-
Behemoth
Anmeldelse af: Behemoth. Harder, Wacken Open Air. 02. august 2018
Behemoth leverede et show med god energi, velspillede numre og et fuldstændigt tændt publikum, da de lagde Harder scenen ned
Foto: Wacken PR
Behemoth er en sjov størrelse. Jeg var ikke imponeret over dem, da jeg så dem sammen med Amon Amarth på Vega tilbage i 2016, men jeg har egentlig altid syntes, at de besidder mange gode kvaliteter. Musikken fejler bestemt ikke noget, i hvert fald ikke en god portion af det. Alligevel har de aldrig rigtigt fanget mig.
Heldigvis viser Behemoth sig fra deres gode side på dette års Wacken Open Air. Der er fandme smæk på, og performancen er bestemt energisk og passer til bandets stil. En af de ting, man hurtigt lægger mærke til, at Behemoth gør, som ikke ses så ofte indenfor black metal, eller måske i dette tilfælde nærmere blackened death metal (man skal jo passe på med genreryttere), er, at der er en god publikumskontakt. Nergal har intet problem med at snakke til sit publikum, og han formår på denne måde også at tage dem i sin hule hånd således, at han guider dem igennem det mørke og til tider smadrede univers, som Behemoths musik bevæger sig indenfor.
Vi får sågar en verdenspremiere på det helt nye nummer, “Dog=God”. På trods af den forfærdelige, ja, nærmest cringe-agtige titel, som uden tvivl engang i en eller anden rus har føltes som en spidsfindig genialitet af et anagram, så holder nummeret altså. Særligt live. Nergal ved i sandhed, hvordan man smækker et solidt black/death metal-nummer sammen og så endda, hvor det rammer masserne, og dette er da mildest talt imponerende.
Bandet kommer godt rundt på scenen, en kvalitet, som kun deles med få bands indenfor denne genre. Der er langt større armbevægelser, end man er vant til, og det er på sin vis kærkomment, i hvert fald i forbindelse med denne underdeling indenfor genren, altså blackened death metal.
Lyden er også ganske hæderlig, om end vi her begynder at mærke ulempen ved de store scener på Wacken Open Air navnligt, at lydmanden meget gerne vil have enormt høje stortrommer. Disse får lov til til tider at overdøve samtlige andre instrumenter, hvilket i den grad er synd, særligt når musikken er så drevet af melodier, der fremføres på strengeinstrumenter. Det gør lydbilledet en smule rodet, men ikke nok til, at vi er derude, hvor det er decideret irriterende.
Nergal er som sagt en glimrende frontmand, og dette afspejles i høj grad i publikums energiniveau, der oppe foran er enormt. Der er godt gang i pitten, og man fornemmer, hvordan støvet, der har været kendetegnende for nærmest samtlige nordeuropæiske festivaler i år, får lov til at rejse sig, som svampen fra en atomsky.
Behemoth får altså leveret en koncert, der er bedre end forventet fra min side. De store armbevægelser har virket, og bandet har haft bedre held med at fuldstændig at få tryllebundet sit publikum. Samtidig har der været præmiere på et nyt nummer, der på trods af en elendig titel, rent faktisk holder.
Behemoth kan noget, som de færreste kan indenfor denne genre.
