Breaking the Lawra har taget flugten!
Det, der ikke måtte ske, endte alligevel med at ske: Jeg blev opdaget i min ulovlige færden rundt i Mexico med papirer, som ikke længere var gyldige. I den ombæring var jeg nødsaget til at søge andre steder hen, og nærmeste land viste sig at være Guatemala.
Foto: Laura Fjord Hansen
Med min rygsæk fyldt med drømme, og et hjerte fyldt med håb, vandrede jeg i 45 graders varme over landegrænsen ved byen El Ceibo i Mexico. Med det begrænsede spansk, jeg havde, fik jeg lokaliseret de landskendte ”chickenbusses” på den anden side af grænsen, fik vekslet mine pesos til quetzal og fik betalt mig til en 5 timers bustur. Med en lunken Gallo-dåseøl i hånden og musikken i ørene var jeg klar til at rejse længere sydpå.
Min søgen efter metal musik i Latinamerika fortsætter altså, for som jeg lovede jer, så skal jeg ikke skuffe eller få mig selv deporteret, før jeg har vandret det her kontinent tyndt (eller før jeg løber tør for penge til at finansiere, hvad end det er, jeg laver).
I dette afsnit af “Breaking the Lawra i Latinamerika” skal vi undersøge, hvad Guatemala har at byde på af godter fra metalposen! Sjovt nok blev jeg introduceret til det her band allerede, mens jeg stod og storsvedte på immigrationskontoret i Guatemala. For der på opslagstavlen ved den sydvendte væg mødte mine øjne et ovalt og meget slidt klistermærke med genkendelige mørke farvetoner og iøjnefaldende tekst: Noctis Invocat, læste jeg og nærstuderede de vrede ansigter, der stirrede tilbage på mig.
”Que es eso?” Spurgte jeg nysgerrigt og pegede en svedig finger på klistermærket. Grænsekontrollen kiggede dovent på mig, trak på skuldrene og fortsatte med at nærstudere mit danske pas.
Nå, den måtte jeg så selv lige hitte ud af. Måske var det også for det bedste, at manden ikke fandt ud af, at der var en glødende nordisk satanist på vej ind i hans land.
Noctis Invocat – akavet rodekasse eller genialt kaos?
Bandet med det sære navn blev skabt tilbage i 1994, hvor alle smukke ting inklusiv mig selv blev skabt. Aktuelt kan bandet beskrives som foregangsfolkene for metalgenren black/doom-metal i Centralamerika. Deres tidligste studiealbum blev udgivet i 1998 og er muligvis en af metalhistoriens tidligste og mest realiserede black/doom udgivelser – noget, jeg ikke anede, da jeg gav mig i kast med at undersøge bandet.
Noctis Invocat går direkte i flæsket på genren uden at tøve, der er blastbeats og tunge elementer med lighed til blackmetal inkluderet i den noget særegene doomgenre.
Jeg kan ikke sætte min finger på et enkelt andet band, der lyder fuldstændig som Noctis Invocat. Jeg har i hver fald aldrig mødt noget lignende i min levetid. Både musikken og lyrikken fremkalder en følelse af komplet forvirring og fortvivlelse, og jeg kan simpelthen ikke finde ud af, om jeg nyder det eller hader det? Det er så niche, at jeg kun kan sige, det er en smagssag, om man er til det eller ej, men spændende er det!
Man skal med sikkerhed være i det rigtige headspace, før man lytter til Noctis Invocat. Det er ikke noget, du sætter på som baggrundsmusik til en hyggestund, mens du flipper pandekager. Det er hektisk, staccato og til tider fuldkomment kaotisk. Lyrikken er præget af det mystiske, det okkulte og det mørke, og hvad ellers kunne man forvente af et band, som fedter rundt med en genre som doommetal?
Noctis Invocat skriver nogle langstrakte sange, som til tider kan blive helt trættende og unødvendig langsommelige. Der er enkelte numre, som har et reduceret synth-tilstedeværelse og i stedet lyder nærmest thrashy, hvilket sikkert stammer fra indflydelsen fra bandets oprindelse i 90’erne. Nogle sange smadrer igennem med dødmetallen og tager en segregeret tilgang til det melodiøse lydspor. Andre sange har tilbagevendende mærkværdige elementer, som dukker op, eksempelvis en sporadisk kvindelig vokal eller bizarre ultrakorte melodiske elementer som mellemspor –
Ærligt talt, det her band er underligt, men om ikke andet skaber det total nysgerrighed med overraskelseselementer i nærmest hvert et nummer. Det hele er simpelthen bare ekstremt bizart, men er det god musik?
Jeg vil sige, det er en smagssag. Personligt er det et hit and miss for mig. Utvivlsomt er bandet god til at spille doommetal, men der mangler noget finesse på det hele. Inkonsekvent timing, doven trommeudførelse og en til tider total ustabil og akavet rytme. Lidt lige som dårlig sex.
Bandet er med sikkerhed mere amatøragtige end så meget andet, man er vant til, men de har store ambitioner. Deres sangstrukturer og riffs er meget kreative, men der mangler noget polering, før den sidder lige i skuret.
Meget kan man sige, men det er i hvert fald interessant og varieret! Musikken kan sammenlignes med en gymnast, som konstant snubler, men alligevel redder faldet med en nogenlunde yndefuld landing. Er det med vilje, eller er det bare ufrivilligt rod, som på en eller anden måde fungerer? Jeg aner det simpelthen ikke. Døm for dig selv! Men det, mine kære læsere, var altså mit første kluntede møde med metalmusik i Guatemala.
Følg med i næste måned og se om jeg nogensinde kommer tilbage over grænsen til Mexico, eller om jeg må forblive her lidt længere.
Spring ud i at udforske Noctis Invocat herunder:
