Anmeldelse af; Nordic Noise 2017, dag 1. Remisen, København.

For femte gang skulle der lades nordisk – og andre landes – støj gjalde over københavnske Østerbro. Alt var godt, men ensformigt.

Det var anden gang i min fremadskridende tilværelse, at jeg skulle besøge det gamle stationslokale på Østerbro for at høre, hvad ind- og udland kunne levere af god, gedigen larm. Jeg kan ganske kort opsummere, at for mit vedkommende var alle bandenes optrædener godkendt, endda tit med en karakter over middel, som man kan beskue i toppen af artiklen her.

Men selvom det atter var et kærkomment forårstegn, så vil Nordic Noise anno 2017 for mit vedkommende blive husket for godt selskab fremfor mindeværdig musik.

(NB Jeg understreger lige med det samme, at den opfattelse kun gælder for førstedagen, fredagens, vedkommende, da en anden af vores anmeldere tog sig at lørdagens anmeldelser)

Lad os tage en høflig gennemgang af hvert band i kronologiske rækkefølge:

Junkyard Drive
Hvis du skal hyre et husorkester til at fyre pulsen fra livløs tilstand til samme tempo som en kolibris baksen med vingerne, så skal du have fat i de her Roskilde-drenge. Det var en energibombe, som tog donten med den tarvelige tjans at være første band på scenen på sig, men de opførte sig, som var de hovednavnet til Sweden Rock!

Bandet her er meget mere end deres – omvend fornemme – cover af folkevisen “Geordie”, som man vist roligt kan kalde en landeplage herhjemme, men tag ikke fejl: Der er drivkraft i de drenge her. Koncerten var alt for god og alt for kort med de her hardrockende gutter.

Meridian
Lad mig sige det med det samme: Det her band er bedre live end på plade. Jeg var dybt imponeret over, hvad den leadguitarist kunne frembringe af soli på sin spade. Her opdagede jeg også, hvad der hindrede Junkyard i at få topkarakter fra mig (fraregnet den korte spilletid): Der manglede simpelthen et bedre lysshow og en højere vokallyd, som tilfældet heldigvis var her med Meridian.

I min optik var her mest tale om noget kvart meldodisk dødsmetal, som mødte en solid omgang power metal. Kendere af mig vil vide, at jeg ikke har den store fidus til den genre, selvom den objektivt set sagtens kan en masse. Men for pokker, kære forsanger, Lars Märker, en enkelt gang opdagede jeg dig growle dybt og forlade den halve falsetstemme, kan du ikke – please – gøre det noget mere!

Statement
Jeg blev ved denne koncerts begyndelse hvisket i øret, om det her band ikke bare var en flot midaldrende mænd, der opfører sig som en flok knægte i 20’erne? Måske? Men rock kender vel ingen alder, man skal ikke dømme en bog på omslaget osv, osv, for jeg kunne konstatere, at her var tale om en fin omgang hard rock, indtil det slog mig, at nogle af deres sange virkede lettere uopfindsomme.

Jeg spottede et riff fra “King Nothing” og et mellemstykke fra “Seek & Destroy” fra Metallica i nogle af deres sange. Herre Satan, de bedste riff er vel allerede opfundet, men det her lyd tit som en 1:1-gengivelse med både effekter og tempo. Det blev ikke mindeværdigt herfra.

Headless
Så var det igen tid til lidt hard rock. Igen understreger jeg, at alle kunstnere på scenen klarede det godt, men det er her, at mine noter begynder at ligne hinanden: Fede soli, flot performance, ensformige sange…

Her skal det dog fremhæves, at bandets ballader var det, der adskilte dem var de andre bands denne gang. De var ganske enkelt bedst skrevet.

The Amorettes
Mange andre fremmødte, der var til Nordic Noise i år, vil nok nikke genkendende til, at scenekanten var proppet af publikum, fotografer og andre nysgerrige. Nu skulle vi have tre skotske piger på scenen. Og om de kunne spille! Det kunne de sateme! De kunne spille hard rock, ku’ de… Igen: Flotte soli, flot fremførsel (UDFYLD SELV RESTEN), for hvis du lukkede øjnene, så var der reelt ikke den store forskel i sangene i forhold til andre bands denne aften.

Men folk havde en fest! Der blev sunget med som påkrævet,og  tidspunktet var perfekt mellem for ædru og for træt for mange fremmødte, kunne man mærke.

Vega
Så blev hard rock-opskriften tilsat en anelse poppunk, da engelske Vega trådte på scenen. Det var da en dejlig forandring, men stadig ikke noget markant til gøre en skelsættende forskel, man kunne huske senere.

Tydeligt var det, at Vega ikke kunne leve videre på energien og momentum fra The Amorettes, da jeg så flere publikumgængere forlade lokalet eller trække sig i baggrunden. Mange folk var dog stadig klar på fest, men bandet virkede ikke til at udnytte muligheden fuldt ud.

Bullet
Aften kulminererede for mit vedkommende med svenske Bullet. Det var som at blive sendt tilbage til en periode omkring år 1984 (at dømme ud fra billeder, jeg var der ikke selv dengang) med halvt opsat hår, ekstra store forstærkere med indbyggede gimmicks og en vinkelsliber(?).

Jeg har nok allerede nu afsløret mit ukendtskab til mange af aftenens bands, men det er også sådan, jeg vil opleve Nordic Noise. Det er her, jeg shopper nyt, men det her virkede ikke nyt, mere som gammel vin på gamle flasker.

MEN de gav os alle en fest, fik hevet folk frem og spillet godt og højt. Men jeg kan så absolut ikke huske en eneste af deres sange…

Artillery
SÅ var aftenens højdepunkt for inkarnerede fans og kyndige kendere kommet. Danske Artillery skulle fremføre hele deres første skive fra 1985, “Fear of Tomorrow”, fra start til slut.

Det var et fornuftigt valg som afrunder og tydeligvis noget, som mange fremmødte havde set frem til, men måske var trætheden begyndt at sætte ind på det gamle skrog her efter omtrent otte timers musik på daværende tidspunkt, for at jeg vippede højst med storetåen og hev et bøvlet smil frem, for det var da en fed koncert, men jeg havde næste lige set Artillery, og så har jeg ikke noget nævneværdigt forhold til den plade.

 

Bare lige, så jeg har dem på bagerste række med, så kan det her fremstå som en mavesur anmelders mening, men alle bands klarede sig fremragende på deres egne præmisser (på førstedagen, som jeg oplevede), men hvor jeg netop hyldede et awardshow sidste måned for diversitet, så følte jeg mest her, at jeg hørte hard rock og (halv)gamle orkestre, hvis storhedstid var forbi.

Hvad med lidt mere stoner/doom og lidt regulær dødsmetal kombineret med noget metalcore for at foreslå lidt? Det kan selvfølgelig have noget at gøre med segmenteringen af publikum og opbygningen af et brand, men som bekendt hedder festivalen “Nordic Noise” og ikke “Nordic Rock”, og gennemsnitsalderen den her første dag var også godt 10 år mere, end hvad den plejer at være til mange andre af tunge koncerter, jeg besøger.

Men så det er sagt: En godkendt første dag! Jeg ser allerede frem til udgaven 2018, der byder på et nyere, frembrusende dødsmetalband fra Sverige(!) og… nå ja, et gammelt heavy metal-band med hard rock-tendenser. Hornene vokser nok ikke ind i skyerne.

Hvis du vil se fornemme og flotte billeder, anbefaler vi at tjekke linket HER fra vores udsendte fotograf Guillaume Blanjean Matthiesen.