bandet er blevet inspireret henne og skulle noget trække ned er det at deres lyd er hørt så mange gange før og bedre. Der er dog alligevel noget cool og råt over deres old school materiale og det er tydeligt at publikum bliver hevet mere og mere med. Bifaldet er ikke til at tage fejl af. 

Jeg selv må også ryste lidt med håret og da bandet slutter er trekløveret også blevet mere udadvendt og kommunikerer bedre med gæsterne. De skabte en fin fest, selv om de lige skulle finde deres fodfæste. 

Coven

Headlineren er lidt af en legendarisk størrelse. Dannet tilbage i 1967 af Jinx Dawson (vokal) og Alan Estes alias Oz Osborne (bas) har Coven udover at være pionere for okkult rock været nogle af de første, hvis ikke de første, der brugte djævlehornene, vores alle sammens tegn, i en musikalsk sammenhæng. Og så har de mange slående ligheder til klassiske Black Sabbath, dengang disse herrer fra Aston stadig gik under navnet Earth. Debut albummet Witchcraft Destroys Minds & Reaps Souls (1969) blev berygtet da det desværre blev kædet sammen med de tragiske mord begået af Manson-kulten. Massehysteriet og the satanic panic gik ud over skiven og den blev fjernet fra markedet. Efter årtier med billige kopier udkom albummet endelig i 2007 på Nevoc Label. 

Ja, fortællingerne er mange og i gruppens nuværende form står Dawson stadig i front med en gruppe af yngre musikere til at levere klassikerne. Det virker som et must at opleve den her musik for enhver med hang til klassisk rock og nu er The Magickal Chaos Tour of Rituals 2025 kommet til Danmark. 

Der er pænt med folk i lokalet og et kranie og elektriske lys dekorerer scenen. Iført hætter og kapper kommer bandet på scenen og en kiste køres ind. Det er lidt svært at se præcist hvad der foregår, da jeg står lidt nede bagved i højre side, men ud af kisten, eller igennem den træder Dawson. Hun er iklædt en glittermaske og ligeså glitrende handsker, smykker og halskæder. Sangerinden ligner en mærkværdig præstinde og med en ordentlig gang røg går showet i gang.

Vi befinder os i et mix af psykedelisk rock, syre rock og progressiv rock. Det er tydeligt at høre hvor Coven har lagt nogle af grundstenene til hvad der senere blev til heavy metal. Flere gange påkaldes diverse djævle som en del af musikken som i “Coven In Charing Cross”.

Det er svært at forestille sig at det her skulle have været så kontroversielt dengang. Anno 2025 føles det mest af alt som hygge-satanisme, men det har en del charme og den funky guitar gør sit for at levere en dragende fortælling om de mørke magter, der eksisterer under os og omkring os. 

Dawson er en cool heks og selv om hendes stemmebånd er slidt så kan man ikke fornægte hendes erfaring og med fagter og hyggelig kommunikation med sit band kaster hun sin egen besværgelse over os. Det ville være fjollet at ignorere den betydning Coven har haft for den senere udvikling af den hårde genre. Men måske er der en grund til at de mere er et kult band og ikke er i samme liga som de andre store kunstnere fra den tid.

Setlisten ruller fint derudaf og flere hygger sig i lokalet, men over lang tid så er materialet bare ikke videre spændende og var det ikke for de okkulte temaer hvor interessant ville bandet så egentlig være? Jeg nyder flere sektioner i løbet af koncerten, men det har en lige lovlig afslappet vibe som tiden går og aldrig oplever jeg at det for alvor peaker. Der synges om helvedes ild og onde gerninger, men det bliver allerhøjest lunkent på Stengade.

Det er rolig hippie musik jeg gerne sætter på når jeg sidder på en mark til sommer, men det er baggrundsmusik på mange punkter. Men bandet smiler over hele ansigtet fra keyboardspiller til bassist så måske skal man bare gå med the flow og “Wicked Woman” hiver da en smule fællessang ud af gæsterne, men gad vide hvor mange der mest er her for at se giraffen? 

Jeg er glad for at jeg oplevede fænomenet Coven og jeg nærer den dybeste respekt for Dawson og hendes livslange dedikation til rock n’ roll, men jeg cykler hjem til Amager med følelsen af at Covens bidrag mest består i myterne og historien omkring bandet og mindre har noget at gøre med musikken når alt kommer til alt.