AR&M Festival 2017 – Anmeldelse del 2

LIVLØS fanget af Casper Christensen til AR&M Festival.

Anmeldelse af: AR&M Festival 2017, Platform 4, Aalborg

Rigtig mange øl og sambuca-shots senere er vi igen samlet til høvl på Platform 4, og det tegner fantastisk!

Act of Cohesion 

Jeg har haft æren af at se og spille med de gamle mænd i Act of Cohesion rigtig, rigtig mange gange efterhånden. Alligevel kan de gang på gang sætte baren højere med nye forbedringer, god energi, humor og skide fed musik.

Første nummer, “Changing Times”, losser hele salen lige i løgene. Det hurtige tempo, de aggressive riffs og i aftenens anledning stenhård vokal, fanger både ører og øjne.

Alle er i stødet. Også selvom bandets denne aften trommeslager, Jakob Ulrik, er lånt på grund af en skade på den faste trommeslager, er der ingen nervøsitet at spore – det ligner lidt til, at det ældre ægtepar, der ER Act of Cohesion, lige trængte til dette ”spice”, som der må virke som en eller anden form for musisk viagra.

Shout out til forsanger Henrik Weide for at være on point med sine skrig. Aftenens tinnitus blev iværksat!

Wrath of Belial

Wrath of Belial er lidt en sær størrelse, synes jeg. Det kan på ingen måde skjules, at alle medlemmer er åndssvagt dygtige til deres instrumenter, og at de bare svinger fantastisk sammen som band. Til gengæld er de i en live-situation meget statiske at se på udover deres forsanger, Kasper Hornstrup, som der springer rundt i en ekstase af vold og perversion. Der var i hvert fald en sang, der handlede om Josef Fritzl. Så bonuspoint for at give mig en grim mavefornemmelse!

Bandet er satans dygtige, og deres materiale afspejler dette FANTASTISK på alle fronter. Manglen på fysisk drive fra hele bandet virkede dog til at afholde publikum fra at danse med, før vi var et par numre inde i sættet. Når der så endelig bliver givet lidt slip på de voldsomt tekniske riffs, og tempoet bliver sat lidt ned, kan fornuftig headbanging godt indtræde, og dette virker også til at fange publikum.

Guitarist Jonas Thomsen tog meget af min opmærksomhed med sin rytmeguitar. James Hetfield-myten om, at alt bare lyder bedre, hvis man kun spiller med nedslag, ved jeg ikke, om jeg kan tilslutte mig. Noget helt andet er, at det ser MEGA sejt ud. Skulderklap til Jonas!

Det eneste, jeg fandt mangelfuldt ved Wrath of Belials optræden, vil jeg gætte på, er et biprodukt af deres forsangers energi og stage-prescence. Vokalerne lyder fede, men den måde, forsangeren holder mikrofonen på, hvor 80 % af mikrofonens membran er dækket af hans hånd, lejlighedsvis også med hænderne anrettet i en kød-kop rundt om hele mikrofonen, fjerner alt, hvad der hedder frasering, dynamik, og alt, der minder om fintfølenhed ved vokalen. Det er en skam!

LIVLØS

Livløs er sådan et af de bands, hvor man bare VED, at der foregår luskede sager bag kulisserne. Med Simon Olsen som det udadvendte ansigt og primære kontakt til publikum i løbet af en koncert, bliver det hurtigt lummert, svedigt, nærgående, grænseoverskridende og på så mange andre måder fantastisk.

De var hurtige i stødet, og det samme var publikum. Allerede da introen gik på, stod folk inde i salen og hujede, mens de onde toner spillede ud i mørket. Dette virkede LIVLØS’ selvtillid på ingen måde til at kunne klare, for det gik sateme ned. Dette var endnu en af de koncerter, hvor jeg fandt det svæt at stå nede ved mixerpulten, så jeg dappede hurtigt op foran, for at få den ucensurerede version, lige i hovedet.

Materialet var godt balanceret i tempo, reddet af den nye sang, “Before the Flood”, midt i sættet til at tilføje behårede nosser, og det spillede derudaf, som man jo siger her i Dobbelt A. Desværre gjorde den store mængde selvtillid også, at nogle småting hist og her glippede. Der var desværre en guitar, der lød til ikke at stemme på den dybeste streng, hvilket hurtigt kan skære i ørerne, når der ikke bliver gjort noget ved det. Hr Olsen fik også lige den fine idé, at han skulle lege Klatretøsen på PA-anlægget, hvilket ikke ligefrem gik fantastisk. Til gengæld var der Wall of Death, så alt blev godt igen!

Til gengæld er jeg skuffet på en helt anden front: ifølge dem selv spiller de ”slås og bolle-metal”. Da dette arrangement trods alt lå lige op ad Store Bededag, hvorfor helvede præsenterede de sig så ikke som ”lussing og hvede-metal”?!

Lipid

Hvad skal man, når man lige har slåsset og bollet? Så skal man gerne i baren eller udenfor og have en smøg. Det virkede i hvert fald til at være populære aktiviteter for mange af gæsterne, da salen var MEGET tyndtbefolket under Lipids optræden.

Attituden på scenen virker dog ikke til at fejle det helt store. Den passer godt til den type af gammeldaws’ frææææs, som de spiller. Til gengæld er energien ret tynd specielt fra leadguitaristen ude til venstre. Det er helt tydeligt, at det er på grund af fokus. Til gengæld så er det ligefrem kedeligt at at se på. Jeg ville rigtig gerne bytte et par enkelte småfejl for en musiker, der ikke lignede en, der var ved at løse en ligning.

All in all var det en meget stille optræden. Der blev ikke rigtig fyldt ordentligt op i salen undervejs, og energien på scenen, det der nu var der, smittede aldrig rigtig af. Højdepunktet fandtes i deres sang “Dressed in Fear”. Jeg kan ikke tilslutte mig 100 %, men jeg kunne godt have haft et par sokker på, der var vævet af ubehag.

Mærkater: , , , , ,