Alice Cooper

Top 10 bands, jeg IKKE hørte live i 2020

-

En årsliste om det, der ikke skete.

Onsdag den 11. marts 2020 blev Danmark lukket ned, og det stod klart, at det koncert-år, jeg ellers havde set frem til, ikke ville forløbe helt som planlagt. Håbet spirede flere gange, men blev hver gang slået ned af pandemiens hårde brutalitet, og jeg har ikke fået set et eneste band live, siden jeg håbefuld og uvidende hørte brasilianske Nervosa spille på Kansas City i Odense.

 

Arkivfoto: Esben Mølgaard

Det er ikke for at vade i vores fælles afsavn, at jeg vil snakke lidt om de bands, jeg er gået glip af i årets løb, men for at forsøge at leve mig lidt ind i, hvordan det ville have været, hvis nu vi kunne. Her (i kronologisk rækkefølge) kommer derfor min top 10 liste over bands jeg ikke hørte live i 2020 alligevel:

 

Cattle Decapitation – Slag-Town Slays

Det her er faktisk lidt sjovt. Mit absolut favorit deathgrind-band, californiske Cattle Decapitation, udgav i 2019 deres glimrende album, Deat Atlas, og for at promovere det tog de i første halvdel af 2020 på en Europa-tour ved navn “Europandemic Tour”, og hvad mere er, det ville komme forbi fucking Slagelse!
Min kammerat Martin, der kommer fra bemeldte vestsjællandske egn, ville have været til koncerten (faktisk en hel lille endagsfestival) og crashet hos hans forældre, når vi fik stavret os tilbage fra at få hjerner og kroppe vredet igennem af ekstremmetal og metalhoveder. Sådan skulle det desværre ikke gå, men som et lille plaster på såret fik vi en karantæne-video af deres lovligt poignante “Bring Back the Plague”.

Artiklen fortsætter efter videoen:

 

Arsenic Addict – Studenterhuset Odense

Det er ikke helt klart for mig, hvordan det er gået til, men indtil videre har jeg fuldstændigt fejlet i at få set Arsenic Addict live. Udover at de er en del af Odenses (i al ydmyghed) ret fantastiske dødsmetalscene, så har jeg været opsat på at få dem set, siden de fik Sonja Rosenlund Ahl i front. Det skyldes, at jeg første gang traf Sonja på det daværende Forskningscenter Risø, da vi begge studerede fysisk på KU, og der er sgu alt for få røntgenfysikere i metalmiljøet, så dem, der er, fortjener al den støtte, vi kan give dem!

 

Iron Maiden – Copenhell 2020

Jeg var ærligt talt ret skuffet over Copenhell 2019.
Line-uppet virkede tyndt, og det var et meget rammende billede for festivallens attitude, at de havde revet Asgård ned for at gøre plads til et VIP-område. Det var derfor, at da jeg tog hjem efter festivallen, tænkte jeg egentligt ikke, at jeg ville komme igen i 2020. Der ligger andre festivaller på samme tidspunkt, belgiske Graspop Metal Meeting for at nævne en, og måske de ville levere en oplevelse, der passede mig bedre. Tænkte jeg.
Men så begyndte navnene til 2020 at rulle ind, og det blev sgu bedre og bedre for hver annoncering, der dukkede op, og da Iron Maiden blev annoncere,t tænkte jeg ved mig selv: “Copenhell, din gamle havneludder, du får sgu en chance til.”

På trods af at de gamle NWOBHM’ere er blandt de bands, jeg har set flest gange, så er de altid garant for en fest med endnu mere imponerende Eddies på scenen, fællessang blandt publikum og sange, der aldrig dør.

 

Gojira – Copenhell 2020

Franske Gojira har leveret to af mine fem mest intense koncert-oplevelser, da de lavede telt-scenen på Graspop til et stort moshpit i 2016, og da de lagde Store Vega ned året efter, og jeg de var nok det ene band, jeg så mest frem til at gense på Copenhell 2020.
Det er svært at for et band at nå helt ud til publikum på Copenhells store scene (hvor de givetvis ville have spillet), men der er få bands, der formår skære igennem til i hvert fald mig, som Gojira. Musikken går lige i rygraden, teksterne lige i sindet og følelsen af at blive presset rundt i pitten lige i sjælen. Det er en fucking skam, vi ikke fik sat hinanden stævne helt oppe foran til den her, men næste gang er jeg der!

