Anmeldelse af: Sabaton – The Great War. Nuclear Blast. Udgivet 19. juli 2019.
Jeg er ikke glad for at indrømme det, men det er svært at komme uden om at Sverige er bedre end Danmark til i hvert fald en ting: At levere den hårdtslående og storladne cocktail der er power metal.
Når man ytrer disse ord, bringer det ofte tankerne hen på drager, troldmænd og prinsesser med strategisk iturevne klæder, men der er særligt et band, der sætter sig imod denne tendens og i stedet beskæftiger sig med mudder, blod, stål og bly. Falunske Sabaton har siden deres første plade – Primo Victoria, udkom i 2005 – bygget sig en niche som verdens førende band inden for krigshistorisk power metal. Nu er de klar med det seneste skud på stammen – et koncept album om første verdenskrig.
Det er hverken nyt for dem at skrive om netop denne konflikt (“The Price of a Mile” fra albummet The Art of War omhandler det tredje slag ved Ypres) eller at skrive et helt album om en specifik historisk periode (Carolus Rex fra 2012 omhandler den svenske stormagtstid 1611-1721), men nu er de to blevet kombineret og så er det store spørgsmål jo, hvor godt de gæve svenskere er kommet afsted med det.
Pladen starter med en sand gave til fans af bandet – nemlig endnu en sang om tanks. “The Future of Warfare” omhandler introduktionen af kampvogne i moderne krigsførelse, men jeg synes ærlig talt, det er et lidt spøjst åbningsnummer. Det starter med en række musikalske maskingeværsalver, afbrudt af mere fredelige stykker. Herefter går nummeret over i et ret langsomt vers, der gør det svært for nummeret at opbygge den forventningsfulde stemning, begyndelsen på en plade gerne skal have. Omkvædet har den samme hurtige stil som introen, men sangen falder efter min mening for meget til ro i verset. Det virker som om, de forsøger at opbygge følelsen af at noget ustoppeligt, der vil kvase alt under sig kommer rullende, men jeg synes ikke rigtigt, det lykkes.
Herfra bevæger pladen sig i vanlig Sabaton-stil gennem en lang række historiske begivenheder, akkompagneret af velspillet power metal. “Seven Pillars of Wisdom” drejer sig om den navnkundige Lawrence of Arabia og det arabiske oprør mod det osmanniske overherredømme. Den konflikt, og hvordan de sejrende Ententemagterne valgte at trække grænserne efter krigen, ligger til grund for store dele af de nuværende problemer i området, men går en hel del udover, hvad der hører til i en power-metal-album-anmeldelse.
Næste nummer er en mini-biografi af Sergeant York af de forenede staters 82. luftbårne infanteridivision og efter min mening et af de bedste på pladen. Det er Sabaton, som vi kender dem – Joakim Bródens baryton-vokal velunderstøttet af kvintettens resterende medlemmer – der er ikke fundet på så meget nyt, men det er heller ikke nødvendigt, når man har så velolieret en maskine, som Sabaton unægteligt har.
Med “The Attack of the Dead Men” – skivens næste skæring – er der dog blevet plads til lidt eksperimentring. På nummeret, der omhandler det tyske stormløb på en russisk befæstning, efter den er blevet beskudt med klorgas, er der gjort grundig brug af synthesizers, hvad der sammen med et meget messende omkvæd skaber en ret fed stemning, der ikke lyder helt, som power metal plejer.
Herefter får vi med “Devil Dogs” en introduktion til det amerikanske marineinfanterikorps og endnu en gang Sabaton-metervare. Forstå mig ret, det er et fedt nummer, men ikke noget, der kan overraske dem, der har hørt bare et par af deres nye plader.
Man skal ikke være særligt bekendt med det tyvende århundredes krigshistorie for at gætte hovedpersonen i pladens midtpunkt: “The Red Baron”. Efter en lidt sær start, hvor Brodéns synthesizers gør deres bedste for at lyde som et orgel, har vi måske det nummer på pladen, hvor tekst og musik spiller bedst sammen. I omkvædet synges der gentagende gange “Higher!”, og musikken løfter os op blandt skyerne og baronens røde triplan.
Pladens titelnummer er efter min mening det bedste. Det starter dybt og endog lidt tænksomt, inden det hårdtslående omkvæd gør det klart for enhver, hvorfor genren kaldes power. Som et lille plus til de af o,s der er glade for Sabaton, men ikke for krig, er det også rart lige at få en tekst, der ikke bare er neutralt beskrivende, men rent faktisk pointerer, at krig er frygtelig – især linjerne “Where is this Greatness I’ve been told? // This is the lie that we’ve been sold.” rammer plet.
Med “A Ghost in the Trenches” føjer Sabaton endnu et værk til den (alt for korte) liste af biografiske sange om snigskytter. Jeg synes ikke helt, den når op på 2010s “White Death”, men det er en superfin sang, der giver god plads til, at guitaristerne, Chris Rörland og Tommy Johansson, kan lege med deres instrumenter.
Personligt håber jeg, at vi på en fremtidig udgivelse får et stykke om sovjetiske Lyudmila Pavlichenko, men vi har jo alle vore kæpheste. Med “Fields of Verdun” er der igen fart over feltet og ikke så meget følsom personhistorie eller guitarleg. Der er til gengæld et stykke power metal af fineste kvalitet, og det er svært ikke at sidde og hoppe lidt med, når man hører det.
Pladens sidste rigtige nummer bærer meget passende “The End of the War to End All Wars” og starter mere sagte end noget tidligere nummer på pladen. Efter trekvartminuts intro bliver stilheden dog brudt, og Sabaton spiller på alle deres mest storladne strenge. Nummeret forsøger lidt at samle op på pladen og runde det hele af, men jeg synes egentligt, det bliver prangende uden at være pænt.
Allersidst giver The Great War os et pigekor der besynger markerne i Flanderen i afrundingen “In Flanders Fields”, hvor så mange mænd døde i den konflikt, der markerer den endelige overgang fra de gamle til de moderne tider. Det er ikke et dårligt stykke musik, men jeg synes ærlig talt ikke det bidrager med noget godt til pladen.
The Great War er ikke Sabatons største bedrift, men den hører hjemme i en velassorteret metalsamling, og jeg er ikke i tvivl om, at der er indtil flere numre på den, der vil blive spillet igen og igen.
