Rumherrerne erobrede VoxHall

Anmeldelse af: Monster Magnet + Bersærk, VoxHall, 12. juni 2017.

Monster Magnet viste sig fra sin bedste side i Aarhus, der endnu ikke var kommet sig ovenpå NorthSide Festival.

Det er dagen efter, Radiohead nedlagde NorthSide, og selv her først på aftenen er byen helt død. Nuvel, det er også mandag, så man kan vel ikke forvente det helt store opbud, men det er trods alt et af de største navne indenfor stoner-rock og space-rock revival, der gæster byen.

Monster Magnet har snart 30 år under bæltet, og dette er min første koncert med dem på trods af, at jeg har været fan siden slutningen af 90’erne – og så har de tilmed Bersærk på som opvarmning! Det kan næsten kun blive godt.

Bersærk
Aftenens første band er de lokale helte i Bersærk, som har taget den danske metalverden med storm med deres hårdtslående, dansksprogede doom-rock. Personligt havde jeg ikke set bandet før, men jeg havde hørt masser af godt om dem, så forventningerne var i top. Desværre.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg blev skuffet over Bersærk, der generelt virkede uoplagte denne aften – med undtagelse af forsangeren, der gjorde sit bedste for at underholde publikum. Sangerens indsats fik mig til at overveje, om han kunne være resultatet af hed, dyrisk sex imellem Lars Muhl og en ung Chris Cornell på et hedensk alter i starten af 90’erne. Jeg er stadig tilbøjelig til at tro på det.

I løbet af koncerten formåede frontmanden både at kalde Aarhus en gammel luder, vælte en øl ned i monitoren (og en del flere ned i sit eget svælg) og – nok så vigtigt – at få sat gang i et sæt, der ellers virkede lidt op ad bakke. Her skal også lyde en skål til publikum, der var godt med fra starten og sikrede, at Bersærk fik en fest trods alt.

Om det er fordi, Bersærks musik bare ikke siger mig en pind, eller fordi bandet havde en dårlig aften på Voxhall, eller bare at mine forventninger var for høje, det skal jeg ikke kunne sige med sikkerhed, men bandet formåede simpelthen ikke at fange mig.

Monster Magnet
Efter en overraskende kort pause gik aftenens hovednavn på. Med b-film fra 70’erne kørende på bagtæppet satte Monster Magnet med den satans karismatiske Dave Wyndorf i front gang i festen fra første færd. En trio af gamle fanfavoritter – “Dopes to Infinity” blev afløst af “Radiation Day”, før “Powertrip” tog over – sikrede publikums fulde opmærksomhed.

Monster Magnet fulgte denne salve op med en smagsprøve på bandets næste album, der udkommer senere på året. Nummeret “Mindfucker” lyder som en tilbagevenden til den mere upbeat-rock, bandet excellerede i i perioden omkring albummet “Powertrip”, og var alt i alt et fint nummer, jeg vil glæde mig til at høre på pladen.

Generelt fokuserede aftenens og denne tournes setliste på den ældre del af Monster Magnets bagkatalog og undgår helt numre fra de seneste par albums. Personligt kan jeg ret godt lide de seneste albums, men jeg vil ikke gå så vidt som til at beklage mig over bandets sangvalg – der var stadig rigeligt med guld at hente.

Efter det lille kik ind i fremtiden fik vi endnu et nummer fra “Dopes to Infinity”-pladen, nemlig den fantastiske, slæbende og svævende “Look to Your Orb for the Warning”, hvor Dave Wyndorf var helt ude på scenekanten at synge om rumskibet på din dørtærskel.

Herfra bevægede vi os videre tilbage i tiden til det groovy nummer “Twin Earth” fra albummet “Superjudge”, hvor frontmanden så nærmest vanvittig ud, når han spyede linjer som “Now it’s time to tear some asshole” – og jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at han mente det seriøst. Herefter kom en lille perle med nummeret “I Want More”, der oprindeligt var et bonusnummer fra “God Says No”-pladen, men som er blevet fast inventar i setlisten de seneste par år.

Hovedsættet afsluttedes med en forlænget version af titelnummeret fra albummet “Spine of God”, der er en herligt syret sag, men som nok også var for meget for mange publikummer på sådan en mandag aften. I hvert fald tyndede det noget ud i publikum under dette nummer – men fuck, hvor lød det fedt!

Ekstranumrene bestod af endnu et hattrick af fanfavoritter i form af det store gennembrud, “Negasonic Teenage Warhead”, “Tractor”, der først blev udgivet på bandets første EP, og selvfølgelig storhittet “Space Lord”, der efterlod store dele af publikum – mig selv inkluderet – nærmest i ekstase.

Alt i alt var det en imponerende koncert, hvor småproblemer med lyden gør, at jeg må trække en halv stjerne fra – men Dave Wyndorf fik i hvert fald bevist, at man sagtens kan være 60 år og stadig være mere rock n’ roll end de fleste. Det var måske nok første gang, jeg så Monster Magnet, men jeg håber virkelig ikke, det bliver den sidste.

Mærkater: , ,