• Fears Unfolding
  • Ghost Iris
  • LIVLØS
  • Embryo
  • The Sixpounder
  • Evil Invaders
3.4

Anmeldelse af: Midwinter Meltdown 2018, Turbinen, Randers, 10. februar.

 

Den årlige vintervarmer Midwinter Meltdown i Randers, leverede i år et spændende og bredt program, hvor særligt et udenlandsk band imponerede.

 

Det er ikke kun julen, som formår at være et tilbagevendende element inden for det danske kulturliv. Midwinter Meltdown er velsagtens efterhånden, i hvert fald for mit vedkommende, blevet til en fast tradition.
For andet år skulle festivalen foregå i de lækre rammer, som Turbinen i Randers har at byde på. At man har valgt at rykke festivalen op på dette sted, betyder velsagtens, at man håber og satser på at få mere publikum igennem kontra dengang, det foregik på Café von Hatten.

Uanset hvad, er det kærkomment, da Turbinen er et super spillested med god lyd, større scene og ikke mindst mere end én bar. Desuden fungerer det således, at man ALTID har mulighed for at se koncerten, da der på førstesalen er et bar/lounge-område, hvor der forefinder sig en storskærm, som viser alt, hvad der foregår på scenen. På et eller andet punkt ville jeg personligt ønske, at flere spillesteder i Danmark havde sådan et setup. Man kunne godt tage en slapper, uden at reelt set at misse koncerterne, der foregår på salen ovenover.

Programmet? Ja, den stod naturligvis på en god og bred vifte af metal! Der var altså lagt op til en ordentlig rusketur i Randers.

 

Fears Unfolding
Første band på aftenens program var det aalborgensiske Fears Unfolding. Bandet spiller progressivt metal af den slags, som du har hørt mange gange før, men ikke nødvendigvis kan sætte ordentlige sammenligninger på. Det er ikke just originalt, men mindre kan bestemt også gøre det, hvis blot musikken udføres ordentligt. Heldigvis var det umiddelbart tydeligt, at Fears Unfolding bestod af ganske habile medlemmer, der alle gav deres præg på musikken. Lige fra den pæne vokal og de højoktane til de til tider næsten speedagtige guitarer over til de svingende grooves og den mere brølede growlende vokal fra bassisten.

Lyden under bandets optræden var langt henad vejen glimrende, hvor det var muligt at mærke de forskellige instrumenter under hele koncerten, uden at det begyndte at mudre. Leadvokalen gik klart igennem, men man kunne måske godt have ønsket sig lidt mere kraft på backupvokalen, der ikke altid gik helt ordentligt igennem.
Bandets egen lyd sad solidt i det metalskab, som man kunne håbe det på. Guitarens lyd var skarp og sprød, mens bassen fik lov til at buldre igennem. Solien for aftenen var i høj grad godkendt og virkede gennemøvet, uden at det var på det punkt, hvor man følte, at der var blevet øvet en masse skala og teknik blot for at øve den.
Melodien var i fokus, og det kunne mærkes.

Fears Unfolding virkede dog ikke som et mega rutineret band, når det kom til fremførelsen af musikken. Der er stadig kanter, som godt kan pudses af, og personligt ville jeg godt kunne se lidt mere action fra scenen som et element, der kunne fungere som et bærende element.
Der må godt være lige lidt mere puls og aggression i udførelsen. Man skal som publikum føle, at bandet virkelig mener, hvad de laver, og en god bevægelse og til dels også aggression (selv indenfor denne genre) ville i høj grad kunne klæde Fears Unfolding.

Der er bestemt et potentiale at spore i bandet og dets musik, det mangler dog stadig lige at blive finpudset og måske lige få tilsat lidt mere kant, for at det virkelig begynder at batte.
Fears Unfolding lagde om ikke andet en glimrende start til årets festival.

 

Ghost Iris
Fra det progressive metal og direkte ind i corens verden, en verden, som jeg helt ærligt ikke er synderligt begejstret for. Ghost Iris fra København havde fået den fornøjelse at være andet band på aftenens program. Det, publikum fik serveret, var mildest talt ubegribeligt.

Halvdelen af Ghost Iris’ koncert bestod af playback, en ting, som nærmest er utilgiveligt indenfor metallens og rockens verden.
Bevares, hvis man mangler en bassist til en koncert, er det dog tilgiveligt at have instrumentet kørende på et backingtrack. Dette var også tilfældet for Ghost Iris, men ’’fornøjelsen’’ stoppede slet ikke der. Nej, publikum skulle også trækkes med, at en stor del af aftenens vokal blev leveret i form af backingtrack. En ting er, at man i et studie går efter det bedste resultat, det er fair nok. Skulle man dog ikke netop gå efter et tilfredsstillende resultat, som man også kunne udføre live? Det var i hvert fald ikke umiddelbart den tanke, Ghost Iris havde haft, inden de var draget til Randers.

