Interview med: Olof Mörck, Amaranthe. 

Af: Sofia Schmidt, gæsteskribent

Foto: PR.

 

Jeg ringede guitarist og sangskriver Olof Mörck fra Amaranthe op til en snak om sangskrivning, dynamikken på deres nye album, Helix, og hvordan, man kan bruge klassisk musikteori og fingerfærdighed fra violin-skills til at skabe bandets catchy signaturlyd.

På en knitrende telefonforbindelse får jeg hul igennem til det svenske.

Olofs stemme er klar, lys, energisk og behagelig.

Han hilser venligt og indskyder: “Nåh ja, jeg er i et tog lige nu, så jeg håber, forbindelsen virker!”

For at nå interviewet igennem, inden forbindelsen falder ud, hopper jeg lige ud i det:

 


Hej Olof! Vores anmelder Thomas Brodersen har lige givet Helix 4,5/5 stjerner, hvilket er ekstra imponerende, da det eneste fra svenske, han godt kan lide, er dødsmetal og kanelgifler.

“Oh! Det er virkeligt fantastisk at høre!”


Kan du beskrive for mig, hvad man oplever, når man sætter Helix på?

“Ja, absolut!

Det er et meget diverst album og måske en af de bedst sammenhængende albums, som vi har lavet. Vi tilgik mange af tingene på en anderledes måde.”

Når vi skriver musik i Amaranthe, så sigter vi efter en masse intensitet. Det har vi førhen opnået på en lidt anderledes måde [end på Helix. red.], men det har altid været meget intensiv musik.

Vi har kigget lidt tilbage på vores første to albums.

For at opsummere: Du kan forvente noget, der ikke er intensivt på samme måde, men mere som en rutschebanetur gennem livets forskellige følelser.”

 

Så I er gået efter at skabe en fusion mellem jeres karakteristiske intensitet og store følelser! Det lyder virkeligt interessant!

Albummet hedder jo Helix – er det opkaldt efter guitar-preampen, eller betyder det noget andet?

“Vi ville ret tidligt i forløbet gerne have noget, der var lidt mere mystisk.

To af vores tidligere albums hed Massive Addictive og Maximalism, og de to titler rammer hovedet på sømmet, de er meget direkte.

Denne gang gik vi generelt efter en mere mystisk fornemmelse i titlen; noget, der kunne have forskellige lag af mening og fortolking.

En af de ting, titlen repræsenterer for mig, er DNA-strengen. Spiralen hedder helix, dobbelt helix.

Det handler om at finde ind til kernen af Amaranthe-lyden. Det handler om at tage nogle ældre elementer og noget, der er vores nuværende lyd.

Det handler om at undersøge projektets DNA, men der kan sikkert også være flere lag i det.”

 

Jeg fik lyttet lidt til singlerne ‘365’ og ‘Inferno’, og de afslører en lidt hårdere lyd, end vi er vant til fra Amaranthe, men signaturlydene med den energiske fornemmelse, de elektroniske elementer og RnB-agtige vokaler, der slynger sig sammen med growls, er stadig til stede.

Jeg har en forkærlighed for vrede ting, og Inferno lyder helt klart som den vredeste af de to singler. Hvis du skulle placere ‘Inferno’ i Helix-pladens univers på en skala fra 1-10, hvor 1 er den gladeste og 10 er den vredeste, hvor ville du så sætte sangen?

“Haha! Det er lidt svært at definere, fordi den på den ene side har nogle glade vibes men på samme tide har den masse af agression og vrede. Vores sange arbejder altid med kontraster.

Hvis jeg SKAL sætte den på skalaen, så vil jeg placere den mod det mere intense og vrede, men ikke meget. Jeg sætter den på 6/10.”

En sekser på vred-skalaen! Ikke 6-6-6?

“Hahah! Seks gange seks-seks-seks!”

 

Nu vi er ude i tal:

Amaranthe har altid arbejdet med tre forskellige vokalister på én gang, hvilket giver et unikt touch til jeres musik. Bare at skrive for én vokal kan være en udfording i sig selv.
Hvordan ser skriveprocessen ud for jeres lineup, når du har tre vokalister at arbejde med?

“Det er faktisk altid ret smertefrit. Det er ikke noget, vi nødvendigvis overtænker.

På det her album tog Elize meget mere ansvar for at skrive sine egne vokallinjer og spillede en stor rolle i Niels, den ande clean-sangers, linjer.

Det var stort set op til mig at skrive de fleste af growl-stykkerne.

Vokalskrivningen ordner sig selv ret nemt. Hvis du har brug for noget vredt, så har du growl som effekt. Nogle gange eksperimenterer vi lidt med, om det skal være Elize eller Niels, der synger de forskellige clean-dele.

Elize har en tendens til at skrive nogle ret høje vokallinjer, hun er sopran, så hun kommer ret højt op. Niels er en meget begavet sanger med et kæmpe stemmeomfang, så det var virkeligt fedt at høre ham fortolke Elizes vokallinjer og gøre dem til sine egne.”

 

Pyha, jeg kan godt forestille mig at nogle af hendes høje toner kan være ret intimiderende for en mandlig sanger!

Jeg så jer på Wacken Open Air i sommers, og der var virkeligt tryk på!

Efter showet stod jeg og sludrede med nogle flinke tyskere om jeres optræden. En af deres kommentarer hang fast: De så Amaranthe som et slags gateway-drug fra elektronisk musik til metalmusik. Forsøger i at hive nogle elektro-fans ind i metal-folden?

“Hehehe! Det er en lidt sjovt kommentar, for måske er det i virkeligheden den anden vej rundt.

De fleste metalfans kan, efter min erfaring, godt være lidt snævertsynede, når det kommer til elektronisk musik. Det er ærligt talt ikke rigtig noget, vi tænker så meget over. Det er fedt, hvis man har en bredere appel. Når alt kommer til alt, så handler det dog om at fusionere de forskellige lyde og interessante elementer fra elektronisk musik, popmusik og RnB ind i en enhed, der grunlæggende set er et metalband.

Hvis man ser på et folkemetalband, så tror jeg ikke, at de har særligt mange rendyrkede folk-fans. Et bedre eksempel vil være et neoklassisk metalband, de har ingen fans fra det typiske klassiske publikum, folk der er omkring de tres. Der er selvfølgelig undtagelser.”

Vi griner lidt ved tanken om en typisk klassisk koncertgænger i en moshpit til Stratovarius eller Rhapsody of Fire. Olof fortsætter:

“Når nu vi har lidt mainstream-elementer, så tiltrækker det også nogle mainstream-lyttere, hvilket er rigtig rigtigt fedt at se, men det er ikke et mål i sig selv.”

 

Ja, den brede appel er helt klart et bærende træk i jeres musik.

Vores førnævnte anmelder beskrev jeres nye album som “Britney Spears på steroider”, hvilket er et kompliment. I har den her evne til at skrive ekstremt catchy sange.

Hvordan ser en typisk dag ud i Amaranthes sangskriverværksted? Hvordan skaber I ørehængermagien?

“Det er lidt sjovt, for det sker faktisk ret gnidningsfrit. Jeg tror, at vi har arbejdet sammen så længe, at vi altid ved, hvor den anden er på vej hen. Selv om processen er ret smertefri, så læner det sig også op ad den erfaring, vi har sammen.

For at være ærlig, haha, så foregår det faktisk ret hurtigt, for selve ideen om albummets retning og de forskellige sange var meget stærk fra før, vi begyndte at skrive. Vi satte os sammen og talte en hel del og konceptualiserede det, før vi overhovedet begyndte at skrive musikken. Så vi startede meget tidligt i januar og gik i studiet i begyndelsen af marts. Så det tog to måneder at færdiggøre hele albummet. Det var meget spontant.

