Anmeldelse af Norma Jean, Pandæmonium, Copenhell

De hardcore drenge, i både udførelse og musik, Norma Jean sørgede for at fortsætte den gode stemning på årets Copenhell.

Årets – for mange – bedste festival var blevet sparket godt i gang af Dropkick Murphys tidligere, men på den mindre, for ikke at sige dén mindste, af de tre hovedscener indfandt noget mindre (for nogle) tilgængeligt musikstil, som var Norma Jeans fandenivoldske blanding af Hardcore og Metalcore.

Og forstå denne anmelder ret, her er ikke tale om den mere spiselige afart af Metalcore, som man kan finde hos eksempelvis Killswitch Engage eller All That Remains, men Norma Jean er heller ikke smadder for smadderens skyld. Det er metalmusik med mange lag, man lige skal lære at pille ad.

Bandet fængede fra start! “Wrongdoers” eller “Blueprints for Future Homes” eller… Alle sange blev alle leveret med lige dele intensitet og akrobatiske øvelser, der ville gøre selv et slangemenneske med guldmedalje i atletik misundelig.

Der var altså grobund for en svedig koncert, men det var også én, hvor man kunne beskue skellet mellem publikum fra dem, der lige skulle have en pause efter Dropkick Murphys på den store scene, Helvíti, og så andre kendere og/eller eventyrlystne metal-gængere.

Det var let at tilgå helt op foran og svinge garnet, mens pitten bag én kun gik i én retning: Amok! Dedikationen var at spotte i øjnene på en pige, som efter endt koncert fik overrakt en grebet trommestik af undertegnede og nærmest reagerede, som havde Leonardo DiCaprio lige friet til hende.

Sådan er publikum: De dedikerede, de tørstige og de almindelige rockelskende fans, men der er kærlighed alle vegne!