Lyden under koncerten var egentlig som sådan glimrende, den viste i hvert fald tydeligt, at der var tale om en god portion backing tracks. Sådan bør det være, når der er backing tracks inkluderet i et show. Guitarerne lød sprøde og tunge dog med det problem, at de formåede at virke anonyme. Ghost Iris virker enten til ikke at have fundet deres egen lyd endnu, eller også er det fint nok at lyde, som alle de tusinder af andre core-bands, som verden vel efterhånden er ved at have. Bevares. der er bestemt intet galt i at lyde anonymt, men det er ikke sådan, man virkelig kommer til at slå igennem.

Live var bandet ligeså klassisk et coreband, som det overhovedet kunne være. Der skulle ofte løbes på stedet, et move, som jeg personligt aldrig kommer til at synes om og heller ikke kan forstå, hvis andre synes, ser reelt sejt ud på en scene. Lidt ligesom med at hoppe, er dette en ting, som burde lægges i graven. Et plus var dog, at Ghost Iris formåede at få deres guitarist til at crowdsurfe, imens han spillede.
Det var sgu sejt.

Desværre besluttede forsangeren sig for midt i koncerten at snakke om, at vi burde købe deres merch, for som han sagde: De tjener ikke penge på det her skidt. Er det ikke bare en anelse unødvendigt at sige? Selvfølgelig tjener I ikke penge på det, det er der fandeme ikke mange bands, der gør. Personligt er jeg ikke fan af at forsøge at guilt-trippe publikum til at købe merchandise, når man ikke engang har respekten til at levere en reel koncert, uden playback.

Det er sgu en ommer.

 

LIVLØS
Hvad tid var det så blevet? Nå ja! Det blev ’’slås og bolle’’ tid!

LIVLØS fra Aarhus er altid garanter for et fedt show, og denne aften i Randers var bestemt ingen undtagelse. En sjov ting med LIVLØS er, at musikken langt hen ad vejen ikke er ligeså bærende et element for dem, som deres egentlige liveshow er. Sådan tænkte jeg i hvert fald, indtil dette show, hvor der var kommet numre fra deres nye album med på sætlisten. Tidligere tanker om, at de var endnu en ’’Hatesphere-klon’’, blev fejet af vejen – og alligevel ikke helt.
LIVLØS kan nemlig stadig sammenlignes med Hatesphere, men hvor det før føltes som om, at de måske var lidt for meget en kopi, begynder det ligeså stille at føles som om, at de er begyndt at være arvtagere i stedet. De gjorde det i hvert fald meget bedre, end Hatesphere gjorde det som headliner til sidste års Midwinter Meltdown.

Live er LIVLØS alt andet end livløse. Der er fuld smæk for skillingen lige fra start til slut. Der blev delt lige dele tæsk og salt til publikums sår ud oppe fra scenen, især igennem frontmanden, Simon Olsen, der formåede at vise sig som et pragteksemplar af en frontmand. En frontmand er dog intet uden det band, som står bag hans ryg, og heldigvis er LIVLØS ikke en one-trick pony. Hele bandet var med på unoderne og leverede et glimrende show med en energi, som mange langt større bands bør være misundelige på.
LIVLØS har succes for tiden, og den er fuldt ud fortjent.

Lyden til aftens koncert stod ligeså klar, som den havde gjort under de tidligere bands, hvilket blot bevirkede, at publikummet var endnu mere friske på, at der skulle festes som om, Randers ville gå under i løbet af natten. Det er i sandhed altid en fornøjelse at se LIVLØS live, særligt efter udgivelsen af deres debutalbum, der tilsyneladende har bidraget med en ordentligt røvfuld nye gode numre!

 

Embryo
Hvis man som læser, har fulgt bare en smule med i de skriverier, som kommer fra denne skribent, så ved man også, at Embryo altså kan et eller andet. Det, de kan, er overhovedet ikke nyt, ja, det er jo nærmere en gennemprøvet formel, som har været kendt siden 60erne og 70erne, de kører efter.
Dette gør absolut intet, når man udfører de velkendte opskrifter så godt, som tilfældet er hos de lokale drenge fra Randers. Vi er ude i 70er stoner-rock af den slags, som Black Sabbath (sammen med en god håndfuld andre genrer inden for metallens verden) startede.

Det virkede lidt besynderligt, at Embryo skulle spille efter LIVLØS, men det har muligvis haft noget at gøre med, at de er lokale og kender de rette mennesker, eller også ville LIVLØS bare gerne hurtigst muligt i gang med at hamre. Uanset grunden til dette, så var det i hvert fald blevet tid til en omgang i ringen med Randers’, ja, måske endda Jyllands, absolut bedste stonerband.

Der blev leveret tunge eskapader lige fra første strofe. Forsanger og guitarist, Jeppe Færch, leverede en solid vokalpræstation, som i høj grad formår at løfte musikken til et højere niveau. Bandets musikalske evner fejlede intet, og generelt sad samtlige instrumenter rigtigt pænt sammen. Det var tilpas løssluppen (som det hører sig til, når man spiller stoner) og alligevel så stramt, at man ikke lagde mærke til, hvis der skulle have sneget sig lidt små smuttere ind.

