Reportage: Royal Metal Fest, VoxHall, Aarhus, lørdag d. 7. april

Lørdagen i det aarhusianske bød på traditionsbesøg på Raadhuus Kafeen, (0)’s hypede debut og en aldeles omfavnende afslutning. Endnu en omgang Royal Metal Fest kom, så og sejrede.

Daniel: 12:07 Bastian har andre forpligtelser andetsteds i Jylland i dag, så Rasmus har overtaget hans tjans. Første stop. Raadhuus Kafeen, selvfølgelig.

Ingen Royal Metal Fest uden Raadhuus Kafeens stjerneskud.

Rasmus: 12.43 Skal man anmelde metal-festival? Jamen det gør jeg så, men jeg napper lige en schnitzel først.

Rasmus: 12.49 Første øl er ankommet, og der bliver citeret Red Warszawa. Vi er klar.

Rasmus: 13.15 Ingen metal endnu, men vi har lige fået en snaps.

Daniel: 16:07 Efter den traditionelle snaps, stjerneskud, fadøl og cider rundt omkring i Æ Midtby er vi endelig klar til at starte andendagen. Vi har misset både Deadflesh og banko, men nu er der Wind Rose. Nøj, hvor jeg dog hader denne her form for folk metal.

“Forgive me father, for I have sinned.”

Daniel: 16:13 Nå, vi nåede åbenbart kun sidste nummer. Nu spørger de, om publikum vil være med i deres næste musikvideo. Min hurtige exit mod udgangen er nok et passende svar.

Daniel: 16:38 I går stak det lidt af med Lambrusco. I dag ruller Lambrusco-vognen heldigvis igen inden PARENTESNULPARENTES.

Daniel: 17:02 Vi har lidt tilfældigt fået selskab af en ved navn Brian i solen. “Hvad er det nu, den dér rosa vin hedder?” spørger han. “Rosé?” “Ja, for helvede!”

Daniel: 17:30 (0) dropper endelig anonymiteten og igangsætter deres debutkoncert. Ingen masker, bare 5 almindelige gutter. Spørgsmålet er så, om hypen kan bære koncerten.

Daniel: 17:36 Indtil videre er der intet, det så’n rigtig imponerer. Det er lidt slæbende og på meget få måder iørefaldende.

Rasmus: 17.31 De går på og hold nu kæft, drengene har styr på helheden! Visuelt og præsentering sidder lige i skabet og rammer den tunge stoner-vibe lige i brystet, lige indtil de blæser dig bagover! Og selvom der er fuld smadder på, sidder riff’sne sgu lige i skabet!

Rasmus: 17.38 Faneme om ikke drengene næsten spiller punk nu? De kan sgu lidt af det hele, uden at det virker forceret, men det er næsten så gennemført, at det ser underligt ud, når forsangeren hiver en flaske vand frem! Spille, det kan drengene sgu, og det sparker hårdt i brystet uden at gå på kompromis med melodien!

Daniel: 17:41 Tre numre inde og nu begynder der at fremkomme interessante og spændende elementer blandt al (0)’s frenetiske bulder og brag. Det afløses herefter af en klart mere sydstats-klingende komposition.

Daniel: 17:45 Det er alligevel tydeligt, at (0) mangler en eller anden form for genkendelighed. Deres numre er unægteligt rigtig fine, men kræver simpelthen bare en vis tilvænning fra publikum.

Daniel: 17:54 Nåja; men hvis man kan levere en solid, 2 minutter lang blackoutro, så går det jo meget fint. (0) bliver rent underholdningsmæssigt overordentligt bedre med tiden.

(0): Godkendt debut, der nåede vidt og bredt omkring i metallandskabet.

Daniel: 17:58 Nu noget langt mere helt. Det er som et amalgam af firestemmige stilarter. Eneste minus er forsangerens manglende vokal i lydbilledet.

Daniel: 18:03 Det var da okay. Vi slutter doomet og særdeles rifffyldt, og (0) kunne i sidste ende lidt af hvert, men ikke det hele. Og så videre til Crocell!

Rasmus: 18.10 (0) var fanme lækkert! Gode riffs og benhård energi. De vil måske lidt af det hele, og det fucker med helheden, men jeg er en glad lille mand! Jeg kommer ud til græsset, en gut bliver klippet, og Line skal åbenbart fucke af. Festivallivet er godt.

Daniel: 18:16 Jeg har faktisk aldrig været særlig stor fan af Crocell, men så dem for en måned siden i København, hvor jeg var meget positivt overrasket.

Daniel: 18:20 “The Age of Iron and Rust”: Kunsten i at skrive et fandens godt riff.

Rasmus: 18.23 Jeg bliver tilbudt en øl af en ung knøs, og derfor misser jeg starten af Crocell, men da jeg kommer ind, er der ellers død for alle pengene. Der er smæk på, og det ser ud til, at bandet hygger sig lige så meget som publikum. Det kan mærkes helt nede bagved, at folket er klar på at råbe “Hey”, smide horn og drikke fadøl.

Daniel: 18:26 Og nu “The Chosen” fra den 10 år gamle The God We Drowned. Vi bliver sgu forkælet i dag.

Rasmus: 18.28 Jeg tror seriøst aldrig, jeg har set så mange fadøl løftet på samme tid, og forsangeren spiller luftguitar på mikrofonstativet. Nogen ville måske sige, at det bliver for bøvet nu, men for helvede, jeg hygger mig.

Daniel: 18:37 Der er noget lidt for insisterende over Crocell. Musikken er sikkert komponeret med de allerbedste intentioner, men størstedelen af deres show ender bare med at fremstå for tonsende med meget få nuancer. Umiddelbart ligesom den Crocell-snaps, der nu går på runde for tredje gang.

Daniel: 19:04 Madpause! Ses til Ne Obliviscaris.

Daniel: 20:11 Nej ok, vi får også lige Horned Almighty med. “Satanisk bøllerock”, som det jo blev defineret i går.

Daniel: 20:16 Satanisk? Ja. Bøllet? Knap så meget. Det er mere destruktivt og besidder en oprigtig ondskab. Hvis man er i tvivl, kan man jo bare notere sig dyrekraniet, der udgør fronten af sceneopsætningen.

Daniel: 20:22 Aftenen bliver angiveligt rigtig brutal. Dertil er Horned Almighty en fin kickstarter. De fungerer desuden som ganske udmærkede substitutter for franske Svart Crown, der aflyste tidligere på ugen.

Daniel: 20:31 Hey; et spritnyt nummer fra den kommende plade. “The Great Death” leverer hurtigt et af koncertens højdepunkter.

Daniel: 20:58 Nu tager vi hul på den obligatoriske madpause.

Daniel: 23:18 I vores jagt på aftensmad missede vi desværre en hel del; heriblandt Ne Obliviscaris. Vi er dog tilbage igen foran Atlas til årets sidste to koncerter. “Dragonforce er jo virkelig bare det mest episke!” går samtalen på udenfor.

Daniel: 23:28 Ex Deo. Læderrustninger, gulddekorationer og romersk tematisering. Jeg elsker bands, der i ramme alvor gør SÅ meget ud af sig selv. Fleshgod Apocalyspe sidste år, og nu det her.

Rasmus: 23.31 Der er fin smadder på, men jeg er sgu’ ikke helt faldet for det romerske tema. Måske er jeg for fuld, eller også er jeg ikke fuld nok?

Daniel: 23:32 Den stramme orkestrering kombineret med det tonstunge lydbillede skaber indledningsvist tilsammen årets mest gennemførte koncertmoment, mens min sidekvinde prøver at foretage et telefonopkald her på tredjeforreste række.

Rasmus: 23.35 Jeg er dog alene med min skepsis, fordi publikum ser ud til at elske det og kvitterer med en ordentlig røvfuld horn.

Rasmus: 23.41 Det gror sgu på mig; lyden er god, masser af lækkert stemningsbackingtrack, og drengene på scenen (særligt trommeslageren) sælger det sgu meget godt. Jeg ender med at forholde mig skeptisk, for på trods af at selve gimmicket fungerer, så traver de sgu lidt rundt, uden at det bliver rigtig interessant.

