En aften blandt kaos og kosmos

Anmeldelse af: Periphery m.f. 09. maj 2017, Pumpehuset.

En regnfuld tirsdag aften søgte mange anspændte gæster ly under Pumpehusets tag for at opleve en alternativ og helt igennem betagende naturkraft finde sted.

I takt med uvejrets tiltag, blev der nemlig fyret op for uforglemmelige kunstneriske musik-indslag på den store scene. På hver sin måde formåede tre mangfoldige bands at tage Pumpehusets gæster gennem en spektakulær rejse af hårrejsende musikstykker og en hæsblæsende sceneperformance. Destrage, The Contortionist og ikke mindst hovednavnet Periphery leverede et show i verdensklasse, som man sent vil glemme.

Destrage 
Destrage, et band fra Milano i Italien, gjorde for første gang deres debut på den danske scene og dette til stor begejstring fra publikummet. Med en aggressiv intens attitude gjorde forsangeren sin entré på scenen. En kraftfuld frontmand med en piercende øjenkontakt, som gjorde, man var fuldkommen fænget og betaget allerede fra første nummer.

Destrage formåede at udvise et forfriskende alternativ til det moderne progressive metal. Deres numre er præget af den velkendte metalgenre, men bliver samtidig suppleret af høje skingre skrig, hip-hop-lignende stemmeføring og næsten punkede elementer. Dette giver Destrages musik et meget kaotisk feel, som på bemærkelsesværdig vis fungerer gennemført optimalt. Den komplekse progressive musik blander sig med de alternative og avancerede rytmer og afføder en kunstnerisk original lyd, som ikke kan sammenlignes med andre bands.

Forsangeren bar sceneshowet og havde konstant publikum fæstnet i et jerngreb med sit blik. Ved udførelsen af de tunge hurtige breakdowns strakte han hænderne mod loftet og knækkede sin krop næsten krampagtigt sammen, mens han skreg ufejlbarlige hæse toner helt fra bunden af kroppen. De veludførte breakdowns var især suppleret optimalt af et dybt og dominerende trommespil, som fik både gulvet og publikums kroppe til at hamre med i takt.

Numrene var udført med stor diversitet, som også bar præg af, at der var så mange forskellige elementer tilstede i musikken. De forreste rækker af mennesker ved scenekanten stod dårligt stille fra start til slut og vred sig til musikkens skiftende rytme. Destrage var tydeligvis mere end taknemmelige for anerkendelsen og publikums glædesråb. Bandets frontmand afsluttede hvert et nummer med en knyttet næve i luften, og tilhørende ord: ”Thank you so much Copenhagen!”

The Contortionist
Scenen var mørk, mens rummet blev fyldt af en uhørlig forvrænget hvisken, som fik det til at løbe koldt ned ad ryggen. Forsigtig og næsten uset trådte forsangeren frem og kunne blot anskues som en silhuet badet i grønt lys. En rolig, blød og kontrolleret vokal udformede sig, og man var fra starten tryllebundet af den afdæmpede, men stadig anspændte atmosfære, som fyldte salen.

De varsomme bløde toner blev brudt af en uforudsigelig hård og vred vokal, som gav et sæt i forsamlingen. Forsangeren formåede at fremvise musikken med en fuldkommen exceptionel indlevelse, som også var, hvad der prægede showet hele vejen igennem.

The Contortionist, oprindeligt fra Indiana i USA, skaber deres helt eget musiske univers med en kreativ udførelse af det amerikanske progressive metal. Hver en tone, hver en overgang er nøje overvejet og udført med sådan præcision, at man ikke tvivler et sekund på, at det er dedikerede ekstraordinære musikere man har med at gøre. Selvom man som lytter ikke har interesse eller forståelse for det teoretiske aspekt af musikken, bliver man fanget af rytmerne og den helt igennem følelsesladet stemning, som er fremvist af bandet. En tæt konceptuel historiefortælling, fremføres af krævende tekniske færdigheder på alle instrumenter og af forsangerens isnende stemmeføring.

