Rock Is (not at all) Dead

Myrkur
Marilyn Manson

4.3

Anmeldelse af: Marilyn Manson + Myrkur. Scandinavian Congress Center, Aarhus. 04. juni 2018

Myrkur
Da jeg hørte, Myrkur skulle agere opvarmning for Marilyn Manson, kunne jeg ikke lade være med at tænk, at det var et lettere mystisk valg rent stilistisk. På den anden side kunne jeg ikke komme på et band, der ville være virkelig oplagt, og da jeg endnu ikke havde set Myrkur live, var jeg interesseret i at se, om de kunne leve op til den hype, der er skabt omkring dem.

Lyset slukkedes, og de hætteklædte musikere trådte ind på scenen under høje, entusiastiske tilråb fra publikum, der kun blev højere, da Amalie Bruun nærmest flød ind midt for publikum, som en udød skikkelse fra den nordiske mytologi. Det var med det samme tydeligt, at bandet, og ikke mindst sangerinden, var kommet langt siden de meget udskældte debutkoncerter, man i sin tid læste om.

Hendes sceneenergi osede af selvsikkerhed fra start til slut om hun sang eller ej, og hun flyttede sig ubesværet rundt på scenen for at hente både guitar og en håndholdt tromme, man kunne forestille sig, passede lige ind i Moesgaard Vikingetræf.

Desværre var Myrkur plaget af tvivlsom lyd især i første halvdel af settet.
Guitaren var meget lav, og trommerne, som tordnede lækkert i de langsomme numre, var forfærdeligt overdøvende i hurtigere passager, hvor dobbeltpedalen fik frit spil. Det var meget ærgerligt, da alt, man kunne høre, sad meget tight og generelt virkede både vel- udført og komponeret.
Samtidig kunne jeg igennem det relativt korte set heller ikke lade være med at undre mig over, at Amalie Bruun slet ikke valgte at growle. Ganske vist har jeg ikke skamlyttet Myrkurs seneste udgivelse, men jeg ved da, der bliver vekslet imellem skønsang og hidsig black metal-skrigen.

På trods af dette, skal det dog siges, at vokalen på ingen måde fejlede. Amalie Bruun er en overordentlig dygtig sanger, og det lod hun i dén grad publikum vide. En imponerende tonal rækkevidde samt teknisk kunnen var med til at tryllebinde publikummet i Scandinavian Congress Center. Nu kan jeg kun sparke mig selv over, at det indtil videre er den eneste gang, jeg har hørt dem live. Næste gang kan jeg bare håbe lydforholdene er bedre, og at de får lov at spille lidt længere.

Marilyn Manson
Mens vi ventede på hovednavnet, begyndte stemningen, og på sin vis temperaturen, at nå kogepunktet.
Det i forvejen tætte publikum blev kun tættere, og nu kunne man også høre høj hvinen flere steder fra i salen.
Der var ingen tvivl om, at Marilyn Manson endnu ikke har mistet sin rock-ikon status.
Lyset slukkedes, og så eksplodere scenen til tonerne fra “Irresponsible Hate Anthem”. Den sang skulle samtidig sætte store dele af stemningen for resten af koncerten, der bar meget præg af de ældre hits. Personligt kunne jeg ikke være gladere.

Tilbage i 2003 var pladen The Golden Age of Grotesque min introduktion til den ’farlige’ del af musik, og jeg var inkarneret Marilyn Manson-fan i flere af mine teenageår. En tid, hvor hans nyeste singles kunne ses på Boogie Listen, og fandeme om ikke bandet kort efter spillede både “This is the New Shit” og “mOBSCENE”. Jeg var for en kort stund igen en 14-årig akavet goth-kid, og at dømme ud fra publikum, var jeg ikke den eneste. Der blev sunget med på samtlige sange, men især de ældre hits blev der skrålet med på fra hæse halse.

Inden koncerten havde jeg været en anelse nervøs for, hvordan koncerten ville være. Til trods for, hvor stor en fan mit yngre jeg var, havde jeg endnu ikke set Marilyn Manson live. Det nærmeste, jeg kom, var at se “Guns God Goverment”-dvd-en igennem for 117. gang, og hr Manson er trods alt ikke så ung længere.

Desuden var bandet en lettere skrabet udgave, med tre instrumentalister, backingtrack og en sceneudsmykning, der var relativt ydmyg i forhold til for 15-20 år siden. Ikke overraskende, men man kunne jo frygte, det ville ødelægge oplevelsen. Dette var heldigvis ikke tilfældet.
Bandet spillede forrygende, og den mindre distraktion fra gakket sceneshow gjorde, at publikum kunne nyde musikken i fulde drag. Det var der til gengæld heller ikke nogen tvivl om, at gjorde de. Mansons vokalpræstation imponerende hele vejen igennem, og på den front lod det sig ikke mærke, at han efterhånden er oppe i årene. Især numrene “Sweet Dreams (Are Made Of This)”og “The Beautiful People” fik salen til at gå helt i selvsving. Under det første nummer var den eneste lyskilde på scenen en håndholdt lygte, Manson holdt op til hovedet i en ellers røgfyldt sal, og publikum fik et glimt af det skrækikon, han i sin tid stod for at være.
Titlen på nummeret “Rock is Dead” viste sig da også at være noget af en lodret løgn, for stemningen i salen flød over af det efterhånden tyndslidte udtryk “Sex, drugs and rock ’n’ roll”.

Men var det så en perfekt Marilyn Manson-koncert?
Blev min teenagehelt skudt ned?
Nej og nej.

På trods af, hvor glad jeg var for settet, var det en anelse kort. ’Kun’ omtrent en time og et kvarter fik vi, og selvom det ikke lyder af lidt, kunne publikum sagtens have klaret mere. En ung pige hev mig endda i ærmet efter sidste nummer for at høre, om jeg vidste, hvornår det gik i gang igen, hvortil jeg måtte erkende, at jeg nu troede, det var færdigt.

Det sidste nummer var i grunden lidt af en svipser i min bog. Med et så omfattende katalog kunne man forestille sig, at bandet ville vælge et af deres egne numre, men det eneste reelle ekstranummer var et cover af “Cry Little Sister”. Ikke at det var dårligt, men det virkede en anelse malplaceret som afslutning på en række store hits.
Til gengæld var jeg på ingen måde skuffet over koncerten, og i periferien kunne jeg høre, at de fleste blandt publikum var enige, da vi traskede ud af salen og ud i virkeligheden igen.

Marilyn Manson er måske ikke længere et shock-ikon og alle forældres skræk, men han kan stadig levere en gennemført overbevisende performance. Nu er det bare mere kvaliteten af musikken og ikke skrækværdien, som man virkelig kan nyde.

Sætliste:

Irresponsible Hate Anthem

Angel With the Scabbed Wings

Deep Six

This Is the New Shit

Disposable Teens

mOBSCENE

Kill4Me

Rock Is Dead

The Dope Show

Sweet Dreams (Are Made of This)

Say10