Et spark i solar plexus

Anmeldelse af Dropkick Murphys, Helvíti, Copenhell

Skulle der findes et band til at åbne helvedes forport til dette års Copenhell, var Dropkick Murphys et fremragende valg.

Det har måske ikke samme mytiske omtale som at åbne Orange Scene på Roskilde Festival, men det er altid interessant og lige dele spændende at se, om første band på den store scene, Helvíti, til Danmarks største metal-festival bliver et hit eller ender med fallit.

Når så amerikanske Dropkick Murphys med deres sammensurium af punk, heavy metal og irske folketoner skal samle et publikum, som kan have tendens til at være undergenre-facister, så har man som booker begået en genistreg.

Fra indlederen “The Boys Are Back” til lukkeren “I’m Shipping Up to Boston”, som altid garanterer en helvedes fest, stod ikke ikke én fod stille oppe foran, og de obligatoriske horn blev kastet fra alle hjørner af festivalen, der havde udsigt til Helveiti-scenen.

Her var det ikke så meget et spørgsmål, hvorvidt det var død, doom, eller djent, vi fik leveret. Det var en gedigen folkfest, hvor man vitterligt skulle være ramt af 17 depressioner på samme tid, hvis man ikke kunne se det morsomme, fornøjelige og energiske i disse gutter. Eller også ville bandets spilleglæde netop kurere al livslede. Potentialet var der i hvert fald.

Det var godt klaret de punkede folkemusikere, der fik skabt en stemning i det gode vejr (på det tidspunkt) til at understrege, at nu var Copenhell 2016 ligesom officielt åbent, og parolen hed: Fest!

 

Mærkater: , , , , , , , ,