Anmeldelse af: Heilung. DR Koncerthuset. 13. oktober 2018

En aften i selskab med Heilung i DR’s koncerthus skulle vise sig at være intet mindre end magisk. Sammensætningen mellem det mørke dystre theater-show og det trippede autentiske og ikke mindst smukke musik skabte de perfekte rammer til den perfekte koncert.

Efter at have set Heilung to gange i løbet af sommerens festivaler skal det blive spændende, om bandet nu kan holde den høje standard, som de ellers har sat for dagen med deres første headlinerkoncert.

Heilung holder her til aften alt, hvad de lover, og mere til. Rammerne er tæt på perfektion i forhold til musikken. DR’s koncerthus har en ufatteligt smuk og charmerende stil, som uden den mindste tvivl bidrager til at gøre aftenens koncert ekstra unik. Scenen fungerer til aften, som en 360° scene, så publikum sidder hele vejen rundt om orkestret. Heilung formår heldigvis at udnytte den ovale scene godt og formår umiddelbart at levere et show, som samtlige mennesker i salen kan nyde.

Lyden er her til aften næsten fra starten utroligt tæt på at være perfekt. Der er nogle enkelte problemer med nogle mikrofoner, der ikke helt ligger på de rigtige niveauer, men det bliver rettet i løbet af koncerten. Derefter kan jeg ikke forestille mig hvordan lyden kunne gøres bedre.

Koncerten virker meget mere live-agtig, end man nødvendigvis havde forestillet sig, særligt eftersom, at Heilung benytter sig af en del backingtracks, der styres igennem en computer på scenen. For første gang, ud af de tre gange, jeg nu har set dem, føler jeg ikke, at det digitale gør noget skidt for helhedsbilledet. Jeg føler, at det er med til at give musikken et kærligt præg af industrial, og at dette netop fungerer fandens godt, omend det havde set sejere ud, hvis man havde kunne skjule det digitale lidt mere væk.

Vokalerne er intet mindre end sublime her til aften, om det er den strubesangs-agtige brølende stemme fra shamanen, nogle af de pænere mandevokaler eller den helt igennem fantastiske kvindelige vokal, der leveres af den formidable Maria Franz. Der er vitterligt ikke en finger at sætte på vokalerne, der alle er yderst veludførte og skarpe her til aften. Variationen imellem de forskellige typer af vokal skaber en dejlig variation og gør, at musikken blot bliver endnu mere interessant.

Rytmerne fra de mange trommer virker nærmest hypnotiserende, og man kan ikke undgå at føle sig yderst imponeret over det helt særlige udtryk, som musikken har. Showet er yderst veludført og gennemtænkt. Der bliver messet for soldater, der alle går stærkt til stålet og brøler kor til de tunge og velspillende rytmer.
Shamanen får ikke blot fejlet krigerne op, men i stor grad også publikummet. Hvad ritualet egentlig går ud på, kan jeg ikke gøre mig klog på, men ualmindeligt spændende er det da helt klart at se og høre.

Showet leveres med en sådan præcision fra både musikanter og statister, at man vil være skør, hvis man ikke føler sig totalt henkastet til musikken og dens tematik.
I takt med, at showet skrider frem, bliver optrædenen løbende mere eksplicit og svingende. I sidste nummer det helt genialt velskrevne og yderst stemningsfulde “Hamrer Hippyer” formår bandet at få næsten samtlige publikummer op af stolene. At dette lykkes, er på én gang både imponerende og særdeles også velfortjent, for Heilung har lige fra start leveret et utroligt smukt og ekstremt veludført show.
Krigerne formår under denne del af seancen at gejle publikummet op til kamp ved blandt andet at hoppe rundt på sæderne ude hos publikum. Vi får endda, helt oppe på balkonen, en kriger, der helt uventet kravler rundt bag mig, så der er virkelig blevet gået til stålet.

Heilung leverer her til aften en koncert udover det sædvanlige og formår at sprænge samtlige forventninger, som jeg ellers havde sat højt, inden koncerten. Heilung er p.t. et af Danmarks absolut fedeste og mest interessante bands – og da særligt live.

Fotograf Mark Stouman har blandt andet taget følgende billeder fra aftenen: