Anmeldelse af: The Raven Age. Pandæmonium, Copenhell. 18. juni 2022.
Som en sløv tenniskamp opstod der aldrig den ønskede symbiose mellem engelske The Raven Age og Publikum.
Foto: Anders Gross Mikkelsen
The Raven Age havde ellers alle musikalske tricks i bogen, hvor de blandede alt fra metalcore til hard rock og powermetal: Der synge med-venlige stykker, og så var der headbangende sektioner, så der var noget for både dem, der var til det hårde og det mere medrivende.
Men som bekendt fordærver for mange kokke maden, så det blev både pastiche, kliché og en følelse af, at man her havde at gøre med et band, hvor man havde tænkt: Hvordan kan vi sammensætte et band med en lyd, der appellerer til mange?
Havde stemningen så bare været der, men som forsanger, Matt James, konstaterede: Så var folk lidt klatøjede, og der var da også tyndtbefolkede foran scenen kort før start, men det udvidede sig stødt.
Men det er ikke til at sige, om folk dukkede op for at se, hvad der spillede, eller om de reelt var fans – der var hårdt tømmermændsramte.
I hvert fald opstod der aldrig en fest foran den næstmindste scene på Copenhell på sidstedagen, men det kan jo nå at komme.
Her er nogle flere billeder fra koncerten, taget af Anders Groos Mikkelsen:
