Steel Panther-Interview

Et tilfældigt møde med et udskældt band

De er berømte og berygtede, seje pik-rockere eller en afdanket parodi. Meningerne er mange, men hvordan er Steel Panther egentlig bag scenen?

Panteren under pelsen

Metal A Day havde siden Wacken Open Air i år kæmpet indædt for at tiltuske sig en interview-aftale med amerikanske Steel Panther. Det endte med det ene aftalebrud efter det andet, kombineret med grelle muligheder, der gik i vasken. Men tilfældighedernes spil skulle vise sig at være med redaktionen en septemberdag i Aarhus i år.

Har du bare lidt mere end et spadestik dybere af interesse for hard rock, så ved du næsten med sikkerhed også, hvem Steel Panther er. De er notorisk berygtet for at udleve en musik- og livsstil, som man ellers truet havde lidt døden tilbage i senest 1986, lang tid efter at glam rock havde peaket med bands som Mötley Crüe, Ratt og Poison.

Men her er altså fire amerikanere, der stort set kun synger om, hvor meget fisse de kan knalde, hvor længe, hvordan, og…

Eller mener de det nu også seriøst?

Den 20. september havde bandet indtaget VEGA med bravur til fulde huse. Vi valgte at overvære drengene dagen efter til deres aarhusianske besøg på Train.

Under lettere tilfælde omstændigheder endte vores fotograf bag scenen til en snak med guitarist Satchel, med det borgerlige navn Russell John Parrish.

Og hvis du ikke allerede havde gættet det, så kan vi fortælle, at 3/4 af bandet bruger paryk. Og Satchel er ikke den sportslige bad boy, som du måske kunne tro.

“Tjek mine tænder!”, udbryder Satchel, da en anden pige i lokalet påpeger hans store overarme, lige egnet til amerikansk fodbold i hendes optik, og fortsætter:

“Folk med tænder som mig kan på ingen måde have spillet football. Nej, jeg er mere typen, der spiller golf,” forklarer den 45-årige guitarist.

Men før du får ødelagt dine tanker om, at drengene er totalt kedelige og i kontrast med deres personlighed på scenen, så understreger Satchel, at det skam er ham, der bestemmer på hjemmefronten.

“Derhjemme er det min kone, der gør, som jeg siger. Hun smører sandwich til mig, går ud med skraldet og henter øl, bare jeg knipser med fingeren”, siger Satchel/Russell med et glimt i øjet.

“Faktisk er det Michael, vores forsanger, der er under tøflen. Vores sang “Pussywhipped” er skrevet om ham,” griner guitaristen med hentydning til, at deres forsanger som den første efter hver koncert skal ringe hjem til familien.

Til forsanger Michaels forsvar skal det lige påpeges, at han er den eneste, der ikke bruger paryk i bandet.

Men om man er tilhænger af bandets musik eller blot ser det som et (u)frivilligt komisk indslag på den larmende musikscene, så hersker der i hvert fald ingen tvivl om, at bandets succes lader til at fortsætte til imponerende højder.

“Vi er ved at lægge sidste hånd på en aftale om at lave en TV-serie, hvor et af afsnittene kommer til at handle om et kopi-band, der prøver at efterligne os. Vi mangler lige at få det sidste på plads”, forklarer Satchel om den meta-serie.

Som med så mange andre store ting i livet, er alt dog ikke fryd og fornøjelse. Heller ikke livet som turnerende musiker.

“Jeg hader at turnere. Tiden i bussen er ikke til at holde ud, jeg hader det. Men tiden på scenen vejer op for alt det andet,” indrømmer Satchel, der var med til at starte bandet tilbage i 1997.

Til næste år kan Steel Panther altså fejre tyve års fødselsdag som band, og Russell delte faktisk en lille hemmelighed med os om alle de år som Satchel:

“Du skal bare vide, at jeg aldrig har sagt noget ærligt som Satchel i et interview”.

Det lader til, at Satchel godt kan forberede sig til lidt mere af det enerverende, men samtidig livsbekræftende, liv på landevejen, for gruppens femte album, “Lower the Bar”, har udgivelse den 24. februar 2017.

Indtil da kan du blandt andet fornøje dig med bandets cover af Cheap Tricks “She’s Tight” her:

Mærkater: , , , , , ,