Showet havde en god energi, der i høj grad smittede af oppe på de første rækker. Embryo blev generelt taget godt imod af publikum og de kvitterede med en glimrende opvisning i stoner-metal.

 

The Sixpounder
Så blev det tid til at komme ud af 70ernes tåge og ind i den moderne kolde og stramme verden. Det var blevet tid til at få serveret groove-drevet metalcore. Musikalsk var det pænt og poleret dog med den klare fordel, modsat den tidligere fadæse fra Ghost Iris, at de ikke spillede med tonsvis af playback.

Desværre var koncerten bare ikke særligt interessant at opleve, hvilket i høj grad også kunne ses på publikummet, der ikke var synderligt engagerede oppe foran. Det betød ligeledes, at mange fortrak sig til baren eller så koncerten på storskærmen nede på førstesalen.

Lyden var egentlig glimrende under The Sixpounders koncert. Man kunne høre detaljerne i deres sammenspil. Desværre var det musik, bandet spillede, ikke noget, der rigtigt faldt i god jord i Randers, selvom den da var veludført. Der var ikke fejl at spore, og man kunne godt mærke, at man havde med et relativt rutineret liveband at gøre. De fik bevæget sig lidt rundt på scenen, dog uden nogensinde for alvor at komme ud over kanten.

Det blev aldrig formået at få den vilde fest i gang. En øl og den lækre chili con carne blev hurtigt mere lokkende end det band, der optrådte på scenen. Musikken fangede slet og ret bare ikke, og deres liveshow formåede aldrig rigtigt at komme op i fornuftigt gear.

The Sixpounder viste sig som værende en middelmådig affære, til dette års Midwinter Meltdown.

 

Evil Invaders
At beskrive den koncert, som Evil Invaders fra Belgien leverede på Midwinter Meltdown, er svært.

Der er tale om et band, som spiller thrash og speed metal af en skole, som vi alle har hørt ufatteligt mange gange. Der er musikalsk set intet nyt at hente. Alligevel var bandets koncert et pragteksemplar på, hvordan en thrash- og speed-koncert kan og langt hen ad vejen bør leveres. Hold kæft, hvor var der smæk på og ikke kun musikalske smæk.
Sjældent har jeg oplevet et band, som har formået at have så meget energi og alligevel så meget overskud på en scene, som Evil Invaders havde. Det stod ikke stille et øjeblik, og publikum var uden den mindste tvivl i bandets hule hånd fra start til slut. Dette resulterede naturligvis i, at der blev headbanget totalt igennem oppe foran, og vi fik serveret en god omgang moshpits.

Bandet spillede nærmest til perfektion. Riffsne var stramme og hurtige, trommerne var delikate, velspillede og aggressive, og bassen buldrede bunden ud af Randers, uden at det formåede at blive til et mudderhelvede. Generelt viste Turbinen sig som et fremragende spillested lydmæssigt denne aften, hvor alle bands havde haft en lyd, som lå over det gennemsnitlige.

Fremførelsen af musikken var nærmest ude af proportioner. Samtlige medlemmer fra bandet vidste tydeligvis godt, hvad der skulle til for at blive aftenens absolutte toppunkt. Der blev i sandhed kæmpet for publikums gunst. Man følte som publikum, at man var blevet sparket tilbage i tiden, til dengang hvor thrash-metallen var helt ny og farlig. At bandet så leverede en pragtpræstation på, hvordan genren udføres bedst muligt live, gjorde blot oplevelsen mere autentisk.
At dette band startede i 2007 kan kun fattes ved at vurdere alderen på medlemmerne. At se dem er som at tage en tidsmaskine direkte tilbage til 1986.

Evil Invaders lod sig rive med af stemningen, hvilket resulterede i, at forsangeren og guitaristen, Jöe Anus, hoppede ud fra scenen for at deltage i festen. Uheldigvis var han tilsyneladende kommet til at skubbe til en fra publikum, der faldt og slog hul på sit hoved. Et ærgerligt uheld, som betød, da det kom bandet for øre, at den uheldige publikummer fik en kæmpe stor undskyldning, merchandise, samt at i hvert fald Jöe fulgte ham på hospitalet. Thumbs up for den gode stil!

Evil Invaders fik altså afrundet årets Midwinter Meltdown på bedste old school vis. I år fik publikum serveret en dejligt bred vifte af metal lige fra prog til thrash til core til stoner. Af de år, som tæller tre nu, hvor jeg har været deltagende, har det helt klart været dette år, som har været mest imponerende.
Særligt tegner det godt, for metalfolket i Randers og omegnen, at der er begyndt at blive booket flere internationale navne til festivalen.

Festivalen blev afholdt uden større problemer, altså, udover en tur på skadestuen. De forskellige bands, var gode til at overholde deres spilletider, og det hele kørte umiddelbart gnidningsfrit. Turbinen er altså et dejligt spillested med et super crew (i hvert fald til denne festival), som kun kan anbefales!

 

Galleri fra Denice Bjørndal her: