Anmeldelse af: Dead Cross. Avalon, Roskilde Festival. 06. juli 2018

Dead Cross leverede en koncert med masser af højdepunkter, fart og fest

Så er det blevet tid til garanteret galskab. Dette er forventeligt, når Mike Patton står i fronten for et band. Taget i betragtning, at manden har frontet så mærkværdige bands som Mr. Bungle, Tomahawk, Mondo Cane, Fantomas og naturligvis Faith No More, så er galskaben forventelig, særligt når han er ude med ingen ringere end Dave Lombardo, der til stadighed er den rigtige trommeslager i Slayer. Der er altså i særdeleshed tale om en supergruppe.

Da bandet går på, er det bestemt heller ikke uden en vis energi. Der er knald på fra start med masser af grinded punk-thrash-agtigt smadder. Patton selv benytter, som han har for vane, både en standard mikrofon og en megafon mikrofon for at opnå en LoFi-effekt. Dette virker super godt på trods af, at lyden på vokalen godt kan få en hak opad.

Imellem to numre stiller Patton spørgsmålet, om vi har set nogle gode film. Da der ikke bliver svaret enstemmigt, går han videre til sagens kerne: ”Do you do anal?”. Humoren er bestemt ikke gået tabt på trods af, at musikken er så aggressiv, som den er, når man taler om Dead Cross.

Sammenspillet i bandet sidder i skabet, og man kan nærmest ikke undgå at blive imponeret over de kollektive færdigheder. Lige fra den hidsige guitar til den smadrede bas over til Lombardos vanvittige trommespil. Lombardo er uden den mindste tvivl stadig en af verdens bedste og mest interessante metaltrommeslagere.

Midt i galskabsshowet opstår der en tydelig ide i Pattons hoved. Han har spottet adskillige klassiske roskildegængere, der alle har en lidt mærkværdig mundering på. Dette resulterer i, at tre personer bliver hevet på scenen af Patton selv, der først beder dem om at stagedive.
Han ser dog hurtigt, at der måske er lige lovligt langt ud til hegnet, men det hop, kan Roskildes publikum da sagtens tage. Det mener en voksen og ansvarlig fra festivalen dog ikke, og Patton ændrer derfor hurtigt sin plan til, at der i stedet skal være disco-dansekonkurrence. Der lægges en solid discorytme, og så kører vi ellers derudaf, en deltager af gangen. Det er ”visor guy”, der danser bedst, men Patton er pædagogisk og udbryder, at de alle vinder, og festen bliver straks større.

Da sidste nummer bliver spillet, og bandet er på vej af, får den kære Lombardo en umiddelbar ide. Dette resulterer i, at bandet spiller en Medley bestående af “Raining Blood” fra Slayer der går over i “Epic” fra Faith No More og runder af i “Nazi Punks Fuck Off” fra Dead Kennedys. En fremragende måde at slutte en koncert med så meget galskab af på.

Du får herunder et galleri fra Mathilde Maria Rønshof fra koncerten: