Anmeldelse af: Butcher Babies, m.fl. VoxHall, Aarhus. 16 oktober 2018

Når man tager til et arrangement under titlen ”Female Metal Voices Tour” er det svært ikke at gøre sig nogen formodninger, men hvilke?

Foto: Hasan Jensen / Homage Photography

Det er efterhånden ikke længere nogen nyhed, at kvinder er ved at stadfæste sig i en tidligere mandsdomineret genre, men det hører sig trods alt til i den mere sjældne ende. ”Female Fronted” bliver af nogen brugt som en betegnelse af den genre, men en lidt længere tirsdag aften på VoxHall skulle vise, hvor intetsigende en sådan beskrivelse er, hvor bredden af metal blev vist frem i svingende, men opadgående, kvalitet.


Martyrium
Aftenens første band gik på scenen under et dystert symfonisk backingtrack. Martyrium fra Malta spiller en form for blackened death metal med undertoner af noget mere melodisk a la Dimmu Borgir.
Deres sangerinde var til at starte med iført en maske, der, hvis man kigger deres Facebook-side igennem, tilsyneladende er ret ikonisk for hendes look. En maske kan dog være et tveægget svær, når det kommer til live performance, og for Martyrium faldt det desværre til den mere uheldige side, da den satte en barriere op imellem hende og publikum.
Det hjalp et par numre inde i koncerten, da hun tog den af, men her skulle det vise sig, at hun i den grad mangler noget erfaring på en scene.

Lidt videre facebook ”research” skulle da også vise, hun kun har været i bandet siden maj i år, men jeg kunne ikke finde ud af, om hun havde lavet andet tidligere. Hun vidste i hvert fald tilsyneladende ikke, hvad hun skulle gøre af sig selv det meste af tiden og endte med at stå i den samme position gentagende gange i for lang tid. Dette blev matchet på uheldigvis af musikken der, om end den var veludført, havde alt for lange passager igennem deres set.
Dog kan dette også have noget at gøre med, at lyden fra starten var på grænsen til elendig. Backingtracket overdøvede guitarerne, og bassen og trommerne mudrede lydbilledet godt og grundigt til.

Dog var det ikke ren elendighed. Lyden blev støt mere tålelig, som koncerten skred frem, og selvom sangerinden ikke var en videre dygtig performer, havde hun en virkelig overbevisende vokal både i en meget karakteristisk black metal-raspen a la tawainesiske Chthonic, blandet med Dani Filth og i en ren vokal, hun desværre brugte alt for lidt. Desuden var resten af bandet mere scenevante og gjorde deres for at skabe noget dynamik for publikum. Godt nok var teknikken ikke venlig ved Martyrium, men der mangler stadig en del arbejde før de kan udnytte deres potentiale til fulde, for potentiale er der bestemt.

 

Ignea
Aftenens andet band, ukrainske Ignea, kom desværre allerede fra start til at stå lidt skidt i min bog, og det længe inden, de overhovedet gik i gang.
Martyrium nåede nemlig knap nok at takke af, før de begyndte at hive deres gear ind på scenen, og det virker – i min bog – som rigtig dårlig kutyme. Nuvel, det skal deres koncert naturligvis ikke lide under. Desværre led de under samme lydforhold som Martyrium, hvor det her var deres keyboard, der var temmelig overdøvende. Derfor gik der lidt tid, inden man kunne opfange, hvilken type musik, det var, de spillede.

Her viste Ignea sig også at være en lettere speciel størrelse. De blandede regulær dødsmetal med symfoniske, nærmest orientalske, elementer, hvilket gav et ret interessant lydbillede, trods den stadig noget famlende lydmand. Desuden var deres sangerinde, Helle Bogdanova, væsentligt bedre til stede fra starten.
Desværre blev lyden aldrig rigtig god, for det virkede som om, lydmanden hele vejen igennem desperat prøvede at afmåle lydniveauerne. Derfor var der kun kortvarige glimt af en samhørig lyd, hvor man her virkelig kunne høre bandets lydudtryk.

En bedre præstation end første band, men det led for meget under et stadig trælst lydbillede, og det var synd, når man kunne fornemme, at Ignea havde noget ret karakteristisk og anderledes at byde på.
Til forskel fra Martyrium, havde Igneas sangerinde en relativt kedelig growl-vokal, der blev liggende på en enkelt tone hele vejen igennem. Hendes rene vokal kunne derimod næsten ikke høres, og selvom det naturligvis ikke var hendes egen fejl, gjorde det ikke noget godt for deres koncerts fulde udtryk.

 

Skarlett Riot
Hvor de to første bands begge havde et mere dystert udtryk, tog aftenen nu en gevaldig drejning med engelske Skarlett Riot.
Energien var i top helt fra starten, både fra den meget karismatiske sangerinde, men bestemt også fra resten af bandet. Her kunne man tale om en energisk, mere metallet udgave af Flyleaf og Paramore, og bandet vandt publikum gevaldigt hurtigt. Selvom musikken ikke som sådan lagde op til det, opstod der her for første gang på aftenen indtil flere moshpits.

Lyden var desuden blevet væsentlig bedre på nuværende tidspunkt, hvilket var noget af en lettelse.
Hvor de to første bands gav et indtryk af endnu ikke udlevet potentiale, var der her tale om et meget mere erfarent band, der forstod at sørge for, at scenen aldrig blev kedelig at se på.
Skarlett Riot sørgede for at festen rigtig kom i gang, og det kunne mærkes på hele publikummet, ikke kun dem der moslede rundt i pitten. Dog fik pitten et kortvarigt besøg af sangerinden og bassisten til enorm fornøjelse for publikum. Det er sådan en type overskud, der virkelig kan give point for et band.

Det var dog ikke en perfekt koncert. Selvom lyden var blevet bedre, var den stadig ikke nær optimal, og den var desuden begyndt at blive – og her risikerer jeg at komme til at lyde uendeligt meget ældre, end jeg er – næsten for høj. Jo, rock og metal skal kunne mærkes i kroppen, men det behøver ikke at gøre ondt igennem ens ørepropper, for at det kan mærkes. Det kunne også i øjeblikke fornemmes på sangerindens vokal, at de efterhånden har været noget tid på tour, og der var nogle lidt tvivlsomme høje toner indimellem.

Dog vil jeg stadig sige, at Skarlett Riot var et meget kærkomment nyt bekendtskab, og jeg håber at få mulighed for at høre dem live igen, under forhåbentlig lidt bedre lydforhold.

 

Kobra and the Lotus
Aftenens fjerde band skulle igen give os noget af et genreskift.
Hvor Skarlett Riot havde elementer af højenergisk pop-punk blandet med mere moderne metal, gav canadiske Kobra and the Lotus et lidt mere oldschool feel. Grundlæggende set spiller bandet hardrock/metal, men der var desuden elementer, der mindede en om 80’ernes actionfilm og melodi grand prixens lidt corny selvironiske vibe, her ment med positivt fortegn.

Ligesom resten af aftenen blev niveauet ved med at stige, og her var der tale om et decideret garvet band, der var topprofessionelt.
Sangerinden, Kobra Paige, leverede en overordentlig flot ren vokal, der til tider havde nuancer af power metal fra den gyldne skuffe. Hun blev desuden bakket op af flere medlemmers korstemmer, der bidrog yderligere til den mere ”true” stemning bandet fremviste.
Hele bandet havde generelt en fest på scenen, og interagerede med hinanden med mere end bare et glimt i øjet. Dette gik aldrig udover kvaliteten af musikken, der også indebar en ordentlig skovlfuld guitarsoli, der lige kunne passe til Conan the Barbarian.

Hvor veludført det end var, passede musikken desværre ikke til energiniveauet på nuværende tidspunkt på aftenen. Publikum var på sin vis med bandet, men de formåede aldrig at skabe en reel kemi sammen med dem. Dette var rigtig synd, for Kobra and the Lotus leverede virkelig en flot koncert, der måske bare bedre kunne have stået for sig selv eller måske med andre bands, der matchede deres lidt ”lettere” feel. Deres karakter afspejler derfor deres mismatch med publikum, for havde denne været bedre havde koncerten nok ligget tæt på en topkarakter.

 

Butcher Babies
Så kom tiden til aftenens sidste – og, at dømme ud fra det nye merch publikum havde købt i dagens anledning, mest ventede – band.
Butcher Babies var desuden det band, jeg klart havde hørt mest om forinden koncerten, og det desværre ikke alt sammen positivt. Alt, jeg havde hørt, omhandlede de to sangerinders udseende samt valg af – eller mangel på – tøj, og man kunne frygte, at det var et rent gimmick-band.

Den mulige frygt blev nærmest med det samme manet godt og grundigt i jorden, for det tog ikke mange minutter af opdage, at har var et topprofessionelt band, der ville have et så højt energiniveau igennem deres set, som overhovedet muligt.
Deres genre er svær at bestemme, for det er en meget stor blanding, der alligevel formår at holde en form for rød tråd hele vejen igennem. Her var tydelig inspiration fra 00’ernes nü metal med især inspiration fra Otep; elementer af mere moderne djent/core, og endda passager, der kunne være taget ud af Tim Burtons ”Nightmare Before Christmas”. Det gennemgående tema var høj, snavset og voldsom party-attitude, og bandet formåede i den grad at skabe en stemning.

Musikken blev leveret meget tight og overbevisende, og de to sangerinder komplementerede hinanden overraskende godt både i deres scream og rene vokal. De havde desuden hver deres ”scenepersona” og gav i det hele taget bare et enormt veludført helhedsindtryk.

Jeg kan sagtens forstå, deres musik ikke er alles kop te, især da der på en plade måske vil kunne forekomme en smule stilforvirring, men live fungerede det bare.
De havde også en masse underholdende indslag, hvor de inddrog publikum, blandt andet hvor de udnævnte det største brød i moshpitten, som deres ”Jimmy” med rollen som pitmaster.
Generelt lagde stemningen bare op til nærmest konstant moshing i længere perioder, og her var den eneste ulempe, at VoxHall simpelthen ikke var fyldt nok. Det kunne måske have noget at gøre med koncerten foregik på en tirsdag, men sådan er omstændighederne nu engang, når man har med tours at gøre. På trods af dette, var jeg umådeligt positivt overrasket over Butcher Babies og kunne især godt tænke mig at se dem spille på en stor festival.

Det var på ingen måde ødelæggende for deres koncert på denne aften, men havde salen været fyldt, tror jeg, at det havde taget stemningen op til et endnu højere niveau. Det stoppede dog ikke bandet fra at holde humøret højt og levere resten af, hvad jeg nærmest vil kalde en slags koncept-koncert. Det var som om, de fortalte en gennemgående historie igennem aftenen – også selvom meget af historien havde med alkohol og party at gøre.

Alt i alt en super fed koncert, og klart værd at tjekke ud hvis de kommer i nærheden en anden gang.