Top 20 Primus-numre

Tilbage i det herrens år 2011 proklamerede jeg andetsteds på internettet i en koncertanmeldelse af Primus’ koncert i Store Vega, at der helst ikke skulle gå 13 år mellem hvert besøg fra Claypool, LaLonde og (dengang Lane), der på daværende tidspunkt ikke havde gæstet landet siden 1998. Mine bønner blev hørt, og efter at de tre bastarder – denne gang med manden, der har båret det største læs bag tønderne, Tim “Herb” Alexander – i 2015 lagde vejen forbi Copenhell, er det nu endelig fastslået, at Primus vender tilbage til Danmark næste år, hvor de gæster Aarhus’ smukke ådal og Northside.

Min egen kærlighedsaffære med Primus (ja, med alt Claypool-materiale overhovedet) begyndte i gymnasiet, og der er næppe det band, hvis historik og diskografi jeg har lige så godt fastbrændt i hukommelsen. Sailing the Seas of Cheese er indiskutabelt blandt 90’ernes 10 bedste rockudgivelser, og Claypool er et udmærket bud på den mest formidable bassist gennem tiderne. Samtidig har Primus over mere end 25 år formået at lave en særdeles smooth overgang fra ungt, excentrisk rockband til gammelt excentrisk rockband, uden at deres ældre materiale synes at fremstå som værende fra en efterhånden svunden tid.

De ældre udgivelser står stadig skarpest – omend langt fra lige så skarpt i dag – men også de nyere skive er gennemsyrede af de klassiske Primus-dyder, der har gjort trioen til en enten-eller-gruppe: Enten er de helt deroppe med de bedste, eller også er de det argeste lort. Uanset hvad, har de over årene skabt et broget persongalleri, som i dén grad er værd at tage et nærgående kig på.

Da jeg indledningsvis satte mig for at lave en top 10 over bedste Primus-numre for at fejre, at det snart er buddingtid igen, børnlille, endte jeg dog hurtigt med en bruttoliste på det dobbelte antal. Og i og med at jeg er så forblændet af min kærlighed til Les, Ler og Herb og ikke nænner at skære nogle fra, holder vi os derfor til de 20.

Honourable mentions: Alt andet.

#20 Frizzle Fry (fra Frizzle Fry, 1990)
Titelnummeret på Primus’ første studieudgivelse er en lidt over seks minutter lang introduktion til personificeringen af trioens musikalske univers, der både har den paranoide intro, det nedtonede vers, det karakteristiske omkvæd og den hektiske outro. Som Les Claypool i rollen som opsummerer det, er lytteren ankommet til et noget irregulært sted, men er heldigvis i trygge hænder “…well, maybe.”
#19 Mr. Knowitall (fra Frizzle Fry, 1990)
“Mr. Knowitall”, der går umiddelbart forud for førnævnte “Frizzle Fry”, er – med som så mange andre Primus-numre – blot Claypool, der synger om sig selv. Han dyrker sin selvhøjtidelighed med uanede mængder af selvironi, og måske er han ikke nødvendigvis indbegrebet af perfektion, men uanset hvad, er det af største nødvendighed at få spredt budskabet om hans tilstedeværelse. Læg dertil, at Claypool på “Mr. Knowitall” leverer en af pladens bedste baspræstationer.
#18 Professor Nutbutter’s House of Treats (fra Tales From the Punchbowl, 1995)
Tales From the Punchbowl er en forrygende plade, som desværre oftest bliver opsummeret ved sit næstsvageste moment i form af den Grammynominerede “Wynona’s Big Brown Beaver”. Allerede på første nummer kammer det helt over med cirkusmuzak og bastant bas fra Claypool, der introducerer os til børnenes yndlingsven, Professor Nutbutter. Det er noget med slik og insekter, og man har alligevel ikke rigtig lyst til at træde indenfor i professorens hus. En lækker åbning på et album, der kun bliver mere og mere surrealistisk (mere om det længere nede).
#17 The Last Superpower aka Rapscallion (fra Animals Should Not Try to Act Like People, 2003)
Det sidste nummer, som Primus endte med at udsende i otte år, er historien om Rapscallion fra South Carolina. Det er en komposition, der i grunden fungerer langt bedre, end den burde. Det er gennemsnitligt sammensurium af alt, Primus på daværende tidspunkt havde fremmanet i løbet af deres mere end 13 år lange karriere, men sammenspillet er i 2003 blevet så raffineret, at Animals Should Not Try to Act Like People hurtigt kunne have blandet sig i top 3 over mest helstøbte Primus-album, hvis ikke det kun var blevet til de fem numre, som EP’en endte med at bestå af.
#16 Lee Van Cleef (fra Green Naugahyde, 2011)
Hyldesten til westernlegenden Lee Van Cleef var et af få lyspunkter på Primus’ længe ventede tilbagevenden, Green Naugahyde, i 2011.

