Anmeldelser af: En hel masse fra januar 2018!

Hver måned udkommer der så mange forskellige udgivelser i metallens navn. Vi kan ikke nå at gå dem alle i dybden, så i 2018 lavet vi et opsamlingsheat hver måned, hvor vi laver en kort anmeldelse af diverse udgivelser.

Det er ikke ensbetydende med, at vi ikke laver dybdegående anmeldelser mere, men vi vil gerne give flere danske og udenlandske bands et par ord med på vejen, og – måske vigtigste af alt – præsentere dig for nogle bands og solister, du måske ikke har hørt om før.

Så læn dig tilbage og læs vores anmeldelser og kommentarer på singleudgivelser fra januar 2018:

(Nogle af vores anmeldelser kan også være af udgivelser, der ikke er udkommet i den nævnte måned, men som strækker dig et stykke tid tilbage)

 

DVSR, Therapy, 20. november 2017.

Run DMC, der møder Ghost Iris? Ja, den er god nok. Det er ikke ligefrem rap metal eller NüMetal, vi har med at gøre her, det lyder som en rapgruppe fra 80’erne, der er faldet over et moderne metalbeat at rappe indover.

Det minder om bandet Hacktivist. Efter de første par numre på Therapy bobber man løst med hovedet, men omkring den fjerde
skærring, “First-Degree”, titter man efter skip-knappen, for det er langt fra opfindsomt eller tankevækkende – og vi har immervæk kun med syv numre at gøre, men DVSR benytter ikke pladsen på til at udfordre sig selv. Hurtige og langsomme sange, så langt går fantasien.

Men hvis du vil have lidt djentet baggrundsmusik med rapvokal, så er det (måske) lige dig.

2/5

LH

 

 

Dimebag Darrell, The Hitz. 24. november 2017.

En lille opsamlings-EP fra vores afdøde algud fra Pantera og Damageplan.

Det er spas at høre guitarhelten begå sig i nogle numre, der ikke er begrænset af metallens “regelsæt”.
Specielt nummeret “True” er… mærkeligt… i mangel af bedre ord med sit semi-elektroniske beat. Som vi når slutningen med nummeret
“Whiskey Road” er vi tydeligvis i sydstaterne, og man fisker efter flasken for sende en skål i retning af guitarvirtousen.

En godkendt udgivelse, hvis man savner helten.

3/5

LH

 

Brojob, Talk Shit Get Kissed. 01. januar 2018.

Som titlen nok får dig til at gætte, så skal Brojob ikke tages alt for seriøst med deres take på deathcore, som angiveligt skulle være
en hilsen til den homofobiske tendens, som hersker blandt nogle bands i genren.

Men rent musisk er det faktisk godt! Og der er blandt andet gæsteoptræden af forsangeren fra Thy Art is Murder, CJ McMahon, blandt flere.
Det skal dog siges, at hvis du i forvejen ikke ejer kærlighed til bands som fx Oceano eller tidlig Suicide Silence, så vil det her slet ikke kilde dig nogle steder.

Men med sangtitler som “Goth is the New Black”, “Tickle War” og “Erection Injection” er den upæne kammertone sat.

3.5/5

LH

 

Sumo Cyco, Live Acoustic Sessions, Vol. 1. 15. december 2017.

De funky metalhoveder, der blander reggae og punk i en pærrevælling udgiver en EP, hvor de fremfører udvalgte sange akustisk.

Den her skive indeholder seks sange udvalgt fra deres to fuldlængde studiealbums. Man skal nok have en forkærlighed for Sumo Cycos musik, der formentlig enten findes tåkrummende eller fnisende underfundig.

Jeg kan ikke finde ud af, hvilken gruppe jeg tilhører med denne udgivelse, men “Live Acoustic Sessions” gør ikke deres sange betragtelige anderledes at opleve akustisk.
Forsanger Skye Sweetnam udfolder sin stemme mere, men det virker mest som om, at denne udgivelse skulle ud for at ramme julehandlen.

2/5

LH

 

Hexis, XII. 13. oktober 2017.

