• Desecrator
  • Airbourne
3.8

Anmeldelse af: Airbourne + Desecrator, Amager Bio, 15. oktober 2017

Australien var godt repræsenteret, da Airbourne og Desecrator lagde vejen forbi Amager Bio i søndags. Det blev et fremragende gensyn med Rock ‘n’ rolls redningsmænd, som desværre manglede kreativ nytænkning.

(Foto: Jeppe Ludvig Jensen)

Ak ja, på den igen. Denne gang på en høj-hellig søndag. Så hvorfor ikke stifte bekendtskab med et vaskeægte hard-rock band, som har op til flere tekster omkring helvede tur-retur og andre ulovligheder. Hvad endnu bedre er: dette band ligger ikke på den lade side, hvad angår at puste liv i rock ‘n’ roll ude omkring i den store verden.
Det er selvfølgelig australske Airbourne, jeg snakker om. Antallet af gange, jeg har set dette band, har efterhånden sneget sig op omkring fem, og de har endnu aldrig skuffet mig. Men hvordan ville denne aften på Amager Bios intime scene blive med et band af høj energisk klasse? Det skulle tiden vise senere. Først skulle vi dog møde landsmændene i Desecrator.

Desecrator
Som nævnt lige før, så er Desecrator også fra Australien. Aldrig før har kvartetten spillet i Danmark, så det var en hel fornøjelse, at Airbourne havde taget disse gutter i armen til vores lille land.
Desecrator er et thrash-metalband. De fik derfor hurtigt aflivet myten om, at der i den australske ødemark kun bliver avlet på musikere som kan skifte fra G til D og videre til A på en guitar. Det musiklaske tempo, som disse gutter diskede op med fra første strofe, var lige på nippet til det vanvittige. Man gik i hvert fald ikke forgæves med Desecrator, hvis man søgte et band med guldmedaljer i hurtighed.

Leadguitarist, Anthony J Finch, behandlede sin guitar så voldsomt, at han midt inde i tredje nummer knækkede en guitar-streng. En roadie spottede dog hurtigt situationen og var på pletten med en ny og nærmest identisk Flying V. Overrækkelses-ceremonien gik gnidningsfrit, og Anthony kunne igen shredde sig gennem de ansigts-smeltende guitar-soli. Trommeslager Jared Roberts styrede eminent de musikalske tempo-skift, som bandets musik besidder. Imens sidder slagene fra hans dobbelt-pedal på stortrommerne, som perler på en snor. Forsanger Riley strong tog sig kærligt af de tunge hurtige riffs på rytme-guitaren. Imellem numrene var han i front og fik hurtigt smigret publikum med en god humor, som ramte bredt.

Humoren fik hurtigt fjernet de barrikader, som er mellem band og publikum. Desecrator havde også lidt esser gemt i ærmet i form af nogle cover-numre af velkendte sange, som Steppenwolfs ”Born to be Wild” og Diamond Heads ”Am I Evil”. Desecrator fik delt nogle fornuftige øretæver ud denne aften på Amager, så vi var klar til at tage imod Airbourne.

Airbourne
De er hverken robotter, dræbermaskiner eller fra Østrig. Om de er sendt fra fremtiden tilbage til fortiden for at ændre på det faktum, at Rock ‘n’ Roll er død der, hvor de kommer fra, det skal jeg ikke kunne udtale mig om. Ikke desto mindre, så bragede tema-melodien fra ”Terminator 2” ud af højtalerne, få minutter før showet skulle starte.
Efterfølgende kom Airbourne på scenen med første nummer: ”Ready to Rock”. Som et tryk på en knap blev mine forventninger til bandet indfriet. Forsanger, Joel O’keeff kom løbende ind på scenen og havde en mindre atom-eksplosion direkte på scenen. Han farer fra den ene side til den anden. Inden for få sekunder har han allerede stået på monitorer, højtalere, og trommepodie.
Den høje guitarføring forsatte på nummeret ”Too Much, Too Young, Too Fast”. Bassist og guitarist, Justin Street og David Roads, er placeret på hver side. De er også fulde af god energi, men de kan næppe ‘overshine’, den vanvittige frontmand.
Hvis der skal være rock, så lad der blive rock.

Forsanger Joel O’keeffe bruger et øjeblik på at minde os om, at vi er til en rock-koncert. Hvis vi har lyst til at crowd-surfe, skal vi gøre det. Hvis vi vil drikke den alkohol, vi har smuglet ind, skal vi gøre det og ryge joints, hvis vi havde lyst til det. Med de ord var næste nummer: ”Girls in Black”. Her fik publikum startet moshpits, som fik varmen i Amager Bio til at stige drastisk.

Hvis der fandtes en olympisk disciplin, der gik ud på at kaste med fadøl, så ville Joel O’keeffe være en svær konkurrent. Folk satte sig på skuldrene af hinanden, og den ene fadøl fløj fra scenen gennem lokalet til det tørstige publikum. Airbourne dedikerede nummeret ”It’s All For Rock ‘n’ Roll til Lemmy Kilmister.
Under nummeret kommer en musikalsk passage, hvor Joel O’keeffe tager fire plastic krus, fylder dem med isterninger, hælder Jack D i og selvfølgelig cola. Fire Lemmys. En til hvert medlem af bandet, som tager en tår og giver publikum resten. En smuk sceance og gestus til den savnede musiker.

Det hele var fantastisk.
Eller næsten.
Jeg er nået til et punkt, hvor jeg er begyndt at mangle noget fra bandet, som får mig til at ønske, at jeg kunne opleve bandet for første gang igen. Jeg mangler noget, hvor jeg kan tænke: ”Dét havde jeg ikke set komme.” Koncerten var utrolig forudselig, du vidste, hvad der ventede, og alt, hvad der normalt sker i selskab med Airbourne, skete. Ølkast, banke-øl-mod-hovedet og den velkendte sirene inden nummeret: “Live it Up”.
På den ene side skuffede de mig ikke, men på den anden side overraskede de heller ikke med noget nyt. Og jeg begynder virkelig at savne nogle nye idéer fra dem.