Perfektionen i ren støj

Sunn O))) 15. august 2015, DR Koncerthus, Studie 2

Sunn O))) er mere en oplevelse end det er en decideret koncert, men når det virker, som denne aften, er det svært at brokke sig.

Se, for de uindviede (hvilket halvt gjaldt mig selv) der af uransagelige årsager ville se, hvad det tidligere monopols nye scene kunne præstere hin dunkle aften med Sunn O))), så ville de have sagt: “Én lang støjtone afbrudt af endnu mere høj- og lavfrekvens lydmudder? Skulle det nu være musik?!”

Og ved du hvad, efter at jeg har sunket indtrykkene, så var det her ingen koncert i gængs forstand: Det var en performance-art oplevelse, der transcenderede dine sanseoplevelser ud i en sfære for sig. Som min ledsager, en gammel ven, sagde denne aften: “Jeg ved ikke, om det var godt… Det skal jeg lige hjem og tænke over.”

Sådan havde jeg det også. For 20 minutter før “bandet”, bestående af fire kutteklædte herskaber med henholdsvis to styks guitarer, en på keyboard og en forsanger/messemand/skriger, blev lokalet fyldt med røg, og alt lys bortset fra to pærer bag forstærkerne slukket. Lydanlægget, der stod i en halvcirkel om gutterne, var skruet op på 11, som man siger med slet skjult henvisning til Spinal Tap. Det her skulle påvirke dine sanser; det var ikke en almindelig koncert.

Ren hypnose Fremførslen var blottet for rytme, melodi og takter. Det var støj for oplevelsens skyld. Du kunne ikke på noget tidspunkt headbange til det her. Men der skete noget vildt cirka halvvejs inde i koncerten: Folk blev hypnotiseret…? Mange blandt publikum lignede zombie-statister fra “The Walking Dead”, som ikke havde fået lagt makeup endnu. De var opslugt i Sunn O))).

Før jeg begyndte at ligne et større spørgsmålstegn end en from, katolsk nonne, der havde bevæget sig ind på et bordel på Istedgade anno 1930’erne, tænkte jeg: Fuck it! Jeg ville også være med! Så jeg lagde mig op på scenen, lukkede øjnene og ventede på at se, hvad der ville ske.

På papiret er Sunn O))) noget ambient, støj/eksperimenterede kvart-metallisk doom foretagende. Men så meget for teorien, noget andet er praksis. Da jeg lå der, blev jeg båret væk… Af frygt for at lyde som en frelst hippie, kunne jeg mærke hovedet forlade kroppen, kroppen smelte ud på gulvet og tungen tale i trance. En smule i hvert fald.

Uforstående virkning Du kunne høre en knappenål falde på gulvet (eller i hvert fald en dåseøl blive åbnet). Aldrig har jeg set et metal-publikum være så disciplineret (med få undtagelser). Halvvejs i settet forsvandt “forsangeren” for at klæde om til noget, der bedst kan beskrives som en dommedags-version af frihedsgudinden. Med påmonteret lysdioder blev vi trakteret med et gedigent, syret lysshow. Interessant, var det eneste ord, jeg kunne komme på, hverken ment negativt eller overstadigt positivt.

Omtrent halvanden time senere lignede seancen en koncert på ét tidspunkt: Da de sagde farvel og med et smil på læben sagde tak for fremmødet, og publikum forlod trancen og blev til mennesker igen.

Det efterlader mig med den ambivalente følelse af, at som transcenderende lydoplevelse fortjener Sunn O))) den her aften den fine karakter, men hvis man var kommet for at få en klassisk doom-metal-koncert, blev man skuffet.

Men nu skal en koncert som bekendt dømmes ud fra sine egne præmisser, og derfor ender vi på de fine, fem horn.

I afspilleren kan du høre Sunn O))) i samarbejde med Nurse Meets Wound.

Foto: Maiken Kildegaard