Ikke helt igennem selvmord

Annihilator “Suicide Society”, UDR Music

Annihilator er ude med et nyt album. Jeff Waters & Co. nye plade har fået titlen ”Suicide Society” og er ikke just et dårligt bud på en vellykket thrash skive, men heller ikke bandets bedste.

Annihilator er et band der er svært at putte i boks og at skulle beskrive deres karriere, og ståsted inden for heavy musikken ville blive en større opgave. Bandet har nemlig haft utallige af udskiftninger gennem karrieren, lige fra vokal, guitarister, bassister og trommeslagere, ja hele vejen rundt siden bandets start i 1984, hvor hovedmand og riffmester Jeff Waters dannede bandet.

At bandet stadig finder deres musikalske inspiration fra midt 80’ernes thrash metal, er heller ikke svært at høre på ”Suicide Society”, faktisk ville jeg beskrive pladen som et elskovsbarn mellem giganterne Metallica og Megadeth, som er vokset op og gerne vil give sin version af hvordan musikken skal lyde, anno 2015 på den velkendte suppe. Jeff Waters har dog i denne omgang ikke hyret en rigtig vokalist og har derfor selv valgt at synge på  pladen. Det er ikke noget han mestre lige så godt som han mestrer at skrive fede riffs og guitar soli, men det er så også den ærgerlige del af albummet.

Dog går den musikalske del af pladen lige i heavy metal hjertet, da det ene nummer efter det andet indeholder et nyt og velskrevet riff og det er her man virkelig får fornemmelsen af Jeff Waters kærlighed til musikken og ikke mindst til guitaren som instrument, f.eks. på nummeret ”The One You Serve” der viser hvilken klasse han besidder. Det går lige fra de vanvittige hurtige passager i ”My Revenge”, til de stille sange, af mere melodiøs karakter i ”Snap”. Apropos nummeret ”Snap” vil det velkendte Rammstein øre lægge mærke til at riffet lægger sig utroligt meget op af Rammsteins ”Ich Tur De Weh” – skræmmende.

Annihilators ”Suicide Society” er ikke et dårlig bud på hvordan en thrash metal skive skal skæres for at få fedtet fra kødet og dertil får det hele serveret på et flot skinnede sølvfad som gør oplevelsen god. Med den mesterlige musikalske hjerne Jeff Waters bag går det ikke helt galt. Men han mestre desværre ikke at synge og den lyriske del af pladen kunne også have været en del bedre og derfor mister man den totale succesoplevelse.