Interview + dobbeltanmeldelse af Act of Chohesion (release party + Six Degree of Subversion)

 

Act of Cohesion LIVE + album

 

Foto: BrknRin Photo

Den 02. december var jeg på trods af det evige ræs efter julegaver og flere sildemadder med snaps løsrevet nok fra julestemningen til, at det var muligt at tage i byen for at høre noget hæderlig hæwi. Dette skulle i aften ske til tonerne af nogle af Nordjyllands mest groovy thrasheres nyeste plade Six Degrees of Subversion.

Med en god kammerat i træk ilede vi i al hast mod Aalborg, så vi kunne få os en smagsprøve på natteluften, øllerne og de fræsende toner fra Act of Cohesion. Med et langvarigt kendskab musisk såvel som personligt igennem fælles spillejobs til de gæve herrer havde jeg glædet mig helt åndssvagt til, at det endnu engang var tid til at traske ind i 1000Fryds dunkle lokaler til et slag tråd af den mest laid-back karakter. Her refererer jeg ikke til nogens begejstring, bandets optræden eller på anden vis potentielt negative punkter, der var simpelthen bare en helt speciel stemning – det trak mig tilbage til mine spæde teenageår, hvor det at gå til fester var noget helt nyt. Den samme fede stemning af fællesskab var til at spise ud af luften med en ske. Der var DJ’s på heriblandt Dobbel A’s og 9000 John Doe’s helt egen snapsekonge: Tommy Knøs!

Selvom vi ikke ankom klokken helt sharp til, at dørene åbnede, virkede det ikke til, at vi var gået glip af det helt vilde. Der var i hvert fald en gennemspilning af den nye plade, som der ikke var gået i gang endnu, så der var god tid til at spidse øretøjet med en dejlig kold øl.

Six Degrees of Subversion

Selvom dette er bandets tredje og længste, udgivelse, så er der desværre stadig kun seks numre at finde herpå Six Degree of Subversion. De lugter alle sammen i forskellig grad af ældre tider, hvor thrash stadig smagte af denim, men samtidig har der bestemt ikke været lukkede døre for andre inspirerede strøtanker. Der er en rigtig bred vifte af teknikker, stilarter og udtryk at plukke fra, selvom at det kun er en EP med en ølvom.Der er alt lige fra sælsomme akustiske introer til omkvæd, som er ét par grimme briller fra at være The Offspring.

Pladens første nummer er “Annihilation”, som der bærer begge ovenstående eksempler i sig. Oven i den allerede finurlige cocktail skal vi lige bruge en kop Pantera-groove og en masse duga. Der er heller ikke sparet på soli, hvilket i denne genre også ville være blasfemi.

Efter et nummers tid til lige at skille instrumenterne fra hinanden falder den tunge hammer perfekt med starten på “Bloody Hands”, som med sin akutmodtagelse-optagelse (sig det hurtigt tre gange i træk), der beskriver en ordentlig dragt prygl, fjerner mit fokus fra min nørdede dissekering. I det, at musikken kommer på, bliver vi serveret med det perfekte modstykke til “Annihilation”s fræsede udtryk: En tung opbyggende væg af lyd. Bandet har gjort en indsats for at gøre deres fans opmærksomme på, at de på denne udgivelse ville præsentere en mere dynamisk produktion, hvilket jeg må sige, de har formået at levere. Alt står knivskarpt frem og optræder uafhængigt fra hinanden i lydbilledet. For en gangs skyld er bassen heller ikke på noget tidspunkt gemt væk i mixet. Selvom den godt kunne mangle en lille smule mere kant for at matche den sprøde guitarlyd, er det også i høj grad en smagssag. Der er masser af bund og brun tone at komme efter, og den fungerer stadig fortrinligt til at lime hele lydbilledet sammen – også med teknisk spil. Det er faktisk muligt at gøre bas interessant!

“A Walk Among the Tombstones” repræsenterer pladens mere bøllede, langsomme side, hvor “Sometimes” går tilbage i højere omdrejninger i et lavere gear – musikalsk hjulspind med tempo og solo lige i hovedet lige fra starten af. Der er dog stadig rigeligt med kærlighed tildelt afvekslende riffs og modsvarende guitarer, sådan at det ikke alt for hurtigt lyder alt for ens. “Looking For the Keys To the Empire” er stadig mere fræset, og “We Are the Same” er en fantastisk afslutning på en god, men alt for kort plade.

Act of Cohesion – Six Degrees of Subversion + det løse LIVE

Efter den indspillede lytter til den nye plade skulle vi da også høre al dens svedige høje magt, live. Jeg havde tidligere udvekslet enkelte ord med bandet, og desværre var deres forbandelse over dem igen: Thomas, deres trommeslager, var i stykker. Igen. Mund og røv havde åbenbart stået i ét det meste af dagen, så min egentlige prognose for koncerten så mørk ud med pletvise chancer for pinlige uheld. Aldrig har jeg været så glad for at tage fejl!

Da vi jo allerede har gennemgået pladens egentlige indhold, vil der her være fokus på aftenens egentlige optræden – og sikke et show! På trods af sygdommen i rytmesektionen var der på intet tidspunkt hverken mærkbare fejl eller blot sløvhed at spore. Thomas jernede derudaf, hvilket jo satte tempoet for resten, der fulgte smukt i trop. Henrik og Allan på hver sin spade wankede gennem hele koncerten om kap med hver deres soloer og andre fremhævede dele med guitarlir, uden at det tog fokus fra de andre. Henrik Weide i front var klar på at forsvare hjemmebanen, som den primære kontakt til publikum, og dette kunne klart mærkes i bekvemmeligheden på scenen. Alle pauserne var proppet med humor, glade miner og forventning. Hvad serverer de os mon nu?

