Tungere end Moby Dick

Anmeldelse af: AHAB, Headbanger Stage, Wacken Open Air, d. 5/8-17

Funeral doom-bandet AHAB skulle sørge for, at der meget langsomt blev rystet noget hår oppe ved Headbanger-scenen. De leverede en hypnotiserende koncert med flotte melodipassager, smuk vokal samt noget af den tungeste og mest sørgmodige musik, jeg har oplevet.

(Foto: Wacken PR)

AHAB er et band, som jeg kun har et flygtigt bekendtskab til. Jeg har hørt lidt hist og her og nydt det, men jeg er aldrig faldet totalt for det. Det går langsomt, er tungt som ind i helvede, og så er det ekstremt melankolsk. Det er helt klart et band, hvor man skal være i humør til deres musik, for at man får mest muligt ud af det.

Koncerten på Wacken skulle dog hurtigt vise sig som en stor og behagelig overraskelse. Bandet spillede fuldstændig fantastisk og mestrede i højeste grad de store skift, som der er i musikken. Når det var tungt, var det sateme også tungt! Denne koncert er helt klart en af de tungeste koncerter, jeg har set i mit liv. Sanger og guitarist, Daniel Droste, gjorde sit arbejde med både vokal og guitar fremragende. Han havde et voldsomt growl, som de færreste kan matche. Det er efter min erfaring som regel de sangere, som spiller et instrument, imens de growler, som gør det fedest, da de ikke har hænder ledige til at cuppe mikrofonen. Droste kunne springe fra det dybeste og ondeste growl over i den pæneste og nærmest messende rene vokal. Det tilsat nogle virkelig tunge og sprøde guitarriffs, som ligeledes varierede over i noget mere melodisk og rent, gjorde, at koncerten aldrig på noget tidspunkt mistede dynamik. Riffsne var tunge og knusende, når de skulle være det og sørgmodige og melodiske, når musikken kaldte på det. Variationen vandt AHAB helt klart på!

Der blev ikke rigtigt sagt andet end “tak” mellem numrene, hvilket vel egentlig også gør sig glimrende for et funeral doom-band. På trods af, at jeg bedst kan lide, når bands interagerer mere med deres publikum, gjorde det ikke så meget i og med, at AHAB formåede at nå godt udover scenen, imens de spillede. Det opvejede for de lidt mere stille øjeblikke, der var imellem numrene, hvor man istedet fik lov til at synke de nye oplevelser.

Lyden til koncerten var på grænsen til at være formidabel. Det eneste problem, jeg havde, var, at det godt måtte have været en lille smule højere således, at det havde virket endnu mere knusende. Lyden var nemlig pæn og detaljerig, en ting, som er utroligt vigtigt for et så dynamisk spillende band som AHAB.

AHAB leverede en super fed og ekstremt langsom koncert til et lørdagstræt Wacken-publikum. Desværre var der ikke så mange mennesker til koncerten. Til gengæld nød de, som var der, virkelig også koncerten i fulde drag. Sjældent er der blevet headbanget så langsomt! AHAB fik leveret en koncert tungere end den sagnomspundne hval Moby Dick, som den originale kaptajn AHAB jagtede.

Mærkater: , ,