Daniel: 23:41 En rigtig fed romersk torturform omfattede angiveligt, at offeret blev pakket ned i en flettet kurv og placeret nær nogle meget vrede bier. Det her kunne sagtens være soundtracket til sådan en seance.

Daniel: 23:45 Det ærgrer mig blot, at de er glade for backingtracks. Det tager alligevel noget af charmen og autenciteten fra koncerten.

Daniel: 23:53 “I am the general,” proklameres der fra scenen. Som om det store, guldbelagte løvehoved midt på din brystplade ikke allerede signalerede det, mand.

Daniel: 23:56 “We need some violence in the middle!” Næppe aftenens sværeste opfordring.

Daniel: 00:03 Når det nu endelig skal kamme helt over, så lad det da endelig være foranlediget af Ex Deo. Den overvældende, udmattende klimatiske følelse her sidst på festivalen er intakt, mens canadierne tvinger den sidst energi ud af publikum. Forhåbentlig er der stadig gemt en smule til Ensiferum.

Daniel: 00:12 Alle på Atlas elsker sgu Ex Deos legionærmetal. Tre kvarters ultra-tight, penultimativ opvisning.

Daniel: 00:22 “Jeg er bare vildt klar på MC Farum.” …det er vist også blevet sent for visse folk på VoxHall.

Rasmus: 00.27 Jeg har erhvervet mig en øl, og sidste band er ellers på vej. Der skal folk metal til folket!

Daniel: 00:28 “Ååååååååå Wuåååååuåuååååå.” Det alt for sjældent anvendte fælleskor klæder sgu Royal Metal Fest godt, og i modsætning til tidligere års altødelæggende afslutningsforestillinger som Vader og Anaal Nathrakh, er det her sgu langt mindre ekskluderende.

Daniel: 00:36 Nu modulerer de også i omkvædene. Eurovision-feberen rammer tidligt i år.

Daniel: 00:43 Muligvis en gentagelse, men stor ros for at lægge festivalens mest omfavnende indslag (foruden eftermiddagens tombolaspecial) til allersidst. Det er letfordøjeligt og en fornøjelse at gå hjem på.

Daniel: 00:47 Og hvis man frygtede, at publikum var lave på energi her til slut, så blev da det om noget modbevist under “Twilight Terror”. Kædedans er åbenbart det nye sort.

Rasmus: 00.50 Findes begrebet Skyrim Metal? Fordi så er det det, vi hører nu. Jeg har sateme lyst til at slå en drage ihjel.

Der var også en søndag. Den var i høj grad lig med restituering.

Daniel: 00:55 Det her er fandme det, festivalen har manglet; finsksprogede hymner!
“Det er som at være i en børnehave i 70’erne”, informerer min sidemand mig. “Lidt falsk folkevise – som hvis man får AGF-fans højt fra Højskolesangbogen.”

Daniel: 00:57 Traditionen tro sender vi Rasmus i moshpit, mens han sender live via Facebook. Umiddelbart efter sætter den hårde kerne midt på gulvet sig ned og begynder at ro. Ubetinget kærlighed herfra til metalfolket.

Rasmus: 00.59 Faneme om ikke det også kunne blive til en lille circle pit. Den får ikke for lidt med tråd og ansigtsmaling, og det er sikkert øllernes skyld, men jeg føler den sgu!

Daniel: 01:10 Endnu en sang om helte og krigere. Ensiferum er ikke ligefrem en overvældende lyrisk oplevelse.

Rasmus: 01.17 Med ringen for ørerne og trætte ben begiver jeg mig ud i det aarhusianske natteliv! Sådan en gang metal gør sgu én tørstig, og jeg takker Royal Metal Fest for at have skubbet mig rundt! Det var en fornøjelse!

Daniel: 01:18 Vi bliver sendt tilfredse hjem med titelnummeret fra 2004-skiven Iron.
Fem sværdsvingende krigere ud af seks mulige til finnerne og et solidt punktum for en RMF-udgave, der måske var en smule tungere end højest nødvendigt, men som ikke desto mindre cementerede Aarhusspeltaklets position som en af landets fremmeste provinsfestivaler.