Slipk – not so much

Anmeldelse af: “Slipknot – Day of the Gusano”, 06. september, CinemaxX, København.

Slipknot havde officielt release på deres koncertfilm “Day of the Gusano” verden over i onsdags. Den var godkendt uden at være mindeværdig.

(Foto: Anders Lundtang)

Det er altid en lidt mærkværdig fornemmelse at headbange og skråle med til et band – når det ikke er live og her foregår i et rum, der normalt er forbeholdt lavmælt hvisken og popcornenes raslen. For jeg sad i en biografsal.

Det var nemlig omgivelserne, da undertegnede sad i CinemaxX for at overvære premieren på “Slipknot – Day of the Gusano”-koncertfilmen, der var optaget i forbindelse med Slipknots optræden til Knotfest i Mexico City for to år siden.

Filmen skulle også have elementer af dokumentarfilm, men med tanke på at instruktøren er perkussionisten Clown, så krummede jeg på forhånd tæer, for hvis man husker hans omgang med genren fra “Voliminal – Inside the Nine”-filmen om bandet fra 2006, så var man indlagt til en omgang nonlinær, artsy fartsy ævl.

Det var heldigvis ikke tilfældet her. Men desværre ryger han så i den anden grøft med en omgang anonym selvfølgeligheder om et band af Slipknots kaliber.

“Slipknot – Day of the Gusano” er sange fra koncerten afbrudt af små bider dokumentar hovedsageligt om bandets fans (“gusano” er spansk for maddiker, som bandet ynder at kalde deres fans). Det første, der slog mig, var, at bandet havde brudt de fremviste sange på lærredet med selve den progression, som sætlisten foregået. Ergo oplevede man ikke den naturlige udvikling, som koncerten fandt sted i sin tid.
Det ødelægger i min optik følelsen af at blive revet med til en koncert sammen med publikum – om det så er live eller ej.

Dokumentar-delen er for det meste om lokale fans, der fortæller, hvor meget de har glædet sig til koncerten, hvad bandet betyder for dem, og så lidt optagelser af øvelser fra Slipknot op til koncerten og sightseeing.
Der mangler her en del information om, hvorfor bandet lige havde valgt Mexico City (udover forklaringen: Her manglede vi at spille) og en del om, hvordan produktionen op til, under og efter en koncert af den størrelse tager sig ud.

Når det så er sagt, kan man ikke tage fra Slipknot, at de har en energi og indlevelse, når de optræder, hvor de matcher – og hist og pist overgår – de største navne i genren.

Sangene i filmen er lige dele sjældent spillede numre som “Prosthetics”, “Metabolic” og “Eeyore” samt fællessange som “Duality” og “Before I Forget”. Så her trækker det op, at det trods alt er en godt blandet sætliste.

Men da selve filmen var slut – der ender som om, at stikket bliver trukket ud af afspilleren – var min fornemmelse, at hvis jeg endelig skulle sætte en live-film på med Slipknot, ville jeg stadig foretrække mesterværket “Disasterpieces” fra 2002, hvor bandet besad mere vanvid i deres optræden, end de gør i dag.

Skal du dog introducere en ven for bandet, er “Slipknot – Day of the Gusano” dog et godt sted at starte for at vise, hvordan bandet kan sætte et stort show op med fyrværkeri, scenografi og stor energi.

Men som jeg overhørte en anden biografgænger ytre på vej ud: “Var det det?”.

Mærkater: ,