Bruce Dickinson - Spoken Word

Tre slag i hatten

Midwinter Meltdown dag to, 6. feb. 2016

På andendagen opstod tre seancer på randrusianske Von Hatten, som det stod skrevet… Ja, i programmet, men en episk intro var behøvet. Læs videre og forstå nærmere.

Bare rolig, hvis du er allergisk overfor fisefornemme prætentiøse, symfoniske orkestre med indlagt “metallisk” lyd og de blødere core-indleveringer, som brødføder en teenage-nation i den udenlandske æter, så var du heldigvis gået rigtig (muligvis igen) på dag to af Midwinter Meltdown på spillestedet Von Hatten i Randers.

Rammerne var blevet en kende mindre i forhold til sidste version af Meltdown, har jeg ladet mig fortælle, men det lagde ingenlunde en dæmper på den festlige stemning blandt de fremmødte, der havde nok headbang med i pungen til at garantere, at lørdagen og sidste dag af denne ombæring Midwinter Meltdown ej skulle blive en tam version. Lad os derfor tage de musiske indslag denne aften i kronologisk rækkefølge:

Embryo
Et band mindre på plakaten i forhold til fredagen gav måske lidt albuerum til første orkester på von Hattens semi-ungdomshus-agtige omgivelser, der stod i stærk kontrast til mormors stråtækte forhave ude foran.
Stilen her var tung Stoner Rock, som virkelig var nede og kysse det mørnede scenegulv flere gange. Musikken kan bedst beskrives, som jeg overhørte en gut sige: “Hvis nummeret Black Sabbath af Black Sabbath blev spillet hele koncerten igennem”.

Jeg er ubekendt med, om det var ment positivt eller negativt i bemeldte sidemands sindstilstand, men det er meget sigende for min oplevelse af dem:
Det er Stoner Metal, flirterende heftigt med melodier fra svundne 70’er tider og tilsat en tunge fornemmelse, vi kender fra den tidlige bølge af Heavy Metal; ergo (endnu) et band med Retro-Rock-pedalen helt i bund. Vi har allerede Ghost, danske Grusom og til dels Bersærk og… af ren researchende dovenskab undlader jeg at nævne flere, herhjemme, men konstaterer blot, at selvom lokale Embryo BESTEMT var sammenspillede og tydeligvis glade for at betræde Hattens ramponerede scene, så stod de aldrig ud i rent auditivt i min optik. Jeg kan seimpelthen ikke skelne dem fra de mange andre af den slags bands, der infic… Ahem, strømmer henover lyd-landet i disse tider, men det ej en klandring af bandet! De spillede eminent, jeg nynnede bare mere med på en ringetone fra en telefon lige efter koncerten end på en sang fra Embryos setliste…

Würm’sTongue
Lidt samme huggeri kunne jeg slå oven i hovedet på denne orm, så tungen blev klappet over, for Würm’s Tongue fremstod ved første ørekast en anelse generisk af den gamle Death Metal-skole såsom Dissection og Death – omend tilsat 75 procent skrig vokal, 17 procent råb og resten udefinerbart, hvilket sendte tankerne i retning af angelsaksisk metal fra Iron Maidens velmagtsdage. MEN vi skulle heldigvis ikke langt ind i settet, før der åbenbarede sig kaskader af variation, hvor den disharmoniske melodi (ja, den slags kan lade sig gøre) blottede sig i billedet og gav plads til en legeplads for alle instrumenter på et spillested, hvor lyden faktisk var tip-top det meste af tiden.
Der var labre soli og leg med lydbilledet, der ofte kunne tangere Black Metal. Hatten af på von Hatten til Würm’s Tongue, det var sgu kreds at nyde hele vejen igennem.

Velociter
Hvis man ikke havde fordærvet sig helt i chili con carnage med fatal flute til, så var festivallen her langt fra ovre, og man mærkede da også på publikum, at man manglede den sidste forløsning. Det skulle Thrash-bandet Velociter så stå for. Det stod i skarp kontrast til at have været åbningsband til Metal A Days M.A.D. Night dagen i forvejen i København. Ukuelige, det må man sige, men under første numre og – næsten obligatoriske – problemer med lyden, virkede medlemmerne i bandet da også som nogle, der helst ville peges i den nærmeste retning til Den gyldne måge end servere metal for os.

Men det var som, at folkets energi og glæde over at opleve Velociter fjernede rusten fra Bastian og Ralles guitarer og forsanger Marikas stemme, der langsomt, men sikkert – dog mest langsomt – levede op til publikums gunst. Bandet er som snydt ud af næsen fra 1980’er scenen, før Trash blev Alternative Metal og man åndede for musikken, som whiskyen løb gennem Lemmys blodårer.
En lettere nutidig sammenligning kunne være hedengangne amerikanske Sanctitys flair for medrivenhed i lydbilledet tilsat brutaliteten fra Exodus i deres tidlige fordums tid.
De fremmødte var i hvertfald ovenud tilfredse med Velociters afrunding af festivallen. Bemeldte anmelder er da også sikker på, at havde bandet ikke været ramt af gårsdagens strabadser, så havde de kunne fyre den endnu mere af.

Hvis du er nysgerrig efter at vide, hvad præcis der udkørte Velociter så meget dagen i forvejen, så følg Metal A Day tæt, da vi snart præsenterer en mindre – og ret så alternativ – tourdagbog.

Vi lover pizza-diskussioner, Latiner-Passagen og forklaringen på, hvorfor man aldrig skal drikke en Isbjørn før en koncert!