Født til ubestemthed

“Born to Lose” af Palle Demant

Filmen “Born to Lose” om Kongerigets formentlig mest (af)syrede musiker er flot filmisk og musisk, men ender alligevel et sted mellem de to stole

Lorenzo, Guf, Uffe. Det omstridte højtelskede barn har uomtvisteligt mange navne, han har ligeledes haft sine kvaler, som instruktør Palle Demant portrætterer om bagmanden fra orkestrene Baby Woodrose og Spids Nøgenhat. Ligeledes har samme Guf bibeholdt sin drengedrøm om de udsyrede emner, der ramte ham i en ung alder i tandlægestolen.

Instruktøren har været “heldig” at kunne følge Guf fra før, Spids Nøgenhat virkelig brød igennem med deres anden plade, “Kommer med fred”. Den plade blev til dels også til på bekostning af tabet af en barndomsven, der angiveligt har været en medvirkende årsag til, at Guf ikke var endt i den forkerte bane i livet, som han selv udlægger det.

Der er noget nøgent og ærligt over det ene øjeblik at planke den på svampejagt sammen med Guf, og det næste øjeblik se ham fyre den af på scenen i front for sit band, hvorefter han pludselig er hensat i dagligdagens trivialiteter, langt fra rockstar-livet med coke (som man ser ham sniffe) og få fornemme priser ved dansk prisuddeling. Det er skønt og medrivende at opleve kontrasten og komme ind under huden på musikeren.

Vil for meget En cementering skal lyde med det samme: “Born to Lose” er en flot musik-portrætfilm, men der er visse faldgruber, som undertegnede i selskab med en kompagnon var undrende over:

Til tider forekom fortællingen som en collage med henvisninger og opbrud i tidslinjen, der gjorde, at vi aldrig rigtig vidste, om vi var sprunget frem eller tilbage i tiden. Hvor tit arbejder Guf på bodega? Hvem var Ralf/Ralph helt præcist? Og hvor lang tid gik der mellem de vigtigste begivenheder i musikerens liv?

Endvidere lærer vi aldrig hans musiske – eller mangel på samme – baggrund at kende eller forstå, hvad forskellen mellem hans to hovedbands er. Det slog os, at filmen til tider kunne forekomme en anelse indspist og nørdet på den prekære måde. Hvilket vist også var udslagsgivende for antal besøgende i de intime – omend hyggelige – rammer i biografens mørke denne aften.

Personlig patina Men for sådan to musiknørder som os var vi stadig underholdt fra start til slut. Vi grinte de “rigtige” tidspunkter og begræd indvendigt Gufs seance ved sin kammerats gravsted. Men på samme måde som et medlem af Spids Nøgenhat siger, da de modtager en musikpris: “Er der overhovedte nogen, der ved, hvem vi er?” Os to hoveder i biffen var overraskede over, hvor store/ikke store de faktisk er.

Vi har fået en større forståelse for Guf, hans band og en medfølelse for, at han ikke opgiver drømmen om at leve af musikken trods en fremskreden alder i hans tilfælde. Man lyster en stående ovation, når han trykker den af på scenen i en fyldt koncertsal, men man græmmer sig også helt ned i sit sæde, når han slæber øl-fustager i en formentlig bagstiv tilstand efter en koncert.

Og det er nok også den følelse, man skal side tilbage med.