 

NyreDolk – Copenhell

I den modsatte ende af Copenhell ville vi formentligt skulle finde vanviddets fremmeste fortalere i Danmark. Jeg så NyreDolk på Ilter Festival 2019, og det er helt klart det band, jeg har oplevet, komme tættest på rent faktisk at få musik til at føles farlig igen. Det er let at glemme her, hvor metallen har 50 år på bagen, men der var en gang, hvor folk virkeligt var bange for disse muntre toner, og når jeg ser NyreDolk live, kan jeg godt lidt forstå, hvor de kommer fra.
Ondt udseende hætteklædte mænd står på scenen og spiller toner, du ikke troede kunne vrænges ud af instrumenterne, mens forsangeren iført en særlig hvid hætte springer rundt mellem publikum, som var han besat af selve djævlen.

Altså, hvis ikke planlæggeren havde fucket op og lagt dem torsdag kl 14.

 

Gloryhammer – Copenhell

Jeg kan ikke påstå, at jeg er fan af Gloryhammer, Christopher Bowes fra Alestorms sideprojekt. De spiller overdrevet, fjollet fantasy-power metal uden så mange dikkedarer, men med udøde enhjørninger og onde troldkarle. Det, der gør, at jeg er ked af ikke at skulle med til denne koncert, er primært selskabet af mine mere power-positive venner, der ville være gået amok på den bedste måde til dette vanvidsensemble.

 

Konvent – Generator x Barsk x Ilter

Da den første Covid-bølge døde hen i løbet af sommeren, gik alle de bands og bookere, der havde måttet aflyse alting i foråret, i gang med at fylde efterårskalenderen op, og til det sidste troede jeg, at den endagsfestival, der skulle erstatte Ilter 2020 og dele af Odenses Generator-festival, ville blive til noget. Der var et glimrende lineup af danske undergrundsnavne, iblandt hvilke jeg personligt så mest frem til dødsdoomerne i Konvent. Det er måske lidt snyd at sætte dem på listen, da jeg faktisk så dem i januar, men det her er min liste, og jeg gør, hvad der passer mig.

Konvent spiller noget af det tungeste musik på dansk jord, og på trods af at de er et relativt ungt band, har de altid været leveringsdygtige i en fest, de gange jeg har set dem. Det havde selvfølgelig ikke været det samme at se dem fra små borde, strategisk placeret rundt omkring på Posten, men her i september havde jeg nok været tilpas desperat til, at det ville have været godt nok. Desværre var selv det for meget for Coronaen, og hele programmet blev aflyst.

 

БАТЮШКА – Pumpehuset

Den her koncert troede jeg egentlig aldrig rigtigt på. Polske Batushka er et af de meste stemningsfyldte bands, jeg har set (selvom deres fremtoning på Copenhell 2017 var lidt saboteret af, at vinden blev ved med at puste deres stearinlys ud), og jeg ville vildt gerne se dem i Pumpehusets mere intime rammer, men sådan skulle det ikke blive.
Men mon ikke de vender tilbage i år, og mon ikke vi får mulighed for at gå til koncerter i dette efterår.

 

Belphegor – Aalborg Metal Festival

Da Copenhell blev aflyst, levede håbet trods alt stadig i mit hjerte. Vel er en pandemi en alvorlig sag, og vel er covid-19 en alvorlig sygdom, men pandemier og influenza-lignende sygdomme er jo ting, vi som samfund forstår, tænkte jeg, så mon ikke der er styr på ting til november. Det var desuden her, hvor min førnævnte kammerat Martin og jeg skulle tage hævn for fraværet af Slag-Town Slays, drikke os stive og crashe i mit barndomshjem. Desværre var det ikke sådan det gik – AMF blev også aflyst, og koncertåret er endnu ikke blevet hævnet.

Østrigske Belphegor spillede på Copenhells Pandæmonium-scene i 2019, og jeg havde glædet mig til genhøret med slagerhits som “Bondage Goat Zombie” og “Sexdictator Lucifer”, men det må blive en anden god gang.

 

Fleshgod Apocalypse – Aalborg Metal Festival

Første gang, jeg så de herrer og den dame live (vist i Amager Bio i 2016), introducerede de sig med ordende “vee are Fleshgod Apocalypse and vee come from Italia,” hvorefter der ikke et sekund blev sparet på de storladne toner og det mest dybtfølte dødsmetal, jeg længe har været så heldig at høre.
Der er tale om et af de bands, hvor man aldrig er helt sikker på, hvor alvorligt de tager sig selv, men også hvor selv deres (potentielle) selvironi er så fedt eksekveret, at det egentlig er fuldstændigt ligegyldigt. Det kan godt være, at de er barokt klædt, og hver har en blæser gemt forrest på scenen, så deres hår kan blafre dramatisk bag dem, men de sparker røv, og så kan man jo tilgive det meste.

 

 

Del denne artikel

Seneste artikler

Populære kategorier