Den tilbagevendte søn

Anmeldelse af: Corrosion of Conformity, No Cross No Crown, 12. januar 2017, Nuclear Blast.

 

Corrosion Of Conformity lægger året hårdt ud med deres seneste album, ’’No Cross No Crown’’. Spørgsmålet, der ligger tilbage, er: Kan de gamle drenge stadig? Svaret er: Ja, det kan de fandeme!

 

Det er intet mindre end 13 år siden, at vokalisten og guitaristen Pepper Keenan sidst udgav et album sit hovedprojekt, Corrosion of Conformity. Dengang hed det nyeste album In The Arms of God (fra 2005. red) og var en ufatteligt fed og aggressiv plade fra det lille band fra North Carolina. Keenan er velsagtens i dag mere populær for sin rolle i sideprojektet Down, hvor han spiller sammen med så prominente mennesker som Phil Anselmo (Superjoint, Scour og Pantera) og Jimmy Bower (Eyehategod, Superjoint). Down var i mange år hovedfokusset for Keenan, og derfor var det med stor spænding, at manden vendte tilbage til sit gamle band Corrosion of Conformity i 2014.
Bandet har bestemt ikke siddet og trillet tommelfingre i mellemtiden. Corrosion of Conformity har som tremands-band udgivet to albums og en EP i den tid, hvor Keenan har været beskæftiget andet sted. Nu er sønnen dog vendt tilbage, og endelig kommer så den reelle opfølger til In The Arms Of God, som fansene har ventet på.

Albummet starter ud med lidt intro, som faktisk minder lidt om det nyere fra Down. Pepper har umiddelbart lært noget af sin tid væk fra CoC, for det virker ganske glimrende med den intro. Direkte fra intro bevæger vi os direkte ind i et land, der for CoC-fans burde virke velkendt. Der er godt med smadder på, og det føles faktisk om muligt som den tungeste udgivelse, som bandet til dato har udgivet. Albummet varierer glimrende imellem tunge riffs, seje trommer, fede bass-lines og hurtig tonser-energi. Der er masser af tyngde og mulighed for at blive blæst godt bagover, og så endda direkte fra start. De to tidligere udgivne singler fra albummet rammer allerede tidligt på albummet, hvilket faktisk egentlig er glimrende i og med, at resten af albummet så ved første lyt føles helt nyt og friskt.
De to første singler, ’’Wolf Named Crow’’ og ’’Cast The First Stone’’, virker glimrende som singlemateriale for pladen. De giver et nogenlunde overblik over albummets lyd, uden reelt a give for meget af bandets stil væk. Generelt har albummet et rigtigt fint og typisk flow for Corrosion of Conformity. Bandet har på tidligere udgivelser haft nogle virkelig gode mellemspil imellem numrene, som velsagtens fungerer mere som små individuelle introer. Dette har bandet videreført på fornuftig vis til No Cross No Crown, og det er helt klart med til at skabe en rigtigt fed helhed og giver albummet et naturligt flow og progression.

Det er tydeligt at høre, at der er flere punk-inspirationer, end hvad der har været på de tidligere Keenan-frontede albums. Det er faktisk ganske forfriskende, at bassisten Mike Dean har fået en røvfuld vokalstykker, da det tilføjer noget sludget og punket til bandets stil og lyd, som i høj grad gør det mere interessant og aggressivt at lytte til. Når vi nu alligevel taler om vokaler, så må det nævnes, at Pepper Keenan stadig holder sin vokal ganske flot. Den er ikke ligeså pæn, som den var i 90erne, men kunne man virkelig også forvente det? Den er til gengæld blevet godt aggressiv i mellemtiden, hvilket helt klart klæder bandet.

Riffsene sidder helt klart lige præcis der, hvor de skal på No Cross No Crown. Der bliver nikket genkendende til bands som Black Sabbath, ZZ Top og Thin Lizzy, sidstnævnte især p.g.a. brugen af guitarharmonier, som CoC har brugt i alt den tid, hvor Keenan har været med. Dette kan særligt høres i det fremragende nummer ’’Forgive Me’’. CoC lyder som noget, man har hørt før, og alligevel formår de at føles friske og ganske unikke.

Stilistisk ligger albummet sig egentlig meget pænt imellem ældre Corrosion of Conformity-udgivelser. Den minder både lidt om Wiseblood fra 1996 samt In The Arms of God. Den ligger godt imellem de to albums og virker derfor egentlig som en ganske naturlig efterfølger til sidstnævnte plade. Trommerne på albummet er spillet ligeså selvsikkert og funky, som man kender og forventer det fra Reed Mullin. Manden er intet mindre end fantastisk bag sine tønder og har alle dage bidraget til, at CoC skilte sig ud inden for genren og ikke blot var et standard stoner-band.

Med sig har bandet haft deres trofaste producer i form af John Custer. Albummet lyder tungere og mere slæbende end noget album, som bandet tidligere har udgivet endda på trods af deres vante producer. Bandet vælger desuden at syre langt mere ud i løbet af deres numre, end hvad de har gjort. Dette slipper de heldigvis okay fra med masser af fed soli og lange tunge stykker. Specielt er soli virkelig fremragende hos Corrosion of Conformity. Dette kan tilskrives Pepper Keenan, men i endnu højere grad bør man huske at nævne Woody Woodroe. Woody spiller en fantastisk omgang rive og formår i sandhed at få sit instrument til at synge. Det bør i øvrigt også nævnes, at manden besidder en vibrato, som kun få guitarister vil kunne efterligne.

Hvis man skulle sige, at der er et problem med albummet, så vil det være, at der aldrig bliver sparket totalt igennem. Vi når aldrig helt derop, hvor 90er-albumsene fra bandet ligger i min bog. Vi får serveret en rigtigt god omgang stoner, men man ender med at være sulten efter mere. Om hvorvidt dette er en god eller dårlig ting, vil altid være op til individet. Der kunne godt have været lige det nummer, som virkelig skilte sig ud fra mængden fra start. Efter adskillige gennemlyt har jeg endnu ikke fundet det ene nummer, som bare fejer alt af vejen. Dette kan dog også være et tegn på, at alle numrene på albummet generelt bare holder en høj standard.

Corrosion of Conformity har bevist med deres seneste album, at man ikke bør afskrive dem. Der er masser af fede numre med glimrende alsidighed. Lyden på albummet fungerer hele vejen igennem og viser lyden af et band, der i sandhed stadig kan.
Personligt ser jeg ufatteligt meget frem til, at bandet først og fremmest spiller på Copenhell til sommer og så naturligvis til at se, hvad fremtiden ellers bringer. Corrosion of Conformity gør sig i hvert fald i stor form på deres seneste udspil. Pepper Keenan var fortabt, men er nu vendt hjem, og det klæder i den grad bandet. No Cross No Crown har bestemt potentiale for at ryge til tops på min personlige årsliste for 2018.

Mærkater: , ,