Anmeldelse af: Killing Gandhi, Aspirations of Failure, Massacre Records, 23. februar 2018

 

Jeg har stiftet meget kort bekendtskab med Killing Gandhi tidligere, hvilket jeg tror, har været umiddelbart efter deres første plade, Cinematic Parallels, udkom. Det var ikke i den forstand en ”ørehænger”, så jeg tænkte ikke ret meget mere over dem. Indtil nu, hvor de har lavet en plade, som der, når den er bedst, både er kreativt komponeret, catchy og fyldt med lækre detaljer. Til gengæld, så er det desværre ikke alt på skiven, som holder lige godt fast på Aspirations of Failure.

Jeg har haft denne plade til anmeldelse i noget tid nu, og i løbet af min udstrakte skriveproces har jeg taget mig selv i at modsige tidligere udkast af anmeldelsen, da mit synspunkt på, hvad der virker på denne plade, flere gange har modsagt sig selv, og har lagt sig over i den modsatte grøft. Til at starte med, ville jeg have fremhævet numre som “The Great Escape”, da det i højere grad starter hårdere ud, hvorefter det går over i det, jeg senere har åbnet op for – det bløde In Flames-omkvæd.

Selvom jeg synes, vokalerne er både sprøde og intense, guitarerne er rigtig godt fremme i billedet, og trommerne også bare er bred ymer, så sidder jeg stadig med følelsen af, at der er noget der mangler – bevares, med både backingtracks til keyboards og det andet af den skuffe, ekstra guitarspor med harmonier og dobbel-tracks, samt kompetente musikere, der styrer det hele, så skulle man da ikke tro, at der mangler noget?
Jo, en større sammenhæng. Selvom det lyder godt, så har jeg svært ved at finde ret meget sammenhæng på hele pladen, udover at introen fra In Flames’ sang ”Deliver Us” er blevet brugt som intro og mellemstykke i et par af numrene.

Som musiker kan jeg tydeligt høre, at der er blevet lagt et stort stykke arbejde i denne plade, men der mangler et eller andet, før den i mine ører er komplet. For folk, der dyrker denne genre mere end mig, er jeg sikker på, at den fortjener en højere karakter, end hvad jeg har givet. Til gengæld virker indspilningen ikke nær så venlig og indbydende, som jeg kunne forestille mig, en koncert ville indgyde til.