Anmeldelse af: Green Day – Father Of All… Udgives: 7. februar via Warner Music.
Tilbage i 1994 fik Green Day deres gennembrud med deres tredje plade, Dookie, men det var først med American Idiot ti år senere, jeg opdagede dem sammen med mange andre emo-punk-teenagere.
Singlerne “Holiday”, “Boulevard Of Broken Dreams”, “Jesus Of Suburbia”, “Wake Me Up When September Ends” og titelnummeret blev megahits, og mange teenagere begyndte at gå med smalle slips og sort neglelak i midten af 00’erne på grund af forsangeren, Billie Joe Armstrong, (og Mike Dirnt og Tré Cool).
Fem år senere (i 2009) blev successen fulgt op af 21st Century Breakdown, som kombinerede punk og rock med pop på en elegant måde. Pladen indeholdte hele 18 numre, hvor de bedste var “Know Your Enemy”, “East Jesus Nowhere”, “Restless Heart Syndrome”, “21 Guns” og “See The Light”.
Men derefter knækkede filmen lidt for Green Day. På albumtrilogien Uno!, Dos!, Tré! (fra 2012-13) var kun ⅓-½ af de 37 numrene værdige til et reelt album og i 2016 udkom Revolution Radio, som lagde sig lidt for tæt op ad 21st Century Breakdowns mere poppede stil.
Men i slutningen af 2019 begyndte Green Day så at røre på sig igen. Denne gang mere punket og råt, end hvad man har hørt i over ti år.
Father Of All… er Green Days 13. studiealbum og består af 10 numre på mellem 2-3 minutter. Allerede ved de første singler og numre, titelnummeret, “Fire Ready Aim” og “Oh Yeah”, på skiven slår man lyttelapperne ud. Det virker som om, at Billie Joe Armstrong, Mike Dirnt og Tré Cool har skåret alt pop-fedt fra og tilsat flere punk-vitaminer.
“Oh Yeah” er samplet fra Joan Jett and the Blackhearts’ “Do You Wanna Touch Me (Oh Yeah)” i omkvædet. Hvis man ikke allerede kender originaludgaven, kunne godt tro, at det var 100 % Green Days egen – ment på den gode måde, fordi det lyder som en typisk Green Day-sang.
Mange numre, heriblandt “Junkies On A High” og “Take The Money And Crawl”, er minimalistiske både instrumentalt og lyrisk. Det er normalt en tvivlsom kvalitet, men for et gammelt punkband er det kun et plus. 90’er-sentimentaliteten er blevet vækket, og man sidder og nikker med til næsten alle numre. Kun “I Was A Teenage Teenager” falder igennem bl.a. med statementet: “School is just for suckers”. Bliv nu voksen, Armstrong!
“Sugar Youth” minder mig om “She’s A Rebel” fra American Idiot i tempo, melodi og tekst. I omkvædet synges: ” I’ve got a fever and it’s dangerous … I’ve got a fever and I’m in a rush”. Jeg kan ikke bestemme mig for, om det er et fedt “easter egg” eller bare uopfindsomt.
Retrospektivt skulle Dookie, American Idiot, 21st Century Breakdown have 5 stjerner, og Uno!, Dos!, Tré! og Revolution Radio skulle have 3 stjerner hver. Father Of All… skal derfor have 4 stjerner for et overraskende godt “comeback”-album.
Men det siges, at man skal stoppe, mens legen er god, og mens man er på toppen – måske skal Green Day gå på pension efter den kommende turne. Det kan de tre gamle punkere i hvert fald roligt tillade sig og samtidig beholde værdigheden, uden at virke desperate efter at holde fat i fortiden. I år er det præcis 30 år siden, Green Days debutalbum, 39/Smooth, udkom. Dengang var de blot 17-18 år, og at de stadig er aktive, er imponerende. Selvfølgelig er der mange andre gamle rockbands, der også stadig spiller, men ikke alle ældes med ynde.
På sommer spiller Green Day på Northside – det kunne jeg godt være fristet til, måske bare for nostalgien.
Trackliste:
- Father Of All…
- Fire, Ready, Aim
- Oh Yeah!
- Meet Me On The Roof
- I Was A Teenage Teenager
- Stab You In The Heart
- Sugar Youth
- Junkies On A High
- Take The Money And Crawl
- Graffitia