En typisk dag i sangfabrikken består af en masse entusiasme, at sætte sig sammen og komme ind i det kreative flow.”

 

Det gode flow i interviewet lader sig dog afbryde af togannoncørens stemme, der på gennemskærende rigssvensk fortæller, at vi nu er ved næste stop. Olof og jeg fortsætter dog ufortrødent samtalen over støj fra hver vores ende af telefonlinjen.

Det giver god mening, at I skriver på den måde, for den meget frie energi skinner gennem i jeres musik. Nu til noget andet. Wikipedia fortalte mig, at du spiller violin! Har du noget klassisk baggrund derfra?

“Ja lige præcis, det har jeg!

Violin er et meget nådesløst instrument, jeg begyndte at spille i en ret tidlig alder.

Elektrisk guitar er noget, du i bund og grund kan lære dig selv med youtube-videoer og den slags. Med klassisk violin har du brug for den rigtige teknik, ellers lyder det ad helvede til!

Strygerinstrumenter er et meget tilfredsstillende instrument, de har en meget naturlig klang.

Jeg tror, at jeg før eller senere vil prøve at inkorporere noget violin i en Amaranthe-sang eller en liveopsætning, det kunne være sejt!”

 

Det kunne det!
Nu hvor du har en dybdegående forståelse af et klassisk instrument, som er anderledes fra guitaren, så går jeg også ud fra, at du har spillet i noget ensemble eller orkester på et tidspunkt og har noget teoretisk viden om musik.

Bruger du den viden aktivt når du skriver med Amaranthe? Bruger du for eksempel klassiske strukturer og akkordprogressioner, eller lægger du det til side og skriver fra rygraden?

“Det gennemsyrer helt bestemt musikken, 100%!
Ikke i form af den klassiske lyd, men mere i den essentielle harmonik.

Det indgår i den måde, jeg bruger modulationer [toneartsskift, red.], harmoniske strukturer, kor.

Jeg bruger det, når jeg arbejder med de forskellige lag af guitar og keyboards, og når jeg laver arrangement af sangene.

Mange metalmusikere har en tendens til at lægge alt i den samme oktav på én gang. Jeg er meget bevidst om instrumentationsteori og generel teori om komposition.

De såkaldte “regler” er noget, som jeg nu og da forsøger at træde væk fra, men jeg synes, at det er rigtigt godt at have den teoretiske forståelse, fordi du rent faktisk ved, hvad du laver. Du har så at sige en musikalsk værktøjskasse.”

 

Der er vist et større overlap mellem klassisk musik og metal, end hvad man lige umiddelbart tror!

Der er også et overlap mellem den måde, en sang bliver skrevet på, og hvad, der sker, når man spiller den live. I jeres opslag om jeres tour, står der, at vi kommer til at opleve Amaranthe, som aldrig før. Kan du løfte lidt af sløret for, hvad vi kommer til at opleve, når I lægger vejen forbi Danmark i 2019?

“De shows, vi spiller sammen med Powerwolf, er én ting, der er vi nødt til at begrænse ting en lille smule, når det kommer til scene-setup, mængden af sange, osv.

Når vi headliner et show, så kommer vi til at gå all-in med lys, setup, sangvalg, struktur, osv.

Hvis jeg afslører noget om det, så bliver det jo en spoiler, men det kommer helt sikkert til at afspejle dynamikken i albummet. Showet kommer til at have en del sange fra de forskellige albums, vi har udgivet gennem vores karriere og en masse fra det nye album.

Vi glæder os til at komme tilbage til København!”

Og vi glæder os til, at I kommer!

 

Med et par høfligheder sender jeg Olof Mörck fra Amaranthe videre ud på sin togtur, og jeg åbner Spotify for at tage en tur igennem Helix-pladens lydspiral.