Claypools lyd havde i løbet af hans mange soloplader udviklet sig til en mere metallisk en af slagsen, der stod i skærende kontrast til de organiske og funky toner, der udsprang fra hans foretrukne værktøj i 90’erne. På “Lee Van Cleef lykkes Claypool heldigvis usandsynligt godt med at forene sin nyfundne lyd med det nostalgiske cowboynarrativ. Det er klart pladens mest catchy øjeblik og en reminder om, at Primus stadig godt kan, når de gider.


#15 Duchess and the Proverbial Mind Spread (fra Brown Album, 1997)
Gemt inde mellem Brown Albums usædvanligt komprimerede trommer og ellers halvhjertede kompositioner, er “Duchess and the Proverbial Mind Spread” en af de mere skæve Primus-sange til at se dagens lys.

Den svingende 11/8-melodi er umådeligt medrivende, og fortællingen om lemfældig omgang med syre og svampe er mit personlige højdepunkt på Claypool og co’s sidste godkendte album og samtidig det første (af en håndfuld) indslag på denne liste til at omhandle euforiserende stoffer.
Det koster i hvert fald Billy og Arnie 20 år i fængsel, hvorefter sidstnævnte afslutter Brown Album med at sætte ild til sig selv foran en større forsamling.
#14 The Carpenter and the Dainty Bride (fra Animals Should Not Try to Act Like People, 2003)
Vi vender tilbage til den lovende 2003-EP, som bliver skudt i gang endnu bedre, end den bliver afsluttet. Fortællingen om, at græsset ikke altid er grønnere på den anden side, er blandt de allerbedste sange, Primus har fremmanet i løbet af dette årtusinde.

Undervejs er der også en, der bliver stukket ihjel med en kniv, mens det oompa loompa’ske tema kører lystig videre i baggrunden. “The Carpenter and the Dainty Bride” er en lækker tilbagevenden til de dystre Pork Soda-dyder, og den havde uden tvivl pyntet på alle trioens fuldlængdeudgivelser, men ak – den skæbne fortjente den ikke.
#13 Fish On (Fisherman Chronicles, Chapter Two) (fra Sailing the Seas of Cheese, 1991)
Kender I det, når man er ude i bugten for at fiske med nogle venner: Der sker ikke det helt store, og man spiser måske en sandwich med tunfisk, før man endelig får bid.

Man får måske et flashback, til da man var lille og fiskede med sin far. Inden længe får far sgu en seks fod lang og 120 pund tung stør på krogen, som han bakser i halvanden times tid med, før han endelig får den op i båden?

Det gør Les Claypool, og overvældet over den store præstation giver han sig til at skrive andet kapitel i Primus’ Fisherman Chronicles, der efterhånden er nået op på fire afsnit. Det er en passende sortie til trioens bedste plade, der er lige så skør, som den er veludført.
#12 Bob’s Party Time Lounge (fra The Brown Album, 1997)
Én mand, én fest. Lyden af klirrende isterninger i glasset, champagnen og de importerede øl.

Man vil sgu egentlig gerne med til fest hjemme hos Bob, der – såfremt Primus’ hyldest til selv samme festligheder med alkohol, joints og kokain – lyder til at være lidt af et gilde. Brian Mantia, der på Brown Album gør sin debut i Primus-uniformen, leverer desuden sin bedste præstation i løbet af hans noget kortere tur i manegen med San Francisco-trioen.
#11 Coattails of a Dead Man (fra Antipop, 1999)
Jeg nægter at tro på, at der findes en eneste Primus-fan, der ville betegne Antipop som en bare nogenlunde plade. Bastarden over alle bastardernes udgivelser er sovset ind i al for megen udefrakommende indflydelse, at det næsten ikke er en Primus-plade overhovedet.

