Samba-tastiske Sepultura

Sepultura, Pumpehset, 5. november 2015

Selvom alderen teknisk set trykker et jubilæums-band, så kvaste brasilianske Sepultura det kjøbenhavnske spillested med samme glæde, som var de en kåd teenager, der lige havde fået adgang til det mytiske sted mellem stængerne på en kvinde for første gang

SEULTURA, do Brasil, um dois três quatro!

Når den efterhånden obligatoriske indledning fra forsanger Derreck Green for – guderne må vide hvilken gang – indleder “Roots Bloody Roots”, så brager sen-teenagesegmentet blandt de fremmødte i det – måske – lukningstruede Pumpehuset virkelig igennem. Den sang, for ikke at sige pladen, den er affødt fra, “Roots”, har nemlig været toneangivende for dem, der var teenagere for snart en årrække siden.

Den lyd på dén plade fusionerede nemlig de sidste toner fra bølgen af amr. Thrash med brasilianske rytmer og – måske vigtigst af alt for tidsånden – de letgenkendelige ingredienser fra Nü-Metal. Men bandet er SÅ meget andet end affødt af den under-metal genre. Brasilianske Sepultura viste nemlig på eminent vis via en perlerække af sange fra deres efterhånden store bagkatalog, at selvom det grå hår et begyndt at titte gevaldigt frem på især det eneste tilbageværende medlem fra den spæde begyndelse, nemlig bassisten Paulo Jr., så er de fyr og flamme for at levere metal med lige dele begejstring, som var det deres ørste optræden, krydret med årtiers erfaring og garanti for en fest af de store.

Sange som “Dead Embryonic Cells”, “Inner Self” og frem til de nye(re) “Convicted in Life” og “Sepultura Under My Skin”. Vi i publikum fik en blstempling af, hvorfor Sepultura gør sig berettiget til at blive indlemmet i “The Big 4” (omdøbt til “The Big 5” eller højere, fraset ‘glemte’ tilføjelser som Exodus og Testament for at nævne nogle) som det vigtigste ikke-amerikanske islæt i den legendariske gruppe. For Sepultura fortjener virkelig mere anerkendelse, end de allerede nyder.

Nu jeg lige fik nævnt tilbageværende medlemmer. For sorry, Max (oprindelig medstifter i Sepultura som forsanger og guitarist, for de uindviede), så kan det efterhånden mærkes, at Derreck Green har (over)taget din skråleplads forrest på scenen. Jeg henviser bare til scenen i etagen under, hvor Max Cavalera tidligere på året med sit andet orkester Soulfly i en umiddelbar hash-rus ikke kunne kende forskel på guitar-plekter og en appelsinskræller.

Det er ingen klandring af Max’ musiske evner, men jeg merner blot, at som Sepultura gav en fornem opvisning i Samba-Thrash-Metal, så er Derreck den rette arvtager – for han har efterhånden formet den plads til sig selv. Han er ikke i skyggen af Max, han laver skyggen. Dog savner jeg stadig Max’ bror. Igor, på trommerne, selvom den unge Eloy Casagrande gjorde det godt på trommerne hin dunkle aften, så manglede der lige de personlige finesser, som Igor Cavalera lagde i sine rytmer i fordums tid.

Men alt i alt kan man kun sige – som bandet viste senere I Aalborg – at de ikke virker som et band med 30+ at have eksisteret, nok nærmere 3+.