Med tanke på at de blackenede hardcore drenge i Hexis tidligere på året udgav den fremragende fuldlængde Tando Ashanti, hvor bandet
vidste udvikling, atmosfære og stemningsmættede pasager, så virker det lidt omsonst, at smide XII ud også.

EP’en lyder som uddrag fra førnævnte fuldlængde, der bare ikke klarede Ochams ragekniv.

Bevares, de her sange er stadig gode, men det er lidt mærkværdig måde at runde året af for Hexis.

3/5

LH

 

Shining “X – varg utan flock (delue edition)”. 05. januar 2018.

Jeg er normalt ikke til black metal. Jeg forsøgte mig med Watain, der blev udgivet samme dato, og det var bare støj i mine ører.
Så findes der bands som danskerne i Hexis og Redwood Hill, der kan skabe stemninger og kaos, så det flugter perfekt.

Det samme gør sig gældende med Shinings nyeste udspil, X – varg utan flock“. Det er eddermame godt kræs. Det er stemninger, det er råt,
det er dødsensalvorligt (antager jeg, mit svenske er ikke det bedste til at aflure teksternes indhold).

Jeg hører her musik, der trækker tråde tilbage til de gamle dyder i starten af 90’erne i genrens højtid, men som samtidig skuer fremad.

Bagmanden Niklas Kvarforth har gjort det godt.

4.5/5

LH

 

Chaotic Remains, We Are Legion. 01. december 2017.

Symfonisk deathcore/death metal? Ja, den subgenre er mere udbredt, end jeg troede, og Chaotic Remains formår på seks numre på en spilletid på lidt over en halv time af holde mig fænget fra start til slut.

Som nævnt i en anden anmeldelse fra denne måneds opsummering, så skal man nok være fan af deathcore for at kunne holde det ud.
We Are Legion er ingenlunde nyskabende og ej heller en uforglemmelig skive, og til tider virker bandet til at krænge over og vil spille med for mange muskler på én gang, så de ender med en fibersprængning.

Men jeg er stadig stærk tilfreds med det samlede resultat.

3.5/5

LH

 

Frozen In Time, The Edge of Nothing. 10. januar 2018.

Så dumpede der sgu lige en gang gedigen melodisk hard rock eller blødere metal ind i min indbakke fra danske Frozen In Time.
Det Vejle-baserede band har begået en stærk EP med The Edge of Nothing, hvor der er et godt flow og god harmoni gennem de fem
melodiøse numre, dog er favoritten det stærke startnummer, ”Unfold”, som virkelig sparker pladen i gang.

Jeg bryder mig ikke om at sammenligne bands med hinanden, men de første tanker, jeg havde, var: ”Hold nu op! Det lyder jo som Tim Christensen, bare med nosser!”

Denne udgivelse er helt klart noget, der er værd at lægge øre til, og mon ikke der en dag kommer et album fra østjyderne.
Jeg smider gerne fire fadbamser efter de fire fyre og beholder den femte for mig selv, som jeg vil nyde, mens jeg lytter videre på ”Unfold”,
som bare ikke vil slippe mig igen.

4/5

TS

 

Cane Hill, Too Far Gone. 19. januar 2018.

Det er moderne NüMetal, men selv som fan af genren, går du ikke glip af noget ved at gå glip af den her skive.

Jeg havde faktisk set frem til skiven, da jeg tidligere har holdt af bandets langsommere sange, hvor de er mere legesyge i udtrykket, men jeg havde tydeligvis glemt up tempo-sangene, for de er – som tilfældet er med Too Far Gone – generiske og intetsigende.

Eneste lyspunkt er tilnærmelsesvis nummeret “Scumbag”, der lyder som en dejlig omgang fra Hatesphere.

De langsomme sange er igen fine, men det er svært at finde de få gode boller i den tynde suppe her. Hurtigt videre.

2.5/5

LH

 

Of Mice & Men, Defy. 19. januar 2018.

På 45 minutter formår Of Mice & Men langt fra at genopfinde metalcore-skålen med Defy, men deres tilgang til genren hvæser
af lyst til at brage igennem, og så er bandet eminente sangskrivere.