I de døende minutter af det, som Claypool selv betegner som sit “værste, kreative projekt”, spiller pladen endelig med musklerne på 3/4-skæringen “Coattails of a Dead Man”. Valsevisen er egentlig én stor fuckfinger til Courtney Love, der ifølge sangens narrativ var med til at lide husbonden, Kurt Cobain, i døden, hvorefter hun tjente fedt på engang at have haft hans efternavn.

Samtidig brøler Tom Waits fordrukkent med på omkvædet i baggrunden på en af hans i alt to optrædener på denne liste.
#10 Harold of the Rocks (fra Frizzle Fry, 1990)
Det ender aldrig rigtig godt for Harold med kokainmisbruget. Bedre bliver det da heller ikke, da han får lokket Claypools venner Swamper og Greeny med på den miserable trend, og måske skulle han aldrig have inviteret Harold med på den køretur den aften for mange år siden.

En klar fanfavorit, (dem kommer der mange af nu), og muligvis det mest Primus’ke indslag på debutudgivelsen; “Harold of the Rocks” er en sikker vinder, der helt fortjent hører til blandt top 10, selvom den muligvis får særlig mange uindviede til at hoppe med på vognen “… what a couple of dumb shits.”
#9 Tommy the Cat (fra Sailing the Seas of Cheese, 1991)
Er nummer 9 for langt nede til “Tommy the Cat”? Mange dedikerede fans er måske allerede klar med faklerne og høtyvene, men jeg mener ærlig talt, at beretningen om den damejagende baggårdskat alligevel er liiiidt for overeksponeret i forhold til bandets resterende bagkatalog.

Bevares, Claypool ultrahurtige fraseringer er da blandt hans allerbedste vokalpræstationer, men manden er jo næppe ligefrem kendt for at være en ekvilibrist bag mikrofonen. Basspillet kan jeg til gengæld ikke sætte en eneste finger på; her peaker han simpelthen i mine øjne, mens Tom Waits, (ja, nummeret er en skjult hyldest til pianodrankeren), leverer rå, uforfalskede anekdoter fra baggården.

Når alt kommer til alt, bør der dog ikke være nogen tvivl om, at det her var sangen, der for alvor satte Primus på landkortet – så kan vi da i det mindste takke MTV for et eller andet.
#8 Jilly’s on Smack (fra Green Naugahyde, 2011)
Jay Lane er alfa og omega på “Jilly’s on Smack”. Hans håndtering af især hi-hats, men generelt hele trommesættet, er så sofistikeret en modsætning til den heroinmisbrugende Jilly og det uimodståeligt forfærdelige lydtapet, der stinker af utallige dårlige trips, at det tog mig flere gennemlytninger at fatte helt præcist hvor overdådig en præstation, han egentlig lægger for dagen.

Jeg troede ikke, at Primus kunne være i stand til at forfatte så hjemsøgende sange i 2011, men på en eller anden forstyrret måde lykkedes det Les, Ler og Jay at gøre det på “Jilly’s on Smack,” og nej, hun kommer ikke hjem til jul.
#7 John the Fisherman (fra Frizzle Fry, 1990)
Drengen med drømmene, som afviger fra samfundets forventninger, er en velredet kæphest for Claypool, der ikke er bleg for at inddrage inspiration fra sin egen ungdom. “John the Fisherman” er med stor sandsynlighed den mest ikoniske af de her allegorier, og den er da også den mest ligetil.

For manges – inklusiv mit eget – vedkommende første møde med Primus er sangen om drengen, der bare så gerne ville være fisker, en selvfølgelighed i kollektionen og en absolut must hear i enhver introduktion til bastarderne, som her giver deres bedste optræden på den 26 år gamle debut.
#6 Welcome to This World (fra Pork Soda, 1993)
Hvis introduktionen til Frizzle Frys verden længere oppe føltes irregulær og surrealistisk, er det ingen ting mod det univers, som tre år senere åbner sig på Pork Soda. “I have wicked thoughts upon my brain,” proklamerer Claypool, og vi tør ikke andet end tro ham.