På trods af de tydelige veludførte elementer forekom forsangeren næsten for fordybet i sin egen performance og skabte ikke en overordnet kontakt til sit publikum. Dette resulterede i, at der ikke var meget bevægelse i salen, og stemningen havde på mange måder sænket sig siden aftenens første musikindslag. Dette forekom dog ikke som nogen negativ faktor, da publikum virkede tryllebundet og fanget af den ømtålelige stemning og karakteristiske smukke musiske fremførsel.

Alt i alt formåede The Contortionist at give Pumpehuset endnu et kunstnerisk frisk pust af musik med deres enestående lyd, veludførte – næsten overdådige – rytmiske passager og en dyb følelsesmæssig intensitet og indlevelse.

Periphery
Lyset blev atter dæmpet i salen, og det eneste, man kunne høre, var hvisken af anspændte stemmer, samt en hårrejsende summen af den første guitar. Ingdn længe var scenen mandsopdækket, og man var fra første øjekast fuldkommen betaget af den karismatiske forsanger og ikke mindst den enestående trefoldige guitar-besætning. Bassen bankede i gulvet, og intensiteten steg hurtig i takt med guitarspillerenes rytmiske fingerfærdigheder. Forsangeren havde en urkraft i sig uden lige, som blev fremvist af en dominerende stærk vokal, som rangerede vidt mellem de hårde og bløde, næsten skingre, toner. Lamperne i gulvet udskilte blinkende lys, som lig en fontæne kastede hvide kegler af lys ved bandmedlemmernes fødder. Salen var fra første nummer fuldkommen tryllebundet af den kraftfulde og smukke performance.

Periphery, som har deres rødder i Washington DC, er en af pionererne for djent-genren af det progressive metal, og dette kommer tydeligt til udtryk i deres stærke musiske udfoldelser. Dybe riffs bliver lagt over en synkopereret rytme og suppleret af komplekse groove-elementer. Disse enestående musikdele er både kaotiske, karakteristiske og yndefulde på samme tid. Peripherys musik er unik og kunstnerisk fremført, hvilket bliver suppleret af en iøjnefaldende og uforglemmelige performance fra bandets karismatiske frontmand, Spencer Sotelo, som giver alt, hvad han har i sig, på scenekanten.

Allerede ved første guitarriff genkendte mange af salens gæster sangene og skreg anerkendende med på numrene. Frontmanden førte sig frem professionelt og brølede de ufejlbarlige growls udover scenekanten, hvorefter han ubesværet gled over i det høje register og udviste sine kompetencer som exceptionel dygtig og mangfoldig vokalist.

Der forekom medrivende headbanging i takt, begyndende moshpits og generelt vild bevægelse blandt publikum. Hele salen var levende af mennesker, som glædesfyldte nød musikken, som emmede af intensitet og kraft. Gentagende gange forsvandt forsangerens egne ord næsten i publikums ivrige gengivelse af sangteksterne, hvortil frontmanden blot overskudsagtig rakte mikrofonen mod det brusende hav af syngende gæster.

Numrene i sig selv rangerede vidt fra de lette trillende toner, som hurtig dykkede ned i de dybere register, suppleret af de dominerende gennemskærende guitarriffs. Af og til suppleredes numrene af symfoni-elementer, som fuldendt blev sammenflettet med de hårde toner og dybe double-bass på trommer.

Bandets tre karismatiske guitarister var ved aftenens slutning samlet i en halvcirkel oppe ved scenens midte. Her fremførte de en afdæmpet, dog rolig, hårrejsende guitarsolo, mens de var badet i et hypnotiserende hvidt lys, som blinkede mod deres betagende 8-strengsinstrumenter.

Periphery sluttede deres aften af lige så stærkt, som de startede, og efterlod publikum åndeløse og skrigende efter mere. Periphery udviste stor musisk kreativitet og formåede at tage samtlige gæster i et jerngreb af grænseflyttende musiskeksperimentalisme og komplekse rytmiske sammenfletninger uden lige.