Man forstår godt, at bandet fik tjansen til at varme op for Five Finger Death Punch tilbage i november.

Hvis du savner metalcore med bid i i den efterhånden passé og gennemtærskede genre, så er Defy bestemt et lyt eller to værd.

Meeen, deres cover af Pink Floyds “Money” kunne de måske godt lige have undladt at eksekvere.

4/5

 

SINGLEUDGIVELSER:

 

Jack White – “Connected by Love/Respect Commander”
Lad os bare være ærlige. Singleforløberne fra Jack Whites kommende, tredje studiealbum er ikke særlig godt. Oven på Blunderbuss og Lazaretto, som begge var med til at legitimere Whites post-White Stripes-soloridt, kunne man ellers have håbet på et gennemført hattrick på albumfronten, men så skal Boarding House Reach, der udkommer 23. marts, hæve sig langt over “Connected by Love” og ”Respect Commander”.

Førstnævnte er en idéforladt, gospelinspireret rockhymne, som White utallige gange før har komponeret langt bedre, mens B-siden er en indholdsfattig jamsession, der både spænder over de mere genkendelige bluesrytmer samt et pseudopsykedelisk, breakbeatfyldt rod, der lyder som noget med oprindelse omkring årtusindeskiftet.

DN

 

Judas Priest – ”Lightning Strike”
Behøver vi virkelig mere ny musik fra Judas Priest; et band, der næste år fylder 50(!), og hvis seneste rigtig gode plade efterhånden ligger 28 år tilbage?

Det gør vi grunden næppe, men på ”Lightning Strike”, som fører an for præstenes kommende Firepower, må man alligevel give Halford og Co. en eller anden form for kredit for ikke bare at diske op med rent venstrehåndsarbejde. ”Lightning Strike” lyder og føles nemlig heldigvis, som Judas Priest nu en gang skal, hvilket kun øger incitamentet for at droppe forbi Royal Arena til juni.

DN

 

Moon Duo – ”Jukebox Babe/No Fun”
Ripley Johnson har en vane med altid at smide en coverudgave af en halvgammel rocksag ind i sine sætlister, uanset om det er med Wooden Shjips eller Moon Duo. Tilbage i begyndelsen af 2017 kastede han sig således over The Stooges’ ”No Fun” på den langstrakte turné i kølvandet på Moon Duos fantastiske Occult Arcitechture-dobbeltudgivelse, og nu har han altså ligeledes foreviget den i studiet.

I modsætning til liveudgaverne er coverversionen af ”No Fun” her en nedtonet sag, hvis døsende krautrockvibrationer gør mere skade end gavn, og B-sidecoveret af Alan Vegas ”Jukebox Babe” stråler derfor klarest på denne singleudgivelse.

Forhåbentlig kaster Johnson sig i stedet snart over Wooden Shjips, der efterhånden har ligget til kaj siden 2013.

DN

 

Wooden Shjips – ”Staring at the Sun”
To dage efter, jeg skrev ovenstående om Moon Duo, blev min forhåbning så til realitet, da Wooden Shjips debuterede deres første single i fem år.


”Staring at the Sun” er sammenlignet med bandets seneste skive, Back To Land, en endnu mere afslappet og tilbagelænet udgave af kvartetten, der dog aldrig har været berømte for deres intensitet – nok nærmere manglen på samme. De psykedeliske virkemidler får endnu mere plads til at udfolde sig på, mens Ripley Johnsons ekkoende røst kun sporadisk flyder gennem lydbilledet. Det er mere end syv minutters fortryllende syrerock, som får selskab af flere ligesindede kompositioner til maj, når Wooden Shjips’ næste udgivelse, V, rammer gaden.

DN

 

CABAL – ”False Light”

Jeg har faktisk sovet lidt i timen og ikke givet CABALs 2016-EP Purge den opmærksomhed, den så afgjort fortjener. De var fede på Royal Metal Fest i fjor, Purge er en lige så fed EP, og for helvede, hvor er ”False Light” et ukontrollerbart monster af et nummer.

DN