“Welcome to This World” er både toppen af din brandert og tømmermændene dagen efter samlet i én upassende sammensmeltning, hvor Claypool agerer den diametrale modsætning til den stemme af fornuft, du burde have liggende bagerst i hovedet. Omkvædet er samtidig så massivt og hårdtslående, at det nærmest føles fejlplaceret i forhold resten af diskografien.
#5 Over the Electric Grapevine (fra Tales From the Punchbowl, 1995)
En lang og vanvittig køretur med benzin i bilens tank og LSD i passagerernes sætter sidste punktum for Primus mest aparte samling numre, der heldigvis kun bliver bedre og bedre for hvert gennemlyt.

Der starter ellers fredeligt nok for de velfriserede unge mænd i Datsun’en, der drøner sydvestpå fra San Francisco, men pludselig parkerer de trætte rejsekammerater til lyden af Faith No More, mens den ene foretager et telefonopkald. Pludselig stikker det helt af for den anden, der i et manisk grineflip eskalerer i takt med musikken.

Efterfølgende syrer vi helt ud på bilens bagsæde, mens trioen giver los i en udvidet jamsession, før vi brat stopper op midt i vores dårlige trip, der ellers begyndte så godt. “Vive le France,” mand!
#4 Those Damned Blue-Collar Tweekers (fra Sailing the Seas of Cheese, 1991)
“Tweekers” er et af de numre, som man bare ved et band har skabt med henblik på at få publikum til at hoppe.

Som en eller anden infernalsk sirene, skærer LaLondes guitar gennem stilheden, der ellers lige havde lagt sig oven på den søsyge “Sathington Waltz”. Den følges op af Claypools pulserende basgang, som sidenhen eskalerer til en funky progression op og ned ad gribebrættet, og foruden et par lige så skærende/funky guitar- og bassoli, er det egentlig det.

Der er ikke så meget pis dér: Tweekerne styrer byen, og det har de altid gjort, og hvis du ikke hopper med, ejer du ikke en rytme i livet.
#3 Jerry Was a Racecar Driver (fra Sailing the Seas of Cheese, 1991)
Før “Tommy the Cat” huserede på alles TV-skærme, var der “Jerry Was a Racecar Driver”; tre minutters galskab fra den brølende motor starter, der på én og samme tid samlede skatere, stonere og rockere under ét tag.

Les Claypool har aldrig hverken spillet eller lydt bedre end her, og hvis der er ét nummer, der indkapsler Primus bedre end de andre, er det “Jerry”. Det er skævt i en MTV-tid, hvor skævt var det nye sort, og hvor man skulle gøre sig ekstra umage for at skille sig ud – og det gjorde “Jerry Was a Racecar Driver” til UG.
#2 American Life (fra Sailing the Seas of Cheese, 1991)
Når Les Claypool tager sig sammen og skriver tekster, der når udover blot det skæve og skøre, gør han det ikke bedre end på “American Life”.

En kras kritik af den amerikanske drøm, der indledningsvis fremstilles som det opportunistiske sats for en fattig, siciliansk familie, mens som når over horrible arbejdsforhold for flygtninge i Guds eget land, før det ender i den frygtelige skildring af krigsveteranen, der bor i en papkasse med sin lille hund, tigger og samler aluminiumsdåser til dagen og vejen – de er alle sammen et produkt af “the American life”. Et fænomenalt håndværk på alle parametre.
#1 My Name Is Mud (fra Pork Soda, 1993)
Så simpelt kan det gøres: En kedelig fortælling om verdens kedeligste mand, der efter en uoverensstemmelse med en anden mand, som kommer til at træde på protagonistens velpolerede sko, slår ham ihjel med et baseballbat og begraver ham.

Overgangen fra det suverænt underspillede vers til det klimatiske omkvæd, nonens-lyrikken, Claypools karakteristiske, nasale mellemting mellem sang og spoken-word, LaLondes halvsløsede guitarspil – det hele er der, og det bliver simpelthen ikke bedre.

Mærkater: , ,