Anmeldelse af: The Dillinger Escape Plan, Hades, Copenhell 23. juni 2017.

At opleve Dillinger for formentlig sidste gang i DK var en pragtfuld oplevelse!

‘Pragtfuld’ er sådan et ord, man nok mere ville bruge, hvis man så haverne i Versaille, men for mig var det smadrede, soniske angreb ved navn The Dillinger Escape Plan en fryd for øjet og øret på Copenhell 2017.

Metal A Day gjorde tidligere på året en dyd ud af at se TDEP i både Odense, Aarhus og København, da de annoncerede, at de ville tage på en afskedsturné i forbindelse med deres seneste – og dermed formentlig sidste – pladeudgivelse, Dissociation, fra 2016.

Og hvad sker der så? Danmarks tungeste festival får lige drengene til at vende snuderne forbi DK igen. Det var til stor glæde for undertegnede, da jeg ellers aldrig har set bandet live og før annonceringen her troede, at jeg aldrig skulle komme til at opleve dem live. Jeg har – jævnfør de anførte tidligere anmeldelser – hørt de vildeste fortællinger om et band, der trods at være banebrydende med både mathcore og støjende metal med 20 år på bagen, stadig ter sig som en flok løsslupne hunde med rabies ved fodringstid: Det var som at se 17-årige knægte bevise for en mulig booker, at de bare SKAL med til de store festivaller.

Mest sigende for den rammende DIY-attitude var, da forsanger Greg Puciato henvendte sig til siden af scenen for at høre, hvor meget tid de havde igen, så de kunne tonse videre ufortrødent uden at blive afbrudt. Her blev der nemlig ikke snakket mellem numrene, der blev bare smadret igennem.

Vores fotograf, der heller ikke kendte bandet synderligt godt forud for koncerten, blev også for at se hele koncerten færdig, trods han reelt kun skulle blive for at tage billeder ved de første par numre.

En ven henvendte sig til mig under koncerten og spurgte: “Hvorfor pokker stopper de?” Mit svar var, at de stopper på toppen.

Jeg hiver den – i mit embede – sjælden topkarakter op af lommen for en performance, der var noget af det vildeste, jeg længe har oplevet og med en så dybfølt intensitet og smadrende attitude, at mange bands tydeligt stadig kan lære af mestrene.

Nu skal man jo aldrig sige aldrig, så jeg lægger mine penge på, at vi kommer til at se The Dillinger Escape Plan igen på dansk jord – og jeg kan ikke vente!

 

Foto: Mark Stoumann
Foto: Mark Stoumann
Foto: Mark Stoumann
Foto: Mark Stoumann
Foto: Mark Stoumann
Foto: Mark Stoumann
Foto: Mark Stoumann
Foto: Mark Stoumann
Foto: Mark Stoumann
Foto: Mark Stoumann
Foto: Mark Stoumann
Foto: Mark Stoumann
Foto: Mark Stoumann
Foto: Mark Stoumann
Foto: Mark Stoumann
Foto: Mark Stoumann
Foto: Mark Stoumann
Foto: Mark Stoumann