Årslister 2017- del 1
Vi ser på, hvad der har begejstret og skuffet udvalgte redaktionsmedlemmer ved musikåret 2017, og hvad de glæder sig til rent musisk ved 2018.
Bastian Reinholdt Madsen:
BEDSTE DANSKE NUMMER 2017:
Kellermensch – “Mediocre Man”
Kældermennesket vendte tilbage i 2017 og endda på fin vis! Albummet Goliath var introvert og smukt, præcis som man kunne forvente. Nummeret “Mediocre Man” formår at vise præcist, hvad jeg finder så godt ved de gode gamle esbjergensere. Det er fandeme catchy, men det bliver i høj grad også med en vis distance og desperation.
Sebastian Wolffs vokal sidder lige i skabet, og hele bandet spiller godt. Dette nummer viser i sandhed bandet fra deres bedste side, og deres bedste side holder hele vejen!
BEDSTE DANSKE ALBUM 2017:
ORM – ORM
For mit vedkommende er der kun udkommet to albums hjemme i vores egen andedam i år, som reelt kunne kæmpe om denne plads. Bevares, vi har da fået albums fra en del fede bands, men for at være de bedste, så bliver man altså lige nødt til at ramme ekstra hårdt på sømmet. Dette gjorde Orm i høj grad med deres debutalbum! Dette er black metal af den bedste skuffe. Man bliver vist ind i et mørkt og dunkelt univers fra første strofe til den sidste tunge tone. ORM mestrer genrens dyder, uden at det bliver en trivialitet. Albummet bliver leveret med en selvsikkerhed indenfor både black-genren, men med nogle spændende tilføjelser fra doom og stoner.
Solid levering!
BEDSTE INTERNATIONALE NUMMER 2017:
Jeg kan simpelthen ikke bare sætte et enkelt nummer på denne liste, da 2017 har givet en del rigtigt fede numre, så her kommer der tre eksempler, der alle ligeså godt kunne have ramt som det bedste nummer ifølge mig.
Code Orange – “Bleeding in the Blur”
“Bleeding in the Blur” er egentlig et lidt atypisk nummer fra de vrede amerikanere. Vi er ude i et nummer, som besidder en betydelig del mindre aggressivitet end størstedelen af bandets repertoire, og alligevel er sangen nærmest opskriften på alt godt ved metal, især den lidt sludgede og hardcore inspirerede del. Det er tungt, men det er i høj grad også melodisk. Reba Meyers gør det glimrende som vokalist på dette nummer, og der bliver for alvor sat gang i gode minder om blandt andet Kylesa for mit vedkommende. Et dejligt stykke musik!
Crystal Fairy – “Crystal Fairy”
Dette er måske beviset, på at jeg er meget glad for de kvindelige vokalister. Især dem, der er lidt mere punkede, og ikke dem, som bare skråler løs. Terry ”Gender” Bende har i min bog en formidabel røst, der helt klart hører hjemme blandt eliten. Sammen med de swingende og tunge riffs som Buzz Osborne skyder i ud af ærmerne bliver det nærmest en øjeblikkelig klassiker i min bog. Egentlig kunne jeg havde valgt adskillige numre fra deres debut som bedste nummer, men “Chieseler” og “Drugs on the Bus” er begge i realiteten fra 2016.
Corrosion of Conformity – “Cast the First Stone”
Corrosion of Conformity er tilbage og så endda med Pepper Keenan ved roret. Med deres første single fra det kommende album, ”No Cross No Crown”, beviser de i sandhed, at de stadig kan rocke med de største! Nummeret har alt, hvad man kunne håbe på fra bandets hånd, og det bliver leveret tungt, punket og stenet, præcis, som man kunne have håbet på. Der ses ufatteligt meget frem til det kommende album, som forventes at bliver blandt de absolut bedste næste år!
BEDSTE INTERNATIONALE ALBUM / EP 2017:
Crystal Fairy – Crystal Fairy
Der har været noget med debutalbums i 2017. Både det bedste danske, men bestemt også det bedste udenlandske har begge været debutalbums i min bog. Crystal Fairy er en af de såkaldte ”Supergrupper”, som kan bære denne tiltaleform. Bandet består af medlemmer fra Le Butcherettes, The Mars Volta og mægtige Melvins. Deres debutalbum har en puls, der udløser en genkendelsens glæde, endda på trods af at man aldrig har hørt et band, som reelt set lyder som Crystal Fairy. Givet, jeg er selv en sucker for punket kvindevokal, og jeg finder Buzz Osbornes guitarspil til at være eminent og yderst interessant. Dette giver lige præcis en kombination, som har gjort at dette album uden den mindste tvivl er det, som er blevet afspillet mest på den gode gamle pladespiller derhjemme.
