Alice Cooper
Forside Anmeldelser Ballade-trip

Ballade-trip

Author

Date

Category










  • Nazareth

4










Anmeldelse af: Nazareth, W.E.T. Stage, W:O:A. 01. august 2018.

Nazareth fik sat gang I den store sing-along inde ved W.E.T stage på dette års Wacken Open Air med en velspillet koncert, der særligt blev båret af en veloplagt frontmand

Foto: Wacken PR

Vi bliver i Skotland. Efter den formidable koncert med Fish ovre på Headbanger Stage, behøver man nemlig blot at gå en små 50 meter til venstre for at være klar til, at bandet Nazareth skal indtage W.E.T Stage. Det er ikke meget Nazareth, jeg kan påstå at have hørt, men festligt er deres musik nu altså engang, og så er det ikke hver dag, man får muligheden for at opleve et så gammelt band live.

Spille, det kan bandet helt klart! Særligt fart på feltet er der over guitaristen Jimmy Murrisons spil, der i sandhed tager kegler. Spillet minder mindre om den klassiske 70er-tilgang til guitaren og nærmer sig nærmere 80ernes overdrevne brug af fed soli og whammy bars. Den nyligt indhentede vokalist, Carl Sentance, gør det glimrende som frontfigur med god energi og en stemme, der passer ufatteligt godt ind i bandets klassiske lydbillede. Han formår ligeledes at komme rigtigt godt rundt på scenen og får fanget publikum på glimrende vis.

Lyden er måske lidt i den bastunge-ende, der er lige rigeligt med knald på stortrommen, og bunden har til tider en tendens til at drukne en del af det ellers glimrende guitarspil. Bandet spiller som en helhed glimrende uden de store udfald. Desværre er det dog som om, at det kun er de yngre medlemmer af bandet, der rigtigt formår at komme udover scenekanten. Nu er aldersforskellen så godt nok også ret markant, så på det punkt giver det mening, at den nu 71-årige Pete Agnew, der ligeledes er det eneste originale medlem i bandet, ikke har helt den samme energi, som sine kolleger har.

Særligt opløftende er det, da bandet fyrer “Razamanaz” af midtvejs i sættet. Dette nummer er sgu bare evigt sejt, og det leveres overbevisende. Utroligt nok slutter bandet ikke af med deres klassiske cover af “Love Hurts”. Dette ville dog også have virket en anelse antiklimatisk, da man som rockband på en metalfestival ikke bør slutte af med en ballade. Vi har fået serveret en god og velspillet koncert med nogle gamle hoveder, der helt klart beviser, at de stadig kan. Vi har haft fællessang, og adskillige mennesker har ligeledes danset. Nazareth har helt klart leveret det tætteste, vi sandsynligvis kommer på en folkefest til dette års Wacken Open Air.

Tidligere artikelSom en fisk ude af vand?
Næste artikelDårlig planlægning

Recent posts

Afrikansk hiphop-party på Fyn

Anmeldelse af: Die Antwoord. Heartland Festival, Greenfield Stage, Fyn. 01. juni 2019. Die Antwoord leverede en formidabel opvisning i det gøglede, finurlige og ekstremt morsomme,...

South Haven – interview

Interview med: South Haven. 12. juni 2019. Vores gode venner hos Radio Playback ROCK har lavet dette interview med danske South Haven, som vi har...

Gensyn med 90erne

Anmeldelse af: The Smashing Pumpkins. Heartland Festival, Greenfield Stage, Fyn, 01. juni 2019. 90er-rockerne fra The Smashing Pumpkins leverede et velspillet omend ikke super engageret...

Ørnene landede i “Den Royale” med bravur

Anmeldelse af: Eagles. Royal Arena, Kbh. 10. juni 2019. Igen tager Metal A Day en tur i de blødere afkroge, hvor der mandag aften var...

Den progressive baronesse har klasse

Anmeldelse af: Baroness - Gold & Grey, 14. juni 2019. Relapse Records. Med fronten mod fjender og ryggen vendt mod allierede. På Copenhell 2017 hørte jeg...