Efter vi havde fået serveret den nye skive, var der lidt forvirring på scenen, da der tidligere havde været planlagt en rygepause imellem gennemspilningen af den nye plade og de gamle numre. Det blev dog valgt, at bandet lige så godt kunne klø på og få taget hele svineriet, så der var mulighed for fest og farver hurtigere.

Første punkt på dagsordenen, da vi skal til at tage hul på alt det, vi kender, er konkurrencer: Der blev udlovet en gratis trøje eller CD til to trofaste fans – til hvem end, der kunne gå på scenen og synge en strofe af et af deres numre, og hvem end, der går mest amok nede foran resten af koncerten. Jeg tænkte at jeg hellere måtte skyde den fede due, før den var ude af syne, så jeg meldte mig fluks til at gå op for at lege karaoke, og således kom vi i gang med den første af de gamle numre, “Changing Times”. (Og jeg fik mig en fed trøje!)

Normalt er det at forvente, at der ikke nødvendigvis er læssevis af overskud på scenen til nye numre, når det kommer til den fysiske optræden. Med en klar 50/50 fordeling mellem nye og gamle numre, som der ikke var blandet, kom det i høj grad bag på mig, at der ingen forskel var at mærke i optrædenerne. Det bevidner, at der er tale om engagerede, velspillende og seriøse musikere.

I løbet af den ”gamle” sætliste peaker humøret. Der er også gæstevokal i numret “Saviour”, og generelt er stemningen høj. Snapsekongen løber også stadig rundt mellem publikum og uddeler shots af Rød Aalborg, som han har gjort, siden før koncerten startede.

Interview med forsanger Henrik Weide

Jeg fangede Henrik en halv times tid efter koncerten til en snak om pladens opbygning og hvilke tanker, der er blevet støbt ind i dens fundament:

Hej, Henrik! Nu er det cirka en halv time siden, I har spillet. Hvad har du fordrevet tiden med, siden I blev færdige?

Jeg har signeret CD’er og trykket hænder med rigtig mange mennesker. Mange flere end vi er vant til!”

Det er fedt, er det ikke?

Jo, helt vildt!”

Nu har der jo hele aftenen været store, brede smil at finde plastret på jeres ansigter og hos publikum, og generelt har der været været en del mere knald på her til aften. Det har vel uden tvivl noget at gøre med, at I har glædet jer til at præsentere jeres fans med den nye skive?

Ja, det kan du tro. Vi har jo også brugt lang tid på det – også længere end vi egentlig havde regnet med selv. Vi havde jo det der med, at vi gerne ville have lyden HELT rigtig, så vi var igennem flere forskellige versioner med ham, der stod for mix og master, da det egentlig startede ud med at blive mixet, sådan som man ”plejer” at gøre med metal.”

Ja, med masser af kompresser på, sådan at det kommer til at lyde fladt? Jeg kan godt huske, at I på Facebook lavede et opslag om, at I ville styre udenom dette for at få en mere dynamisk og levende lyd på pladen.

Ja. Vi var nede ved produceren for at få ryddet op i tingene og få givet et ordentlig billede af, hvordan det skulle lyde, og han blev helt glad for, at vi rent faktisk ville arbejde med det. Da vi så til sidst var færdige, kunne alle også være glade for og stå inde for resultatet.”

Nu har I jo selv haft et lydstudie tilgængeligt i bandet, og generelt virker det til, at I har nogle helt klare idéer om, hvordan I vil spille og lyde. Har det haft en positiv indvirken på indspilningen af pladen?

Ja, det synes jeg. Jeg vil faktisk sige, at både Ronni (bech, bass), (Henrik) Mortensen (guitar) og Allan (Frandsen, guitar) er ret skarpe på det punkt – at tingene skal lyde ordentligt. Man skal gerne kunne tage rå-sporene og lytte til, hvor man allerede ved, at det skal lyde godt, inden det er kørt igennem en masse fin-arbejde. De går også rigtig meget op i deres baggear, hvordan det lyder og skal indstilles. Mortensen og Allan bruger rigtig meget tid på det, og de bliver pisse sure, hvis der er nogen der piller ved det!”

Jeg vil gerne lige til sidst her for at afslutte vores snak om indspilningen spørge dig, hvad du som forsanger har gjort anderledes på den her udgivelse?

Jeg tror, at noget af det, jeg har gjort anderledes, er, at jeg har brugt mere tid på at tilpasse vokalerne til, at der nu er mere melodi i numrene, så jeg har fokuseret mere på at være en bedre sanger i stedet for bare at være en, der råber. Selvfølgelig er der stadig meget råb i det, vi laver, det er jo stadig thrash, så det kommer vi nok aldrig fra.
Jeg brugte noget mere tid på at side derhjemme og finde ud af, hvordan tonerne skulle ligge i stedet for bare at finde på noget i øvelokalet, samtidig med at vi er ved at skrive numrene. Det giver bedre mulighed for at hakke det til og finde ud af, hvad der skal være af forskellige ting. Mortensen var også god at have bag knapperne under indspilningen af vokalerne, da han er skarp og også har en klar idé om, hvordan det skal lyde. Han var god til at sige, når tingene ikke var gode nok, uden at det var urimeligt.”