Boble:
Code Orange – Forever
Når vi snakker international kvalitet, kan jeg ikke undlade at nævne det fuldstændigt fantastiske mesterværk fra amerikanske Code Orange. Fra start til slut ved man, at man har at gøre med noget, som er helt særligt. Der er tale om hardcore med en enorm aggressivitet, dissonans og kaos. Alligevel formår Code Orange især igennem deres yderst fascinerende guitarist og sangerinde, Reba Meyers, at bringe en form for svævende skønhed ind iblandt den store mængde af kaos. Dette er uden den mindste tvivl et af de bands, som vi skal til at holde øje med! Det beviser de i særhed på dette album.
MEST SKUFFENDE ALBUM 2017:
Havok – Conformicide
Havok har i langt tid virket til at være et band, der kun ville en vej, og det var opad. Hvert eneste album har været gennemført fed thrash, omend der ikke har været noget reelt nyt under solen, så har det stadig været leveret med en ærlighed, intensitet, og kærlighed for de klassiske dyder. Conformicide forsøger at følge kunsten efter, men det lykkedes overhovedet ikke. Dette album er et makværk fra start til slut. Der er nærmest intet at hente ved det seneste Havok album. Idet mindste leverer bandet umiddelbart stadig højoktane og gennemførte thrashkoncerter. Jeg håber i hvert fald på at den næste fra deres hænder ikke ender som Conformicide.
BEDSTE KONCERTOPLEVELSE 2017:
Riverside – Vega
Nogle gange er de bedste koncerter simpelthen de koncerter, som man overhovedet ikke havde forberedt sig på. Denne var bestemt tilfældet i denne kategori. Riverside var et band, jeg havde fået vist af en rigtig god veninde, som desværre forlod os i foråret. Jeg besluttede mig derfor for, at jeg naturligvis måtte ind for at se Riverside, der var et af hendes yndlingsbands. Jeg hørte ganske lidt af det inden og kunne blot konstatere, at dette nok skulle blive godt. Jeg var overhovedet ikke forberedt på, hvor godt det faktisk skulle blive. Riverside leverede en af de mest bevægende og fuldstændigt fantastiske koncerter, som jeg nogensinde har oplevet. Musikalsk sad alt lige i skabet, og deres ærlige nærvær var forfriskende. Det var ambitiøst, og det var decideret smukt. Progressiv metal, når den er absolut bedst!
MEST SKUFFENDE KONCERTOPLEVELSE 2017:
Tankard – Wacken Open Air.
Når man har lyttet så meget til et band i så langt tid og med en sådan glæde (jeg hører dem sågar, mens jeg skriver dette), som jeg har gjort det uden mulighed for at opleve dem live, og de så bare overhovedet ikke leverer, så må jeg sgu melde, at skuffelsen træder ind. Tankards koncert på Wacken var mildest talt ringe. Al lyd var en stor pærevælling af skraldende guitarer i et mudret bad og tabt entusiasme. Der blev overhovedet ikke leveret den thrash-fest, som jeg gerne havde set fra et af mine absolutte favorit thrash-bands. De vil ikke blive afskrevet, men skuffelsen må siges at have været stor. Øv.
ÅRETS FAVORIT-MUSIKVIDEO 2017 (dansk eller international):
Musikvideoer er en underlig størrelse. Jeg kunne personligt ikke huske så mange vildt fede videoer fra i år, så jeg måtte se en god røvfuld for at få en reel ide, om hvad der hørte til her. Der har været en del boblere, som feks ”Bleeding in the Blur” med Code Orange, ”Wolf Named Crow” med Corrosion of Conformity, ”Portrait of a Headless Man” fra Septicflesh og ”The Cell” med Gojira.
Nummer et vinder dog på sin super gode humor.
Mastodon – “Show Yourself”
(Artiklen fortsætter efter videoen)
Denne video indkapsler en god del af, hvad der gør Mastodon så godt, som det er. Musikken er et af de mere poppede numre fra det nye album, Emperor of Sand, og er egentlig ikke super mindeværdigt. Videoen er til gengæld totalt fedt gennemført og har en sjov ide. Det drejer sig basalt set om at uddanne personer til at være døden. Videoen er morsomt sat op til at være en eksamens-lignende situation, hvor de studerende skal dræbe medlemmerne fra Mastodon. Dette går i bedste Mastodon stil ikke godt, og er i sagen hylende morsomt i min bog. Det er dejligt med et band, som har så meget selvironi, at de kan lave en sådan video.
BLEV DINE FORVENTNINGER TIL MUSKÅRET 2017 INDFRIET?
I realiteten blev mine forventninger slet ikke indfriet. Jeg havde forventet at den nye skive fra Corrosion of Conformity samt den nye Ghost ville være udkommet i løbet af i år. Vi fik ingen af delene, men alligevel vil jeg ikke mene, at jeg er blevet skuffet over året rent musikalsk. 2017 bød på mange fede oplevelser, fantastiske koncerter og gode nye skiver med blandt andet Crystal Fairy, Code Orange, Ayreon, Diablo Swing Orchestra og Primus. Der har været meget positivt igennem året, men vi har desværre også mistet store stjerner som Chris Cornell og Chester Bennington. Heldigvis kan den gode musik og oplevelserne opveje for disse tab, også selvom vi har haft nogle forfærdelige tab. 2017 var overordnet glimrende, især i forhold til at opdage ny musik, men forventningerne blev sgu ikke indfriet.
HVAD JEG SER FREM TIL VED MUSIKÅRET 2018:
No Cross No Crown med Corrosion of Conformity er allerede bestilt på vinyl og kommer tidligt, så jeg ved allerede, at jeg har den at se frem til. Ellers kommer der jo ny Ghost, kan man da håbe. Desuden skulle Baroness gerne gå i studiet. Det ser også ud til at tegne til at blive et glimrende koncert-år. Copenhell har fået sig nogle interessante bookinger i form af blandt andet Zeal and Ardor og Igorrr, som jeg bestemt ser meget frem til! Jeg skal forhåbentlig også opleve Steven Wilson for første gang, og så er kommer Roger Waters til Danmark. 2018 virker bestemt lovende!
—
Mark Stoumann
BEDSTE DANSKE NUMMER 2017:
Natjager – “Rejser”
Dette nummer har klart fanget mig på både lyrik og rytme. Nummeret her har en lækker tung guitar, der smider en røvfuld lækre riffs fra sig, som passer ekstremt godt til forsangeren Jons hiphop/rap sang. Natjager har for mig været en stor del af 2017, da deres autotuned-metal er meget specielt og, som jeg mener, virkelig kan noget! “Rejser” er fra deres seneste EP, Hvad Rejser Bringer, som virkelig viser, at de har udviklet sig. Så jeg ser frem til et fuldlængde album fra dem, når man ser på deres gode start i 2017.
BEDSTE DANSKE ALBUM 2017:
Sons of Death Valley – Fathers of The Free
MUUUUMS, det er hardcore! For satan, hvor har bandet her bare udviklet sig ekstremt godt! Om det er forsanger, Dan, som har fundet sin stemme, eller om det er Lars og Stefan på guitar sammen med Torben og Kim på bass og trommer, som gør det, er svært at sige, men for helvede, hvor det album bare rykker! Specielt numrene, “Fight Song”, “Your God” og “The Undertaker” kilder i sugerøret hos mig!
BEDSTE INTERNATIONALE NUMMER 2017:
Avatar – “A Statue of the King”
Et nummer, som måske virker lidt tørt og trættende i starten, men som roligt finder vej til ind mit underlige cirkus-metal-hjerte! “A Statue of the King” er en single fra deres kommende album, “Avatar Country”, som allerede nu har sat fast, hvem der er kongen – nej, det er ikke forsangeren, men den guitarist med det flotteste skæg! Som sagt, så er det et nummer, som starter kedeligt, men godt to minutter inde kan man virkelig ikke sidde stille grundet den opbygning, der er mod et headbang-hoppende-moshende-horn-i-luften riff sammen med trommerne, der brager derudaf, som var det to duracell kaniner, der lige havde fået skiftet batterier! JA TAK! Det er sådan et nummer, jeg ser frem til at opleve live!
BEDSTE INTERNATIONALE ALBUM / EP 2017:
Trollfest – “Helluva”
Er der et album, jeg har hørt fra start til slut uden at springe i numrene, og som er hørt til ukendelighed på både spotify og LP (den er i guld!), så er det det….
“TROLLFEST – HELLUVA”! Jeg har efterhånden hørt deres musik i en del år, men jeg har aldrig været så flad af grin over både teksterne, balkanmetallen og deres fantastiske musikvideoer! Trollfest er et band, som blander alt, hvad de finder i skovbunden, i havet, dine våde drømme eller i dine mareridt, smider det op i en stor gryde og rent faktisk får musik ud af det! Helluva har fået både mig og min lillebror til at elske dette band endnu mere end før!
MEST SKUFFENDE ALBUM 2017:
Enter Shikari – The Spark
Selvom jeg har hørt og elsket Enter Shirkari siden deres ekstremt populære nummer “Sorry You’re Not a Winner”, så har deres seneste album, The Spark, alligevel skuffet mig. Det er bortset fra to eller tre numre en alt for poppet plade i forhold til deres forrige plader. Jeg savner den vrede og arrighed, der var i de gamle udgivelser! Dog skal det siges, at de så på scenen kan holde en fucking fest! Hold da kæft, der var knald på, da jeg så dem i Amager Bio i starten af december! Så et skuffende album, som jeg havde håbet kunne mere.
BEDSTE KONCERTOPLEVELSE 2017:
Rob Zombie – Copenhell
ENDELIG fik jeg oplevet Rob Zombie live, og for satan, hvor er jeg irriteret over, at jeg ikke har haft muligheden for det noget før, for hold da kæft, det var en fed koncert! Jeg har nok hørt hr. Zombies musik i +15 år og altid sunget med, hvis jeg fattede, hvad han sang, haha.
Jeg startede med at stå i fotograven til denne koncert for at tage billeder af zombien og hans bandmedlemmer, og jeg havde svært ved at forlade den igen, da alle os fotografer blev bedt om at forlade fotograven efter de første tre numre, men så er det jo fantastisk, at man kan stå sammen med andre venner/fans på Copenhell og nyde resten af koncerten på tæt hold!
Det er nok en af de eneste koncerter, hvor jeg selv har hoppet, (jeg hopper sjældent) i takt med musikken sammen med de publikummer, der nu var med til denne koncert! Der er intet, der slår den oplevelse, jeg havde til mr. Rob Zombies fantastiske koncert på Copenhell! Jeg bukker og takker!
MEST SKUFFENDE KONCERTOPLEVELSE 2017:
Jeg ved det godt, du måske hader mig nu, men for fanden, hvor var det en kedelig koncert. Jeg ved godt, at det er “de store drenge”, og at de altid bare har været dit yndlingsband, men aldrig har jeg kedet mig så meget til en koncert. For det første, så spiller Slash simpelthen for mange guitarsoli.
Det ville være fint med to eller tre på en hel koncert, men sgu ikke SÅ mange, som han alligevel nåede at trylle fra sine fingre og ned på guitaren. For det andet, så er der en eller anden, der skal skrue op for Axls vokal, eller også skal han sgu træne mavemuskler, for han var umulig at høre i en stor del af koncerten. Jo, det var da fedt nok at se så stort og populært et band, men mine høje forventninger blev bare ødelagt af så kedelig en koncert, som den var.
ÅRETS FAVORIT-MUSIKVIDEO 2017 (dansk eller international):
Sons of Death Valley – “Fight Song”
(Artiklen fortsætter efter videoen)
Ja, jeg ved godt, at det måske er lidt ananas i egen juice, men det er da den fedeste video, der er lavet i år! Effekterne i denne video har fået folk til at tro, at den er filmet i de øde vildmarker i USA, men det er det langt fra. Her er det en gård/westernfarm syd for Køge. Videoen er fyldt med grove tæsk, blod, smadrede flasker og pistolskud fra både Sons of Death Valley, men også fra de danske sludge metal band Dirt Forge samt forsangeren fra Defecto. Hvis du endnu ikke har set den, er den helt klart et kig værd!
BLEV DINE FORVENTNINGER TIL MUSIKÅRET 2017 INDFRIET?
Jeg må sige, at jeg i 2017 har fået en på opleveren, da jeg har været med til at dække 50 koncerter og i dette forløb formået at se 161 bands og ud over det fulgt med på, hvilke nye udgivelser der har været osv. Så ja, 2017 har helt klart pumpet mig med rock og metal i alle åbninger!
HVAD JEG SER FREM TIL VED MUSIKÅRET 2018:
Flere fede koncertoplevelser, helt klart – Jeg ved, der er en del festivaler, jeg skal på. Ud over det så er jeg spændt på at se, hvordan det vil gå den danske rock og metal-scene, da min fornemmelse er, at 2018 vil være året, hvor der virkelig sker noget for de ekstremt dygtige bands, vi har herhjemme! Jeg glæder mig til at støtte alle de bands, jeg kender personligt, i denne kamp om at komme ud over kanten!
