Anmeldelse af: Summer Psych, Pladeværkstedet, Refshaleøen. 22. juni 2017.

 

Imens Copenhells første dag var på sit højeste, var vi en eksklusiv flok af mennesker, der havde fornøjelsen af at opleve svedig psych lige ved siden af. Det viste sig at blive en fantastisk aften!

 

Det strider imod alle instinkter at se strømmen af metalheads, der går imod Copenhells porte, og så vælge at dreje af umiddelbart før. Men ikke desto mindre, var det det, jeg gjorde torsdag aften. Imens Prophets of Rage nedlagde Danmarks største metalfestival, slog Summer Psych nemlig dørene op for et modigt, ja, nogen vil sige dumdristigt, arrangement i Pladeværkstedets eventhal, der ligger få hundrede meter fra de festende metalheads.

Aftenens line-up burde dog kunne lokke nogle af de mere rock-elskende publikummer fra Copenhell over: udover de lokale psych-helte i Skifting bød aftenen nemlig på både legenderne i Yawning Man og de nyere stjerner i The Warlocks. Alt i alt en lovende opsætning.

 

Skifting
På forhånd var arrangementet eksklusivt med kun hundrede billetter til salg, og da første band gik på scenen, var der endda kun ankommet omkring 50 mennesker. Skifting gjorde dog deres bedste for at sætte gang i publikum, men det hjalp ikke det store.

Fra start af var lyden imod Skifting, der på skift manglede vokal, andenguitar og bas i lydbilledet. Det var en skam, fordi det jo netop er balancen imellem instrumenterne, der får de jammede lydflader til at fungere. Det var selvfølgelig synd, at bandet måtte døje med det, og det resulterede i, at jeg i hvert fald aldrig blev rigtigt revet med.

 

Yawning Man
Andet band på scenen var, til min store overraskelse, Yawning Man. I mine øjne var de det oplagte hovednavn denne aften. De er trods alt bandet, der var centrum for de nu legendariske ørkenfester, hvor Josh Homme og de andre fyre i Kyuss startede med at jamme, og har dermed en stor del af æren for, at hele stoner-rock-genren blev født. Yawning Man er nu ikke rigtigt stoner, men man kan godt høre, hvordan Homme kan være blevet inspireret i den retning.

Aftenens koncert var rent instrumental og viste en energisk, guitarbaseret psych-rock, der måske nok er skrevet til at blive spillet i en californisk ørken, men som også passede perfekt ind i denne gamle industrihal. Personligt var jeg ikke kun imponeret over bandets musikalitet og tætte samspil – jeg blev direkte glad i låget af at se, hvor glade hele bandet virkede for at spille denne aften.

Det er fedt at se, når et band har spillet sammen i så mange år som Yawning Man. Under Yawning Mans set var det blevet styr på lyden, så alt var fryd og gammen over hele linjen. Bandets energi smittende af på publikum, der nu næsten fyldte salen, og alt syntes at gå op i en højere enhed.

 

The Warlocks
Lyden var der heller intet at sætte på under det sidste band, The Warlocks fra Los Angeles. Bandet har en noget mørkere og mere traditionel rocket tilgang til psych end den, vi fandt hos Yawning Man, men det er ikke nødvendigvis en dårlig ting.

En del af publikum må dog have haft samme tanke som mig med hentydning til valg af hovednavn, for det tyndede noget ud i menneskemængden under The Warlocks. Det var lidt en skam, fordi bandet spillede fint, og de publikummer, der blev tilbage, fik en rigtigt god koncert med. Helt samme niveau af entusiasme nåede jeg dog ikke personligt op på, da jeg lidt fik fornemmelsen af, at det blot var endnu en dag på kontoret for The Warlocks med lidt for indøvet snak fra scenen og lidt for lidt ærlig interaktion med publikum.

Det var en skam, fordi det kunne have været rigtigt godt. Generelt har jeg næsten kun roser til overs for Summer Psych for at stable det her arrangement på benene samme dag som Copenhells start.

Jeg vil absolut håbe, det bliver gentaget til næste år, men så tag lige at sørge for, at lyden sidder i skabet fra start af, please.