Anmeldelse af: Scour. Pavilion, Roskilde Festival. 07. juli 2018

Phil Anselmo havde hevet sin supergruppe Scour med til årets Roskilde Festival. De leverede en okay omgang grinded smadder-black, men koncerten vil for eftertiden mest af alt huskes for sin afslutning.

At kalde Phil Anselmo for et af de største metalikoner i verdenshistorien vil ikke være en overdrivelse. Manden satte sit præg på hele metalgenren som frontmand i groove-bandet Pantera tilbage i 90erne og har siden turneret verden tynd med supergruppen Down, der har talt medlemmer fra Corrosion Of Conformity, Crowbar, Eyehategod med flere. Det er altså bestemt ikke en hr hvem-som-helst, der fronter supergruppen Scour, som ligeledes tæller medlemmer fra nogle af verdens ypperste ekstremmetal-bands som for eksempel Cattle Decapitation, Misery Index og Pig Destroyer.

Der er altså kort sagt sat i ovnen til noget helt specielt, særligt da dette, som Anselmo selv bekræfter, kun er bandets femte liveoptræden nogensinde!
Dette betyder desværre også, at bandet ikke er så skide godt sammenspillet til en livesituation endnu. Der er egentlig et udmærket sammenspil imellem musikerne, men de kommer ikke rigtigt rundt på scenen og heller ikke rigtigt udover scenekanten.

Anselmo selv kan ikke huske de tekster, han selv har skrevet, ej heller teksten til det Bathory-cover der spilles midt i sættet. Den er sgu ikke helt god- Anselmo. Du growler og skriger alligevel totalt uforstående, så hvorfor ikke bare tage den fra hoften? Teksten kan i den sammenhæng være ret ligegyldig, så længe tonen er der. Der lægges simpelthen for meget af mandens opmærksomhed på hans nodestativ med dertilhørende tekster. Det mest positive, der kan siges om dette, er, at Anselmo kaster teksterne ud til publikum efter hvert nummer, så folk får da en del souvenirs med sig hjem. Respekt for at give dine tekster væk til dit smadrede black-grind band, så folk kan sidde derhjemme og ’’synge’’ med.

Lyden er en kende mudret, men det hører sig gerne til indenfor denne slags musik og virker egentlig ganske charmerende. Anselmo selv skriger og skråler af sine lungers fulde kræft, og der er i sandhed smæk på. Manden kan sgu stadig sit smadder! Heldigvis spiller bandet også op til en ond gang black med ekstra død og ødelæggelse. I forhold til, at Roskildes publikum igennem hele festivalen har haft en tendens til at gå totalt amok, er publikumsenergien dog utroligt fraværende til denne koncert.

Sidst i sættet sker det så: Anselmo har ikke flere papirer tilbage.
De næste par sange skal dedikeres til Vinnie Paul Abbott, den tidligere trommeslager i Pantera, Damageplan og HellYeah, der døde få uger forinden koncerten. Her starter festen for alvor, og publikum lever totalt op, da bandet fyrer Pantera-klassikeren “Slaughtered” ud over scenekanten. Den sidder sgu ikke helt i skabet. Phil er sgu ikke så god til sine gamle vokaler, men i denne konstellation virker det nu alligevel, og publikum går endelig amok. Bandet formår at spille sangen, så det stadig lyder som Scour i stedet for Pantera, hvilket også fortjener sit stykke af respekt-kagen. Stemningen løftes gevaldigt.
Dette skrues der blot op for, da bandet vælger at afslutte med åbneren fra Far Beyond Driven-albummet, der i sin tid røg ind som nummer et på den amerikanske Billboard-liste, “Strength Beyond Strength”.
Der skråles i fællesskab ’’Forever Stronger Than All’’, og spilleglæden lyser ud af Anselmos ansigt. Bandet kommer under disse sidste numre bedre udover scenekanten, særligt Anselmo, der kan sine tekster til disse sange, og derfor ikke er låst fast til sit nodestativ.

Scour har leveret en koncert med sin del svinger i valsen, men formår altså alligevel til sidst at hive sig op på et højt niveau med en af Roskilde Festival 2018s bedste moshpits.

Når enden er god, ja så er alting godt!

Mathilde Maria Rønshof fangede billeder fra koncerten: